Beate aalborg
Privatfoto

Do’s & don’ts med en nordjyde: “Du skal ikke komme til Aalborg iført en anden dansk fodboldklub-trøje end AaB”

Hvad bør du gøre, og hvad skal du for guds skyld lade være med, når du er ny i Aalborg? Vi har spurgt Beate Stengaard Sørensen, frisør og tidligere deltager i ’Den Store Bagedyst’ og aalborgenser by heart, hvordan man bliver hjemmevant i Nordens Paris.

Do’s

Vær venlig

“Nordjyder er mere godtroende over for hinanden. Når jeg går ned gennem gågaden, smiler jeg til dem, jeg får øjenkontakt med, men min kæreste – som har boet i København – siger, at det gør man ikke der. Men her kan man falde i snak med alle mulige mennesker om alle mulige ligegyldige ting i supermarkedet, på bar eller ved busstoppestedet. Måske er det, fordi man er mere opmærksom på sine medmennesker herovre.”

Integrér nordjyske begreber

“Det, jeg savner mest, når jeg er væk herfra, er dialekten. Vi har langt flere ord, der kan beskrive ting, synes jeg. Tag eksempelvis “kawt”, det er sådan en, man bruger hele tiden heroppe. Det er svært at forklare, hvad kawt egentlig er, men det er, når noget er akavet, irriterende eller lidt træls – men ikke rigtig træls. Forskellen på træls og kawt er, at kawt oftest er de ting, som er lidt mere fjollede, skøre eller åndssvage, mens træls er det, der er reelt nederen. Endnu et begreb, som du også skal have med, er ‘hundrede’ som i ‘100 procent’, men udtalt “hunnar”. Du skal sige det uden d’erne, for du skal ikke snakke københavnsk i Nordjylland. Så skal du i hvert fald forberede dig på at blive mistænkeliggjort.”

Prollet er prisværdigt

“Jeg ved, at jeg er en smule prollet. Da jeg gik i byen som helt ung, kunne jeg sluge en bajer på tre mundfulde bare for at blære mig, og i folkeskolen åd jeg en hel roulade til frokost hver onsdag i syvende klasse, fordi jeg syntes, det var nice. Det er jo sygt prollet, men jeg hviler i det. Jeg er den, som mine venner griner af, men det er helt alment acceptabelt at være som mig. Generelt tror jeg ikke, at en aalborgenser tænker om en anden aalborgenser “hold kæft, du er prollet.”Det er nok mere folk udefra, der ser det.”

Kom til karneval

“Der er ingenting ved siden af eller over karnevallet. Hvert år begynder jeg at lave mit kostume i marts. Der skal være tyl, glimmer og sten. På selve den store dag skal den have fuldt skrald fra 6 om morgenen med Mokai og shots, ellers er det ikke karneval. Min mormor tog mig med til børnekarnevallet weekenden inden det rigtige karneval, da jeg var barn, og det er stedet, hvor vi oplæres i at gå til karneval og blive klædt ud fra barnsben. Jeg har kun misset ét år, siden jeg startede med at gå til karneval, men det er stadig det sygeste shit.”

Sig daw

“Hvis du vil charmere dig ind på en aalborgenser fra start af, så sig “daw” i stedet for “hej”. Det er som om, at det er sådan lidt hjertevarmt. Folk griner måske lidt af mig, når jeg hilser med et dav, men man kan ikke komme udenom, at der er et eller andet rart og hjemligt over det. Start med et daw, så tænker man nemlig automatisk lidt bedre om dig.”

Beate Steengaard Sørensen

Født i 1992. Beate Steengaard er mest kendt fra DR’s ‘Den Store Bagedyst’, hvor hun var deltager i 2019. Hun arbejder som frisør i Deres Urban Klip i Aalborg, hvor hun også bor.

Don’ts

Det er usmart at være smart

“Min kæreste og jeg var ude for at spise burger forleden, og der blev vi betjent af en tjener, der var lidt for hurtig på den dér “hvad så, turtelduer, er I klar til at bestille”-måde med lidt for rappe replikker. Den slags bliver alt for hurtigt til Aalborg, så drop det. Hvis man ser en københavnersmart type i Aalborg, tænker man, “nu skal du ikke komme for godt i gang”, og så får man paraderne op. Stop med at være smart-i-en-fart – det vinder du meget på.”

