oliver enné
Foto: Rita Kuhlmann

Do’s & don’ts med en ærkekøbenhavner: “De smarteste københavner-venner jeg har er jyder”

Hvad skal du huske, og hvad må du aldrig gøre, når du er ny i København? Vi har fået ærkekøbenhavneren Oliver Enné til at give 10 bud på, hvordan du lynhurtigt bliver ægte københavnersmart.

Do’s

Omring dig med hippe jyder

“Hvis man skal være ægte københavner, skal man kunne lide larmen og farten. Og man skal især kunne lide jyder. For på alle de fede restauranter og caféer er der mindst lige så mange jyder, som der er københavnere. De smarteste københavner-venner jeg har, er jyder; det er i virkeligheden dem, der kender alle de nye seje steder. Mere end mig.”

When in doubt: Denim shorts

“Der er bare nogle mærker, du sjældent ser en københavner i. Hvis jeg ser nogen i Tommy Hilfiger, går jeg ud fra, at de er turister. Så hvis du gerne vil passe ind i mængden, er der klart en københavneruniform: sort t-shirt, denim shorts, hvide Nike-strømper og New Balance-sko. Jeg ved oprigtigt talt ikke, om den er opfundet af københavnere eller af tilflyttere. Men hver gang temperaturen rammer 20 grader i København, er det en stor dag for mænd i 30’erne, der synes, det er sejt at gå i denimshorts. Personligt går jeg kun i tennisstrømper, når jeg rent faktisk spiller tennis. Hver sin smag. Men der er helt klart nogle københavnere for hvem shorts er en personlighed.”

Foto: Rita Kuhlmann
Opdag et skjult badespot

“Rigtige københavnere tager ikke på stranden, de hopper i havnebadet. Men ikke Nordhavn, det er for crowded. Det handler om at finde det helt rigtige skjulte badespot med sine venner, hvor man undgår festzonerne. Og hvis du absolut vil på stranden, er Svanemølle Strand nok den mest københavner-agtige strand.”

Altid bagerst i taxaen

“Man skal ALTID sætte sig bagerst i taxaen, aldrig forrest. Den helt perfekte position er skråt bagved chaufføren. Det er den eneste acceptable plads i en taxa, hvis man er alene. Det er bare unødvendigt at sidde forrest. Hvis I er to, sætter I jer begge to bagerst. Det er kun, hvis man er tre, at man er nødt til at sidde forrest. Det er ikke min regel, sådan er det bare.”

Find dit stamsted

“Jeg er måske det, man kalder stamgæst på Restaurant Mangia. Ikke i den hårde kerne, men jeg kender dem, der ejer stedet, og det er nok en god tommelfingerregel for at kvalificere sig som stamgæst. På mange af de mest københavnske steder er der ikke andet end turister og stamgæster. Café Victor er nok den mest københavnske restaurant, som ingen københavnere besøger mere. Bortset fra stamgæsterne selvfølgelig. Men det er nærmest en institution. På ingen måde et sted du kommer for maden; maden er middelmådig og overprissat, og jeg kommer der slet ikke nok.”

Oliver Enné

Oliver Enné er blandt andet kendt for Euroman-podcasten ‘Arbejdstitel’, som han laver i samarbejde med Kristoffer Dahy Ernst. En podcast der ‘forkaster hypede småtrends og hylder klassiske dyder og kvalitet’.

Desuden står han også bag den månedlige podcast ‘Programmet Om Ingenting’ i samspil med sin bror, Tobias Enné, og Tobias Kippenberger.

Don’ts

For guds skyld, undgå Strøget

“Jeg har tit lidt ondt af turister, hvis jeg en gang imellem får forvildet mig gennem strøget eller foran Tivoli. Altså hele det område i starten af Vesterbrogade, det er jo et enormt sjæleforladt sted. En betydelig forskel på en københavner og en turist eller tilflytter er, om man ser Strøget som et nødvendigt onde eller en destination. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har opsøgt Strøget. Men det er jo også lidt bare definitionen af en storby: der vil altid være steder, som er nedtur.”

Aldrig smør hele brødet

“Hvis jeg får en brødkurv med noget smør ved siden af, så vil jeg altid smøre den en bid ad gangen. Aldrig hele stykket på en gang; det kunne ikke falde mig ind. Det er måske lidt en københavnerting, men det er ikke for at være fancy. Hvis jeg sad til middag med en ny ven, og han smurte hele stykket, ville jeg nok tænke: “okay, det vildt.” Og jeg ville synes, det var endnu vildere, hvis han rent faktisk var fra København.”

Foto: Rita Kuhlmann
Caffe-latte-københavneren er en myte

“Caffe latte er ikke en københavner-drik. Det er måske den største generalisering, som er total falsk: At vi sidder i København, drikker caffe latte og er smarte. En nedsabling af københavnere. Jeg kender ingen her, som drikker caffe latte. Det er jo bare et stort glas mælk med en lille smule kaffe. Cortado derimod, dét er en københavner drik.”

Kyl din Android ud

“Jeg kender næsten ikke nogen i København med en Android-telefon, kun én. Og hver gang han hiver den frem, siger jeg “fed Samsung”. Det er nok egentlig en Nokia. Måske er Androids i virkeligheden bedre, men iPhones er i min optik helt klart det mest cool brand. Af en eller anden grund siger en telefon meget om dig, og der er altså bare noget anti-københavner over en Android.”

Gem din indre insta-turist til sommerferien

“Der er nogle ting i København, der er så gennempostet, at det ikke er nødvendigt for en københavner at poste dem på Instagram. Et billede, jeg aldrig nogensinde har brug for at se igen, er Giacometti-skulpturen på Louisiana. Og bygningerne der spejler sig i vandet ved søerne. Vi har set det. Find i stedet noget nyt. Det er også derfor, jeg mest bruger min Instagram i udlandet. Jeg bruger heller aldrig Instagram til at forevige en aften i byen, for alle er ligeglade.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics