Jeg ved ikke, om jeg har været lige så lykkelig, som da min farmor købte en Tamagotchi til mig. Okay, det har jeg måske nok, men åh, hvilken følelse det var lige pludselig at være i besiddelse af dén ting, som alle gik og talte om. Den ting, som alle gerne ville have: Tamagotchien.
Den æggeformede minicomputer, der var på størrelse med en mandarin, og som var et virtuelt kæledyr, boede i lommerne på 75 millioner børn og voksne verden over i midten af 90’erne. Via knapper under det lillebitte display skulle Tamagotchien holdes i live. Den skulle leges med, fodres og opdrages for simpelthen ikke at dø. Hvis man ikke passede sin Tamagotchi, så døde den. Og der var ingen muligheder for genoplivning. Når først det var slut, var kæledyret klar til elektronikaffald.
Tamagotchien så dagens lys i Japan i 1996, og dens navn er sammensat af ordene ‘tamago’, der betyder æg, og det engelske ord ‘watch’ (ur). Den blev en regulær besættelse af børnehjerner over hele verden, og det danske eurodance-band, Daze, dedikerede endda en hel sang til den japanske legetøjs-gadget. ‘Together Forever – Tamagotchi’ lå højt på de skandinaviske og belgiske hitlister i 1997 og 1998 og møvede sig endda ind på Eurochart Hot 100 som nummer 88.
Her i Danmark, 8.700 kilometer væk fra Tamagotchiens fødeland, stod børn på ventelister for at få fingre i den lille pixelerede ven, og på flere skoler måtte man forbyde legetøjet, fordi det stjal elevernes fokus i timerne. Frygten for, at kæledyret kunne dø midt i Klassens Time, var jo direkte ubærlig og stressende. Det var FOMO, før ordet en del af allemands-vokabulariet, og egentlig en slags forvarsel om mobiltelefonernes indtog i klasselokalerne, når man tænker over det her fra fremtiden.
Men hvorfor er det egentlig, at nogle på overfladen små, dumme ting nogle gange bliver en verdensomspændende dille? Hvordan kunne et virtuelt lomme-kæledyr tage verden med storm?
For jeg må da indrømme, at jeg som 32-årig kigger på Tamagotchien (som for øvrigt stadigvæk er i produktion) og tænker: Jeg kan faktisk godt forstå, at mine forældre ikke havde lyst til at købe en til mig. En pris på i omegnen af 250 kroner for et stykke legetøj, der i gennemsnit lever et sted mellem 10 og 18 dage, og som skal overøses med uforholdsmæssig meget opmærksomhed? Øh, umiddelbart nej tak.
Men man siger, at trends afspejler den samtid, man lever i. Ifølge trendforsker Julia Lahme, er Tamagotchien et klassisk eksempel på en ‘boble-trend’. Altså en trend, der typisk har tre rigtig gode år at leve i, og som er et resultat af større strømninger i tiden. Tamagotchien talte ind i flere trends på én gang midt i 90’erne ifølge eksperten: Teknologi-begejstring, genopdagelse af Østen og en stigende skilsmisserate.
“På det her tidspunkt fattede vi nærmest ikke, hvor heldige vi kunne være med elektronikken. Vi ville bare gerne have noget, der sagde bip. Samtidig genopdagede vi Japan og Østen i den vestlige verden. Sushi begyndte at være noget, man så folk spise i fjernsynet. Og så var der en stigende skilsmisserate, som begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi viser omsorg for hinanden,” siger Julia Lahme.
Og hvad har det så med et computer-kæledyr at gøre?
“Midt i hele den teknologi-liderlighed vi havde på det her tidspunkt, var vi – ligesom i dag – utroligt bange for, at teknologien ville gøre os mindre menneskelige. Men pludselig kom den her lille krævende himstregims, der viste os, at teknologien faktisk kunne få omsorg frem i os. Den var også repræsentant for en æstetik i sit teknologiske udtryk fra Japan,” siger Julia Lahme og forklarer, at Tamagotchien ikke blev mere end en bobletrend, fordi den også var besværlig og havde et indbygget sluttidspunkt. Den var indstillet til at dø.
Et nyere eksempel på en bobletrend er, hvad Julia Lahme kalder det gule ‘helvedes-bær’ alias havtorn, som pludselig var i alle desserter og marmelader. Havtorn talte ind i ‘det nye nordiske køkken’, økologi og at være mere i et med naturen ved for eksempel at sanke. Men havtorn blev aldrig en desserrevolution. En dag vågnede vi op og fandt ud af, at vi egentlig bare savnede chokolade, forklarer trendforskeren. På samme måde gik det pigtrådstatoveringer rundt om overarmen, røvgevirer og moonboots, som dog er i gang med en renæssance. Formentlig en ny bobletrend, ifølge Julia Lahme.
Bobletrend eller ej. Jeg må sige, at jeg føler mig heldig med, at min farmor trodsede mine forældres skepsis og lod mig være en del af den kortvarige, men enorme eufori. Jeg gik op i min Tamagotchi med liv og sjæl. Jeg husker, hvordan jeg havde den med mig på legepladsen, og at jeg måtte stoppe midt i en leg for at fodre den. For den kaldte jo på en, Tamagotchien. Den lå på polyfonisk vis og bimlede og bamlede i lommen, hvis den var blevet syg og skulle have medicin. Mine forældre passede den sågar, da jeg var på lejrtur. Sindssygt? Ja, lidt. Men min Tamagotchi er måske hele grunden til, at jeg overhovedet husker sommeren 1997.
Jeg kan sådan set ikke huske, hvordan jeg havde det, da min Tamagotchi uundgåeligt gik bort. Det har tydeligvis ikke været en videre traumatisk oplevelse. Men jeg kan huske, at jeg elskede den – og var stolt af den – mens den levede. Dum dille eller ej. Nogle gange behøver ting ikke give mening for at bringe lykke. En Tamagotchi var bare en Tamagotchi. Og den var sjov. Fred være med den.
