Nok er kvinder i musikbranchen underrepræsenterede, men Drew Sycamore mener ikke, at det er synd for dem. For medlidenhed er ukonstruktiv, og der er i virkeligheden ingen, der ønsker, at spillereglerne skal laves om. Til gengæld er det vigtigt for musikeren at råbe højt, når hun møder priviligeblindhed. For den er der masser af. Og hun gider i hvert fald ikke at blive objektificeret grundet sit køn. Derfor omtaler hun nu sig selv som ‘Fru. Rullekrave’. For selvom hun elsker at lege med den kropslige og modemæssige del af det at være artist, så gider hun ikke, at folk skal synes, at hun er lækker. Folk skal lytte til hendes musik, for det er musikken, hun vil huskes for.
I denne episode af ‘Ustyrlige Kvinder’ taler Drew Sycamore, Emilia van Hauen og Frederikke Felding om harmoni-angst, troen på mere mellem himmel og jord, hvor irriterende ‘bro‘-lingo kan være og beslutningen om at skylle forfængeligheden ud med badevandet.