Køen til modeshowet virker lang, fordi det regner. En fotograf tager et billede af mig, og det må betyde, at mit outfit er ok cool. Jeg smiler til en, jeg ikke kender, og så snakker vi. Hun spørger, hvad jeg laver. Jeg fortæller, at jeg er journalist. Og føler mig lidt som Carrie Bradshaw fra ‘Sex and The City’.
En anden fotograf kommer hen til os. “Can I take a picture of you?”. Vi svarer begge. Så spørger han om navn. Igen svarer vi begge. Nu skal han tage billedet. Hun poserer. Det gør jeg også. Han signalerer, at jeg skal rykke mig. Og dér går det op for mig, at han hele tiden kun har snakket til hende. Og når jeg tænker over det, kiggede han faktisk også kun på hende. Så nu føler jeg mig lidt mere som Bridget fra ‘Bridget Jones’ Diary’.
Min veninde kommer, og vi følges alle tre til det næste event, hvor der er mere regn og forskellige drinks, der alle sammen har den samme orange farve, hvilket er forvirrende.
En flot dj blinker til mig under en ok lang øjenkontakt. I en lang periode har jeg ikke orket noget. Men lige nu orker jeg ok meget. Og jeg gider ikke vente på, at vi måske får øjenkontakt igen. Og måske er det sejt at være den, der scorer. I stedet for at være den, der bliver scoret. Og han kan vel egentlig heller ikke forlade pulten.
Jeg smager på noget orange. Og så går jeg selvsikker imod ham, mens jeg ignorerer, at mine fødder gør voldsomt ondt på grund af mine hvide stiletter, der er så spidse og stramme, at de laver vabler.
Af en eller anden grund kommer jeg til at snakke engelsk. Jeg siger, at han ser cool ud. Med en form for accent siger vi ting til hinanden. Han er halv italiensk. Jeg er halv fransk. Han kan lide Frankrig. Jeg kan lide Italien.
Midt i femte sætning kigger han mærkeligt på mig og spørger på dansk, om jeg er her fra København. Jeg nikker og lader som om, at jeg ikke synes, at det er akavet, at jeg lige snakkede engelsk. Jeg følger ham på Instagram og går lidt flov og lidt glad hen til de andre igen.
De ved, hvem han er. Han er åbenbart både dj og fotograf. En, mange smukke kvinder har set uden tøj på. Nu venter jeg bare på, at han følger tilbage, så jeg kan blive en ud af mange.
Vi smutter videre og besøger Mr. Lee på Isted Grill og spiser flæskestegssandwich, inden mine forsømte fødder skal forsøge at danse til en fest et sted i Kødbyen. I min taske har jeg to lykkekager fra en ældre kinesisk dame, jeg har besøgt mere end tre gange siden sidste sommer. Vi åbner dem. Men de er tomme. Vi googler og finder ud af, at det er et godt tegn. Noget godt vil snart ske, står der.
Med frisk ånde af flæskesvær ankommer vi til festen. En rapper (som jeg er fan af) laver elevatorblikket op og ned ad min gennemsigtige kjole. Han kommer hen til mig. Først knuckles. Så kram. Han vil købe mig en drink. Jeg foreslår shots. Men så kommer hans venner. De skal snakke om noget privat, så jeg smutter og spiller ligeglad. Indeni er jeg begejstret og lidt beæret over at blive udvalgt af en som ham. Måske ses vi senere.
Nu danser jeg med en, jeg lige har mødt. Hun skal flytte til Paris. Det vil jeg også. Eller nej. I drømmen vil jeg. Jeg har tænkt på det længe. Men jeg tror, at jeg ville føle mig ensom. Men jeg gad godt at prøve. Bare gøre det. Være modig. Men jeg tør ikke endnu.
Alle danser lækkert. Heldigvis er jeg også rimelig solid. Det virker som et godt tidspunkt at imponere de andre med mit favorit breakdance move. The kick out. Jeg sigter min højre arm mod gulvet. Klar til at sparke frem med begge ben. Men gulvet er glat. Så jeg glider hårdt på røven.
Jeg tjekker min telefon. Stadig intet follow fra den dj, der også er fotograf. Så jeg unfollower ham.
Mellem midnat og morgen cykler jeg hjem. Efter lidt søvn skinner solen ind i mit soveværelse og vækker mig, før jeg har lyst til at stå op. Jeg stalker dj’en fra i går og finder ham på Spotify. Jeg lytter og elsker alle hans playlister. Jeg havde håbet på mere end musik. Nu har jeg fået nogle nye fede playlister.
