Når der indtages aftensmad rundt omkring i de danske hjem, er det i stigende grad både børn, forældre og bedsteforældre, der sidder omkring middagsbordet.
Fra 2008-2018 er der sket en stigning på 28 procent i antallet af husstande, der både inkluderer en eller begge forældre og deres voksne børn og partner, viser tal fra Danmarks Statistik. I 2018 var der 8.582 husstande, hvor en eller flere bedsteforældre boede sammen med deres voksne barn og partner. I 2008 var tallet 6.678.
Ifølge Anna Beck, der forsker i bofællesskaber og skriver PhD-afhandling om motivationer for at etablere og flytte i bofællesskab, så er tendensen et udtryk for, at flere begynder at tænke i alternative løsninger for at kunne tage bedst mulig vare på deres egen familie.
”I forhold til vores aktuelle udfordringer med dårlige normeringer i daginstitutionerne og med eksempler på ældre, der ikke får den optimale behandling på plejehjemmene, så begynder flere at tænke i alternative måder for, hvordan man selv kan hjælpe egen familie bedst muligt. Man kan se det lidt som et modsvar på nogle af de udfordringer. Dermed ikke sagt, at det er sådan for alle,” siger Anna Beck.
”Stigningen er i bund og grund et udtryk for, at vi ønsker at hjælpe hinanden på tværs af generationer internt i familien. Både den ene og anden vej. Bedsteforældrene bliver tættere knyttet til deres børnebørn og kan hjælpe med at passe dem. Men det handler også om, at de voksne børn kan hjælpe deres forældre, når de bliver gamle. Fordi vi i dag har fået langt flere fællesværdier med vores forældre, end vi traditionelt har haft.”
Generationskløften er blevet mindre
Hvor den ældre generation førhen har været meget mere autoritetsbevidst, er der ikke længere den store generationskløft mellem voksne og deres forældre, som der var før ungdomsoprøret i 60’erne, og det drager man i dag meget mere fordel af, fortæller Anna Beck.
”I dag er de ældre meget mere engagerede og meget mere aktive – og dermed en stor ressource at bo sammen med. Vi har i højere grad fået flere fællesværdier. Når ældre i dag går på efterløn, har de ofte stadig en masse ressourcer at byde på, fordi de lever længere. Mange ældre bor desuden som single. Og hvis man gerne vil være tættere på sin børn og børnebørn, så er det jo oplagt at bo sammen.”
Sidste år boede 23.460 børn på samme adgangsadresse som mindst én af deres bedsteforældre, viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene stammer fra en særkørsel, som Danmarks Statistik har lavet i starten af 2018. Bofællesskaber på tværs af generationer er ifølge Anna Beck et fænomen, der foregår over hele verden – især i verdens storbyer, hvor kvadratmeterpriserne er historisk høje.