”Om aftenen, når jeg har klaret alle mine voksenpligter og lagt min søn i seng, så spiller jeg Playstation; ‘Assasins Creed’ og ‘The Last of Us’. Det er total eskapisme,” fortæller Jan Kjær, der netop har udgivet bogen ‘Hjælp! – Spillet ta’r mit barn’ i samarbejde med psykologen David Madsen.
Selvom forfatteren selv er ‘gamer’, blev han alligevel chokeret, da han indså, hvor hårfin grænsen er mellem sunde og usunde spillevaner. Et vennepar fortalte nemlig, hvordan deres søn var blevet afhængig af at spille computer. Han lukkede sig inde, ville ikke se sine venner eller familie og blev aggressiv når stikket til computeren blev trukket. Og dét kunne Jan Kjær genkende i sin kun ni-årige søn. Den bekymrede far påbegyndte derfor et deep-dive i Googles uendelige pøl af information og endte med en masse viden og gode råd, skitseret i en lille rød bog.
Din bog handler hovedsageligt om, hvordan man skaber gode spillevaner og undgår spilafhængighed. Men hvordan skelner man mellem sunde og usunde spillevaner?
“Hvor går grænsen mellem sund og usund spilleadfærd? Dét har jeg spurgt mig selv om mange gange. Især når det kom til min egen søn. Og én af de vigtigste forskelle er, når det går ind og skaber problemer i relationen mellem forældre og børn. Derudover er der også nogle fysiske ting, man kan holde øje med. Påvirker spillene deres søvn, får de nok motion og går det ud over skolegangen? Det kan selvfølgelig også være svært at vurdere, men det vigtigste råd er nok, at man sætter nogle klare ramme for skærmbrugen, som stemmer overens med familiens værdier.”
Selvom du argumenterer for, at forældre skal begrænse børnenes spilletid, opfordrer du også til, at man vedligeholder de sunde spillevaner. Hvorfor ikke bare slukke computerskærmen helt?
“Man har fundet ud af, at spillene øger det mentale velvære; endnu mere end ved mobilbrug og tv-kiggeri. Samtidig er det jo blevet en kæmpe del af det sociale liv for mange unge. Min søn holder kontakt med sin fætter, der bor flere hundrede kilometer væk, når de spiller. Så sidder de bare og snakker imens. Det har jo en enormt positiv påvirkning på deres relation. Det er faktisk også bevist, at online sociale relationer er lige så værdifulde og reelle for unge mennesker, som deres offline relationer. Og det er der mange forældre, som ikke helt forstår. Så der opstår måske lidt en generationskløft dér.”
I din bog opfordrer du forældrene til at sætte sig ind i børnenes spil. Hvorfor er det vigtigt?
”Det er vigtigt, at forældrene sætter sig ind i, hvad børnene spiller, og hvordan det kan gavne deres sociale og mentale udvikling, når det bliver holdt på et sundt niveau. På den måde slukker de ikke internettet, imens barnet er i gang med en vigtig mission med vennerne, der har taget over tre uger at bygge op. For i det spil har deres barn jo i virkeligheden øvet sig i teamwork, ressourceadministration og socialiseret med vennerne.”
De fleste forældre kan nok godt genkende at bruge lidt for lang tid på telefon og tablet. Er det så ikke lidt dobbeltmoralsk at bede børnene om at slukke skærmen?
“Som forælder har man et stort ansvar for at få hele dagligdagen til at fungere, og det foregår typisk på en skærm. Men det er vigtigt at sætte nogle rammer, som gælder alle medlemmer af familien. Samtidig vil der altid være tidspunkter, hvor de voksne må noget, som børnene ikke må. Så dobbeltmoralen kan ikke undgås helt. Undervejs fandt jeg dog ud af, at jeg simpelthen ikke kunne bede min søn om at ændre sine spillevaner, når jeg selv havde så højt et skærmbrug. Jeg blev decideret pinlig, da jeg lærte, hvor meget tid jeg brugte foran en skærm. På mit sofabord havde jeg altid en computer, en tablet og en telefon. Det sender jo et tydeligt signal om, hvor vigtige skærmene var i familien. Det vigtigste var at ændre mine egne vaner, før jeg med god samvittighed kunne ændre min søns. Og det var slet ikke nemt. Jeg måtte slette en masse apps og fjerne notifikationer, for at det kunne lade sig gøre.”
Hvorfor er det så vigtigt, at man får etableret nogle sunde spillevaner for sit barn?
”Jeg skrev bogen for at dele min research over børns spillevaner med andre forældre i samme situation. Jeg tror nemlig, at vi er mange familier, der bruger alt for meget tid på diskussioner om spil og skærmtid. Og der eksisterer ikke ét endegyldigt svar på, hvad forældrene skal gøre. Siden gaming er et relativt nyt fænomen, ved man endnu ikke, hvad konsekvenserne vil være med de usunde spillevaner. Lige nu er der bare en masse forskere og eksperter, der råber om kap. Men vi ved, at spilafhængighed er et reelt problem, både for børnene, men også for familieforholdet.”
