Mens Mette Frederiksen står i spidsen for forhandlingerne om regeringsdannelsen, sidder jeg her og håber. For nu er der ikke lang tid til, at vi får en ny kulturminister. En minister, der skal stå i spidsen for kulturen, sporten og medierne i Danmark. Det er yderst vigtige områder. Kulturen er værdiskabende og horisontudvidende, og medierne kan med god og inspirerende journalistik være med til at udbrede kulturen og til at gøre danskerne mere åbne, mere nysgerrige.
For der har ikke været nok positivt fokus på kulturen fra politisk side i mange år. Medierne har, siden de blev ramt af digitaliseringskrisen, skåret ned på kulturområdet – specialiserede anmeldere er blevet nødt til at brede sig ud over flere genrer eller er blevet skåret væk, og de kunstnere og udøvende, der får taletid og spalteplads, er oftest de store – de kendte. Det er blevet sværere for de mindre navne at få omtale, at blive gjort tilgængelige for danskerne i en tid, hvor der ellers i den grad er behov for en hjælpende hånd ind i kulturen, en kuratering.
Derudover har stort set ingen partier i Danmark interesseret sig for kulturpolitik. Det har kun været Dansk Folkeparti, der har kørt en synlig (og fattig) kulturpolitik, og det har betydet, at de har haft enorm indflydelse på den seneste regeringsperiode. De har stillet absurde krav om geografisk placering af mediehuse, haft ensidigt fokus på dansksproget musik, villet booste kultur i provinsen og skære ned på hovedstadens institutioner og så videre. De har ført den tidligere kulturminister Mette Bocks hånd gennem hele medieforliget, hvilket har haft katastrofale følger for public service og kulturformidling.
Men nu kan vi da håbe. Håbe på, at politikerne i Folketinget er vågnet op. At de nu kan se, at det er vigtigt at føre en tydelig kultur- og mediepolitik. Personligt håber jeg sådan på, at Mette Frederiksen udnævner en ny kulturminister, som rent faktisk interesserer sig for kultur og medier og kigger fremad i stedet for mod Fregatten Jylland og 1864.
En kulturminister som er for fornyelse af institutionerne, modernisering af mediestøtten, tilhænger af kunstneres muligheder for at drive karriere, tilhænger af viden og specialisering og selvfølgelig – for et bredt og alsidigt udbud både indenfor kunst, kultur, events og medier.
Der er flere kandidater i spil som kulturminister, men umiddelbart ser posten ud til at tilfalde Mogens Jensen for lang og tro tjeneste som kulturordfører for S. Men vi bliver nødt til at kigge ud over de rød-hvid ternede duge og slukke for dansktop og gammeldags tankegang for at kigge ud mod den moderne, nutidige kultur.
Vi skal blive inspirerede af talenterne, skabe nye visioner for branchen og føre en progressiv kulturpolitik nu. Danmark har brug for det. Kulturpolitikken skal ikke være regressiv, for der er sket så meget de senere år. Nye forretningsmodeller og samarbejdsmuligheder er dukket op, og kulturforbrugerne og -udøverne er sultne. På udvikling og vildskab og at drive bæredygtige forretninger på nye måder og skabe en ny samtale om kulturen.
Men det kræver mod – særligt fra den kommende kulturminister. Der har været så meget mismod, uro og værdikamp de senere år. Men nu skal vi altså fremad!
Jeg har derfor skrevet en ønskeliste, som jeg som kulturstorforbruger og en slags kulturudøver gerne vil sende til Mette Frederiksen og den kommende kulturminister:
- Red Radio24syv. En DAB-kanal er ikke nok. Kanalen har moderniseret taleradio på kun 8 år og leverer populære, nytænkende og dannende formater hver dag.
- Find en ny ledelse til DR med visioner for mediehuset. En ledelse som kan modernisere og endnu en gang skabe en kultur i et kæmpe mediehus, der er faret vild.
- Modernisér mediestøtten. Her er jeg som iværksætter naturligvis partisk, men de nye, moderne medier kan ikke få støtte, mens falmede medier som Ekstra Bladet, Lolland-Falsters Folketidende og Ingeniøren skraber millioner til sig hvert år. Medier som Ekstra Bladet og BT burde med deres leflende, sensationelle journalistik og de mange, mange daglige læsere og kliks sagtens kunne skabe en bæredygtig forretning uden støtte.
- Støt public service-indhold. Også hos de private.
- Skab flere udbud til radio- og tv-kanaler. Vi har brug for et langt mere alsidigt mediebillede, så vi kan få et stærkere medielandskab i Danmark. Det er måden at få nye medier, samarbejdskonstellationer og formidling af nye områder ud til danskerne.
- Gør det lettere for vækstlaget at søge penge. Både for de udøvende og for de nye medier. Drop bureaukratiet og de store administrationskrav.
- Og ja, så red da for Søren P6 Beat og P8 Jazz – som er noget af det fineste DR-indhold!