Der står det så, mit nye køkken. Eller hvad køkkener nu engang gør, står, sidder, findes. Men guderne skal vide, at et køkken ikke bare er. Det eksisterer ikke bare sådan uden videre og kommer ikke bare ud af den blå luft.
Det kræver slid, og det koster på alle fronter, heriblandt også en hel del penge, når køkkener skal opstå. Det ved jeg alt om, for der har lige været en snedker hjemme i min lejlighed for at montere nogle fronter og skrue låger på min opvaskemaskine og mit køleskab, sådan at man faktisk ikke kan se, at de eksisterer. De er pakket ind og indgår nu i det samlede sømløse og velsagtens ret stilfulde billede af mit nye snedkerkøkken i farven ‘champignon’.
Noget ægte snedkerkøkken er det selvfølgelig ikke, for den slags koster alt for mange penge, så vi valgte at hacke konceptet, som det hedder, eller at pynte en lort, som man også kunne vælge at sige, hvilket vil sige, at man pakker et køkken fra Ikea ind i noget andet og mere snedkerinspireret. Vi er med andre ord ikke særlig unikke, vi er præcis ligesom alle andre på vores alder, som er cirka midt i trediverne og bor i byen.
På et tidspunkt i livet vågner man op og vil have et nyt køkken, og så bliver det et akut projekt i parforholdet. Man må pludselig, mens man spiser morgenmad, forholde sig til materialer som corian, linoleum, stål og forskellige træsorter i forskellige farvekombinationer. Her gik jeg i min idiotiske lille verden og troede, at armaturer var armaturer, men det er armaturer ikke. De er designobjekter, sommetider næsten kunst, og sommetider det samme værd som kanonen på en leopardkampvogn.
Det er den slags viden, de sidste fire måneder, hvor dette køkkenprojekt har stået på, har givet mig, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde får brug for den igen. Jeg håber det ikke. For sagen er nu engang den, at jeg desværre befinder mig i en tilstand af bitter fortrydelse. Ingen fortjener et nyt, opblæst snedkerkøkken med flotte fronter. Det er, siger jeg dig, ikke det værd.
Det er en massepsykose i tiden, at vi går og tror, at vi skal have nye køkkener. Det kan jeg selvfølgelig kun tillade mig at sige, fordi jeg selv er en del af den og hoppede direkte på limpinden det sekund, vi begyndte at glo på billeder af formfuldendte køkkener fra Reform. Hvis man ikke er vaks, bilder man sig hurtigt ind, at alle andre allerede har et lækkert køkken, og at det bare er en selv, som er bagud. Fuldstændig ligesom dengang inden finanskrisen, hvor Kvik fik alle til at tro, at de havde ret til et fedt køkken. Men hør på mig, det er en delirisk hallucination, og nu må det høre op.
I virkeligheden er jeg ked af at belemre jer med den her historie, for i grunden synes jeg, at folk taler alt for meget om deres køkkener. Og nu er jeg så selv en del af problemet. Men mit ærinde er alligevel en tand mere nobelt end som så, netop fordi jeg gerne vil advare alle mod at give efter, flække sparegrisen noget så grusomt i den tro, at man bliver et lykkeligere menneske af at få et nyt køkken.
En bekendt fortalte mig for eksempel, at han og hans kæreste netop har fået en bordplade i det marmorlignende materiale dekton, og at hun ifølge ham stadig er skidesur. Her er vi vel at mærke oppe i et rigtig eksklusivt materiale, som kostede en månedsløn, og som krævede fire mand at bære ind i lejligheden.
Og det minder mig så om en scene i Theis Ørntofts nye roman, hvor en af karaktererne bestiller en ny marmorbordplade til sit køkken, og den dag, hvor den ankommer, bliver de nødt til at spærre hele Gammel Kongevej af for at få plads til den kran, som skal hejse pladen ind gennem vinduet i ét stykke. Hvis man tillader sig at læse lidt mellem linjerne, vil man hurtigt forstå, at forfatterens pointe er at udstille og vrænge af det absurde privilegium, det er at leve i en del af verden, hvor man har råd til at købe den slags luksusvarer til sit eget hjem.
Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Det er topmålet af ilandsprivilegier at købe sig et nyt køkken. Navnlig når man står i en situation, hvor man ikke rigtig behøver, men i virkeligheden er indehaver af et fint og sikkert rimelig velfungerende køkken i forvejen. I dette land er der masser af ok køkkener derude, som ikke bør udskiftes lige foreløbigt, fordi man lader sig forføre på Instagram. Samtidig vil jeg mene, at der i disse år mere end nogensinde er brug for, at vi øver os ihærdigt i at nøjes med mindre i stort set alle henseender af livet. Således også skuffer i hvid højglans, der lukker dårligt.
Min personlige bitterhed handler desuden om, at jeg ikke én gang i dette tænderudtrækkende forløb, som i en periode gjorde, at vi måtte leve stort set uden strøm i hele lejligheden, har været i kontakt med en respektabel håndværker. Vi besluttede fra start, at vi ville betale os for det hårde arbejde og få professionelle folk til at lave el, male og montere hele molevitten, men her på bagkant må jeg konstatere, at de var nogle slyngler, allesammen. Og at der stadig mangler noget på finish, som det hedder på bagedansk. For eksempel er der nu en plet med pastelgrøn maling midt på sildebensparketten i køkkenet, hvilket ikke bare er irriterende, fordi jeg opdagede det for sent, men også en slags mysterium, idet at intet andet end selve pletten er blevet malet pastelgrønt undervejs i denne proces.
Jeg vil ikke sige, at jeg savner mit gamle køkken, for det var virkelig ikke noget særligt, og det fungerede heller ikke super duper, men jeg kan komme på mange sjovere ting at bruge sine penge på, hvis det nu endelig skal være. Ingen i vores generation kommer alligevel til at ligge på dødslejet og smile over, at de fik et køkken med svalehalesamlinger i 2023. De husker stadig – som alle andre før os – sommerferierne og dem, de var sammen med. Og lad mig bare anføre det lidt indirekte ved at sige, at vi kunne have været en del på Sardinien for det her køkken.
Det hører dog med til historien, at min kæreste faktisk er ret glad for resultatet hjemme hos os. Og det betyder jo en hel del for det samlede billede, at det bare er mig, der er sur. Som dagene går bliver jeg imidlertid gladere og gladere for det, men helt lykkelig bliver jeg nok næppe lige foreløbig. Måske skulle vi alligevel være gået med ‘pistacie’.
