Drew Sycamore har skrevet historie.
Som den første kvindelige artist nogensinde er den dansk-walisiske sangerinde at finde på Gramex’ top 10 over mest spillede kunstnere i radioen.
Den 31-årige sangerinde stryger ind på en fjerdeplads efterfulgt af Lukas Forchhammer, Christopher og Mads Langer. Det oplyser Gramex, der er en organisation, som sørger for, at danske musikere og pladeselskaber får betaling, når deres musik spilles offentligt.
Men selvom Drew Sycamore har svært ved at få armene ned, da Heartbeats fanger hende over telefonen, så er historieskrivningen også forbundet med en vis sørgmodighed.
“Det er mest sindssygt, at det er en ting, at der er en kvinde i top 10. Jeg kan godt mærke på mange af mine kvindelige kolleger, at det betyder noget. Men jeg er jo ikke på listen, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg laver noget musik, der er pisse godt.”
Oh Land, Fallulah, Lis Sørensen, Pernille Rosendahl og mange, mange flere af dine kvindelige kollger hylder dig på sociale medier. Hvad betyder opbakningen for dig?
“Det betyder alt. Jo flere, vi er, der hepper på hinanden, jo større bliver den bølge, vi surfer på. Det her er bare en lille flig i bevægelsen mod ægte ligestilling i musikbranchen, men det har betydet meget for mig. Det viser, hvor meget vi kan ændre sammen.”
Succes efter succes
For et års tid siden mødtes 10-12 kvindelige artister på Granola på Vesterbro og delte deres op- og nedture i branchen. Mødet var sat i stand af sangerinden Fallulah, og målet var at styrke sammenholdet kvinderne imellem. Til stede var også Drew Sycamore.
“Det ultimativt fedeste og vigtigste har været, at vi som kvinder i den danske musikbranche møder hinanden på en anden måde end før. Det gør hele forskellen. Jeg gør mig også selv umage for at række ud til unge upcoming, kvindelige musikere og sige, “hej, skriv, hvis du har brug for guidance”. Det er det, der gør, at man kan skabe den kædereaktion.”
Drew Sycamore voksede op i Hvilsom ved Holstebro. I 2018 udkom hun med debutalbummet ‘Brutal’, og allerede kort tid efter blev numrene ‘Perfect Disaster’ og ‘Hard To Love’ kåret som P3’s Uundgåelige.
I maj udkom så hitalbummet ‘Sycamore’ med ørehængerne ‘Take It Back’, ‘I Wanna Be Dancing’ og ’45 Fahrenheit Girl’, der alle toppede den danske airplay chart i flere måneder.
Og med nomineringer som ’Bedste Nye Navn’ og ’Bedste Nye Live Navn’ til Danish Music Awards 2020 og en nominering som ’Årets Nye Navn’ til Zulu Awards 2021 har Drew Sycamore i dén grad indtaget den danske musikscene.
Umiddelbart kan det lyde, som om de seneste år har været fuld af succeser og uden bump på vejen, men hvordan har rejsen været for dig?
“Der har været en masse bump. I starten var det rigtig svært for mig. Jeg overtænkte alt, hvad der kom ud af min mund, fordi jeg var så bange for, hvad andre syntes om det. Jeg skulle virkelig have en snak med mig selv om, at det er lige meget, hvad andre synes. Jeg er stadig et geni. Det har virkelig taget tid.”
Meget af din succes er også kommet midt i en pandemi, der har lukket ned for alt, der har med koncerter at gøre. Hvordan har det været?
“Det har været en kæmpe omvæltning, og det seneste år har været crazy. Vi lukkede albummet i oktober/november, og så har jeg bare lavet rigtig meget promo og musikvideoer og arbejdet rigtig meget på det visuelle udtryk. Jeg kan se på diverse spillelister, at mine sange går godt, men jeg har ingen kropslig oplevelse af det. Jeg har ikke været ude og spille koncerter og kunne mære det.
Danish Music Awards var ret fedt arrangeret, men vi måtte jo ikke snakke sammen, og ingen måtte synge med. Og til DR’s store juleshow var jeg ved at kapitulere, da jeg mødte Lis Sørensen, og hun sagde, at jeg var pisse sej. Jeg havde lyst til at skrige og kramme hende, men jeg måtte bare stå der på afstand og sige tak.”
Du har verden for dine fødder. Hvad skal der ske nu?
“For nylig har jeg spillet nogle mindre koncerter til private arrangementer for virksomheder eller på efterskoler, og jeg står nogle gange og føler, at jeg spiller coversange, fordi alle kan synge med. Det er jo mine sange, det kan da ikke være rigtigt. Der har jeg kigget på min guitarist og tænkt, at hvis de er 100 nu, hvordan er det så ikke at spille på Northside eller Roskilde, hvor 50.000 råber ‘I Wanna Be Dancing’? Det må være vanvittigt.
På den måde har det også været vildt og livsbekræftende at mærke, hvor vigtigt det rum, som koncerter kan skabe, er. Den der komplette frihed og energiudveksling, der virkelig er antitesen til Corona. Der hvor mange mennesker samles om noget og for noget. For friheden og for at give fuldkommen hæmningsløst los. Der hvor du pludselig står i armkrog med folk, du ikke kender. Jeg glæder mig til at skulle ud og ordinere noget musik-medicin.”
Selv sender Drew Sycamore en kærlig tanke og utallige high fives til alle dem, der knokler for at stable musikarrangementer på benene på trods af coronarestriktioner og svære vilkår.
“Der er nogle spillesteder, frivillige og arrangører, som har virkelig taget teten og fundet på nogle fede arrangementer under de her omstændigheder. De skal have en guldmedalje og en plade chokolade. Shit, det er bare et stort arbejde, og det er så fucking fedt, at der er nogle folk, som tager initiativ til at gøre noget.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