Ingen hastværk

“Heroppe er der ikke noget, der haster. Jeg ved ikke, om man har mere tid, eller om man bare giver sig mere tid, men der er sjældent nogen, der har særligt travlt. Når jeg er forsinket på mit arbejde (i frisørsalonen Deres Urban Klip, red.), fordi jeg har snakket for meget med en kunde, sker det ni ud af ti gange, at den ventende kunde siger: “Arh, det skal du ikke tænke på. Jeg skal ikke nå noget.” De enkelte, som har travlt, får også mig til at tænke: “Hvorfor fanden har du ikke lagt en buffer ind – det kan da ikke være min skyld, at du har travlt.” Haha. Hvis man aftaler omkring kl. 16, kan klokken snildt blive 16.15. Man sagde jo “omkring”.”

Drop gastronomi-snobberi

“Folk giver ikke meget for den slags i Nordjylland. Min kæreste og jeg elsker god mad, og vi vil rigtig gerne betale penge for det, men her kan vi ikke få det. Det er en rigtig aalborgenser-ting. Her koster en sandwich maksimum 40 kr., for folk vil ikke give mere. Det er det samme med pizza og den slags. Vi fik engang en Vaca [mexicansk takeaway-restaurant, red.] her i Aalborg, og det syntes folk var for dyrt. Det kostede 69 kroner for en ret. Derimod går det strygende for Fontænen, som er en legendarisk grillbar, hvor jeg engang arbejdede. Der kan du få en ristet hotdog til en 10’er. Når vi kommer til København og ser en pølsevogn, hvor en hotdog koster 32 kr., bliver vi helt forargede. Så vil vi hellere selv slagte grisen og stoppe den i tarm, fandeme nej, om vi skal give så meget, når vi kan køre på Fontænen og få den til en 10’er.” 

Tag spendérbukserne af

“Her hersker en konsensus om, at ‘hvad der er sparet, er der tjent’, og overforbrug hyldes ikke. Der er jo ingen grund til at betale overpris. Hvis jeg ser et eller andet tøj, så tjekker jeg prisen og tænker: “Ok, denne her er ikke 500 kr. værd”, og så dropper jeg det. Når man er ude og købe dyre ting, møbler og den slags, kan man godt finde på at prutte om prisen. Måske kan man få det 200 kr. billigere, hvis man gør det på den rigtige måde. Hvis du skal prutte om en pris, skal du være lidt kæk, men du må endelig ikke være smart, for så bliver sælgeren stædig. Gå desuden altid lidt lavere end der, hvor du gerne vil ende, for så har du noget rum at forhandle på.”

Øl først

“Når du går på værtshus, må du ikke starte med at bestille en drink. Du skal drikke en bajer først. Det er en uskreven regel, som alle jeg kender er indforståede med. Du kan ikke gå ind på et værtshus og bede om en G&T som det første, nej, du beder om en bajer først. Selv kan jeg ikke tåle øl, og når jeg beder om en Mokai, er det lige på grænsen; den er ikke helt fin i kanten, men det kan gå an. Det kan det ikke, hvis du beder om en drink, derimod. Jeg tror faktisk, at folk ville lægge mærke til, at du bestiller en drink uden først at have drukket bajer. Når du har drukket en obligatorisk bajer eller to, har du lov at få Southern Comfort med Sprite eller en hvid russer.”

Ifør dig aldrig fremmede fodboldfarver

“Du skal ikke komme her iført en anden dansk fodboldklub-trøje end AaB’s, nej, det duer ikke. Det ville stikke helt ud af bybilledet, hvis du kommer dér iført FCK. I København er det min fornemmelse, at man ikke er lige så patriotisk overfor sin fodboldklub, fordi folk har blandede fodbold-tilhørsforhold, men uanset hvad der sker, så er Aalborg for altid rød og hvid – og sådan skal det forblive.” 


Du har netop læst en klumme fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics