Karen Pallisgaard

#MeToo: Hans skyld, min skam

Da Karen Pallisgaard anmeldte sin krænker, var det for sent. Hun støtter derfor fuldt ud et forslag om at afskaffe forældelsesfristen for overgreb mod børn.

Foto: Niels Overgaard

Min version af en Harvey Weinstein kom ind i mit liv, da jeg var 14 år.

Han var 30 år ældre og ansat i en betroet stilling, hvor han arbejdede med børn og unge. Jeg var en af dem. Han så noget i mig. Måske mest af alt min kejtede krop, min usikkerhed og ensomhed i en tid, hvor mit trygge fundament forsvandt i forbindelse med mine kære forældres skilsmisse.

Han så mig. Han så sin chance.

Jeg lyttede til den Prince-cd, han sendte mig. Jeg svarede hans kærlige, rosende breve. Jeg gav ham over lang tid min tillid.

Jeg sagde ja til at besøge ham.

Jeg gav ham en værtsgave; en lyseblå plysløve med pink manke. Et tøjdyr som jeg havde fået af min far. Jeg havde ikke lyst til at give det fra mig men følte, at jeg blev nødt til at give en gave, når nu han var så sød ved mig.

Han fortalte mig, at vi var forelskede.

Det var bedst ikke at fortælle det til nogen.

Jeg ville ikke gøre ham ked af det, når nu han var så sød ved mig.

Jeg fortalte det ikke til nogen.

Sammenbrud, stress og angst


Jeg skulle nå at blive 27 år, før jeg sagde det højt for første gang. At han over længere tid havde manipuleret og misbrugt mig. Voldtaget mig.

Jeg skammede mig. Græmmede mig. Bebrejdede mig.

Jeg havde lige siden, det skete, forsøgt at fortrænge.

Hver gang jeg havde drømt om det, vågnede jeg med angst, tunghed og tristhed i kroppen. Det fik jeg rystet af mig, gang på gang, for der var kun én vej; videre, videre, videre.

Således drønede jeg derudaf. I perioder med en undertone af manglende tillid og følelsen af isolation indeni, mens jeg havde det sjovt uden på. Dejlige veninder. Vi drak. Festede. Jeg fik en god uddannelse. Gode jobs. Forfremmelser. Et par gode kæresteforholdog et par retraumatiserende. Jeg løb og løb og løb, indtil jeg løb ind i et kæmpestort stopskilt.

Min krop kunne ikke mere.

Jeg kunne ikke holde det ud eller inde længere.

Jeg brød sammen. Stress, angst og andre senfølger overmandede mig. Jeg slæbte mig af sted til en psykolog, og så gik jeg ellers i dybden. Med yoga, meditation, healing, kurser i traumeforløsning, psykologer, psykoterapeuter, kropsterapeuter, åndedrætsterapeuter, fagbøger om skam, overgreb, dissociering og udviklingspsykologi. Og, og, og.

I flere år efter mit sammenbrud var jeg stadig selvbebrejdende. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg var blevet voldtaget. Jeg forklarede psykologer, at han jo havde været venlig over for mig. Han havde ikke havde slået mig. Han havde ikke en kniv for min strube. Han bandt mig ikke.

Så var det lidt min egen skyld?

Nej. Selvfølgelig ikke, forklarede de professionelle mig igen og igen.

Men skammen. Den var min.

En finger til krænkere


Med skammen fulgte et afgrundsdybt hul af ensomhed. Til mit held kommer jeg fra en kærlig og klog familie, der har udstyret mig med en stærk evne til overlevelse og evig vilje til at få det bedste ud af livet. Det er lykkedes mig, og det bliver nemmere for hver gang, jeg tør dele min skam og sårbarhed.

Det hjælper at sige det højt. Igen og igen. Derfor har det rørt mig dybt i disse dage at se kvinder over hele verden stå frem med #metoo. Det er mere end et hashtag. Det er en lille revolution og ny form for historieskrivning, hvilket også avisen Information skriver i deres leder.

#metoo viser, hvor meget der er brug for et paradigmeskift i en verden med “Harvey Weinsteins” og ”pussy grabbers” ved magten. Det er en fed fuckfinger til alle magtudøvende krænkere og undertrykkende sociale strukturer.  Det er solidaritet. Vi viser hinanden, at vi ikke er alene, at vi ikke er forkerte, og at når vi tør sige det højt, så hjælper vi hinanden ud af skammekrogen.

Men du har det jo virkelig godt i dit liv og i din krop, så hvorfor ribbe op i det? Det kunne jo stigmatisere dig for altid, sagde en ven til mig, da jeg satte mig for at skrive den her klumme. Og hvad, hvis du bliver ked af det? Svaret er, at jeg ikke kan blive mere ked af det, end jeg allerede har været. Men er du egentlig bange for, at folk ville tænke eller sige, at det var din egen skyld?, spurgte min ven mig så.

Jeg oplevede lignende indirekte bebrejdende spørgsmål, da jeg 23 år efter voldtægten endelig følte mig klar til at anmelde min krænker til politiet. Heldigvis bakkede mine nære og kære mig fuldt op, men der var stadig nogle i mit netværk, der spurgte, om jeg ikke var bange for, at politiet ikke ville tro på mig.

Omend de er velment, så er den slags spørgsmål udtryk for tenderende victim blaming. De er med til at opretholde tabuer, fastholde os i frygt og fastlåse os i skammekrogen – og på den måde bliver verden en stor tag-selv-buffet for ”Harvey Weinsteins”.

Derfor er vi nødt til at tale op og sige stop.

Men jo, KÆMPE JO! Bange. Det var netop, hvad jeg var. Der boede en angst og usikker ung pige inde i mig. Bange for at møde overgrebsmanden, der går frit rundt derude. Bange for mareridtene. Bange for at læse mine gamle dagbøger. Bange for kærlighed. Bange for at dø. Bange for ensomheden. Bange for angsten. Bange for skammen. Bange for folks domme. Bange for at politiet ikke ville tro mig.

I dag er jeg heldigvis mest bange for at være underlagt et kollektivt traumetyranni. For ikke at passe på mig selv. Stå ved og op for mig selv. Men mest af alt bange for at lade min datter vokse op i en verden med skyklapper, hvor man holder kæft og således stiltiende accepterer overgreb og krænkelser. Må hun – og alle andre børn – vokse op og stole på deres intuition og kende deres grænser. Være i stand til at sige nej og vide, at nej er en fuldendt sætning.  Bevare tilliden til sig selv og sin krop. Og, som min kære mor siger, at Helen Mirren siger, at vi skal lære at sige: Fuck off!

Derfor går min “Harvey Weinstein” fri

Jeg skulle nå at blive 36 år, før jeg var klar til at anmelde min krænker.


Jeg skulle nå at blive 36 år, før jeg var klar til at anmelde min krænker.

En måned senere modtag jeg svar på min anmeldelse med titlen “Efterforskning standset”. Det til trods for, at politiet vurderede, at der ifølge mine beskrivelser var tale om overtrædelser af straffelovens paragraffer om samleje med et barn under 15 år og kriminaliserende samleje begået af en, der var betroet pågældende barns undervisning. Politiet var også informeret om, at jeg havde gamle dagbogsnoter fra dengang, OG at overgrebsmanden allerede var kendt af politiet for at have begået overgreb mod en anden og endnu yngre pige efter mig.

Det er dog ikke politiets skyld, at min sag ikke blev efterforsket.

Det er lovens skyld. Forældelsesfristens skyld.

Hvis jeg skulle have haft en chance for at komme videre med min anmeldelse, skulle jeg ifølge den gældende forældelsesfrist have anmeldt det tidligere.

Sagen er bare, at jeg på det tidspunkt stadig var meget bange og ikke ville have turdet anmelde min krænker. Når man har brugt det meste af sit ungdoms – og voksenliv på at fortrænge, så kræver det mange år at finde modet og stemmen til at sige det højt. Der findes sager langt værre end min, og andre ofre for overgreb tør først sige det højt langt senere i deres liv, hvis overhovedet nogensinde. Forhåbentlig har #metoo-kampagnen hjulpet på dette.

Jeg har haft min sag omkring en advokat med speciale i overgreb og vold. Sagen er lukket. Der er ikke mere at gøre rent juridisk. Min overgrebsmand går frit rundt derude på grund af forældelsesfristen. Men der er håb forude. Ikke for min sag. Der er sat punktum. Men der er håb for andre, der er blevet og vil blive misbrugt.

Folketinget kan skabe forandring nu


Vores justitsminister har nemlig fremsat et lovforslag om at afskaffe forældelsesfristen i sager om overgreb på børn således, at gerningsmænd-og kvinder skal kunne straffes, så længe de lever.

Lovforslaget blev førstebehandlet den 24. oktober.

En kampagne som #metoo kan bevæge meget, men den mangler en politisk overbygning i forhold til at skabe reelle lovmæssige forandringer. Den magt ligger hos vores politikere. Og det er min motivation for at skrive denne klumme:

Vi er definerede af vores handlinger. Personligt såvel som samfund. Derfor er det mit håb, at politikerne med et tydeligt flertal vil afskaffe forældelsesfristen og således signalere, at vi i vores samfund ikke tolererer overgrebsmænd og –kvinder.

Vi er klar til forandring, som også #metoo viser. Dette kan for mange være det første skridt på vej ud af skammekrogen og ind i en verden, hvor vi ikke længere tolerer alverdens Harvey Weinsteins og tynges af tung tavshed og usynlige ar.

Lad os begynde en historiefortælling om en samvittighedsfuld og kærlig kultur, der ikke accepterer eller negligerer seksuel vold – og overgreb af nogen art.  Folketinget kan starte med at afskaffe den forældelsesfrist, som tager mere hensyn til krænkere end deres ofre.
Gør det trygt og meningsfuldt at anmelde overgreb, krænkelser, voldtægt og vold, når man som offer endelig er klar til det.  Hjælp ofre ud af skammekrogen og giv dem, der er blevet og bliver krænket som børn, mulighed for oprejsning og retfærdighed. For os bliver vores sager aldrig forældede.

Læs om justitsminister Søren Papes lovforslag her og her

Har du været udsat for vold eller overgreb? Her kan du trygt søge hjælp:

Footer graphics