Jeg var til et foredrag for et stykke tid siden i indre København. Alt var helt udmærket. Det handlede om historiske, stærke danske, kvinder. Men det, der har siddet i mig som det største takeaway fra foredraget, var ikke kvinderne på PowerPointen blæst op på scenen. Det var alle de kvinder, der sad bænket rundt om mig med kaffe og hvidvin og opmærksomme øjne rettet mod scenen.
Jeg er 42 år, universitetsuddannet, bosat i København, i job, med barn, kæreste og velovervejet brug af rynkecreme som en del af aftenrutinen. Jeg gør en aktiv indsats med mit udseende, mine kulturelle input i fritiden og mit sociale liv. Jeg er ikke længere ung, men jeg er heller ikke gammel. Jeg lever i skumringen mellem at blive piftet af håndværkere og at være den usynlige dame i køen i Netto rent aldersmæssigt.
Og til dette foredrag med min americano i to-go-koppen opdagede jeg, hvor normal jeg er. Og hvor meget jeg mangler at ’se’ det i hverdagen.
Stemningen i foredragssalen var god. Stemningen i pausen bar præg af fællesskab og venlighed, af øjenkontakt, smil og grin og ’undskyld’, når de kom til skubbe. Da jeg ventede i toiletkøen (den var lang. En sal fuld af kvinder havde drukket kaffe og hvidvin, så den uundgåelige dametoiletkø svulmede op til bristepunktet) kiggede jeg mig omkring.
Marie Brask er 42 år. Cand. mag. i engelsk og lingvistik. Hun arbejder med marketing og kommunikation i en international virksomhed og bor i Brønshøj med sin datter.
Jeg studerede interaktionerne mellem kvinderne – tøjet, typerne og kropssproget. Og dér slog det mig: Det er det her, jeg har ledt efter. Det er præcis, hvad jeg mangler at blive eksponeret for. Denne her slags kvinder.
Mit insta og øvrige reklamefeed spræller med ung skønhed. Unge ben, tykke øjenvipper, fast hud om øjnene og faste overarme. Det er så nemt at se ungdomsidealerne, og det er også befriende at se alle modreaktionerne i ungdommen: de smidte BH’er, omfavnelse af kropspositivitet, vær-dig-selv-og-rum-andre-mentaliteten, som gør mig så oprigtigt glad på min datters vegne.
Hun skal ikke vokse op med Heroin chic-ideal og rynke på næsen af deller i sin forestående ungdom. Men mig? Kvinden i fyrrerne. Og mig om lidt: kvinden i halvtredserne. Hvem kan jeg se på? Hvem ville give mig en følelse af at være okay, normal og en følelse af tilhørsforhold med et segment, som ikke er ung, men som heller ikke går til pensionistforestillinger endnu?
De var lige her rundt om mig til foredraget. Alle de kvinder, jeg ikke ser normalt, og som virkelig sætter i relief, HVOR normal jeg er, HVOR mange jeg kan spejle mig i, og HVOR meget jeg mangler det.
Jeg ser en stor omfavnelse af etnicitet, seksualitet, handicap og kropspositivisme på SoMe og i reklamer og hallelujah for dét. Men jeg ser ikke kvinder som mig nogen steder! Vi er her jo. Vi er ikke unge nok til at være konventionelle sexobjekter, ikke gamle nok til at være kuriositeter. Vi har masser af ressourcer, energi og vilje, men ud over enkelte kendisser i Femina, der kan sluses ind i segmentet, er der ikke nok spotlight på os. Ikke ud over at vi skal på slankekur, prøve at se yngre ud, indrette vores hjem i nordisk design, og huske mindfuldness i en travl hverdag.
Men vi ser ikke os selv og hinanden. Vi viser os ikke frem. Og vi stiller os ikke gerne selv foran Insta-kameraet, fordi vi har jo rynker og er vokset op i en tid, hvor det føles lige lovligt kunstigt og selvforherligende. Halvdelen af os orker faktisk ikke rigtigt SoMe-livet. Vi lever fulde liv. Og vi er usynlige i hverdagsbilledet.
Jeg vil se mere af de sunde, livsglade, velklædte, velplejede, udadvendte, uddannede kvinder fra 30’erne og (helt!) op, som jeg sjældent ser, fordi de til hverdag er på job, som har hyggelige middage med vennerne og manden derhjemme. Dem, som ikke opsøger SoMe. Dem, som netop gør de grå hår til en del af looket. Som ikke overdriver brugen af fillers. Og som er og ser ud som voksne og modne kvinder på den måde, jeg trænger til at blive udsat for.
De var lige her i foredragssalen. I overtal. Jeg sad badet i en pøl af netop det, jeg mangler: Levende beviser for, hvordan livet ser ud efter ungdommens fasthed. Hvordan at det liv faktisk er ret meget federe end det før. Vi kender os selv nu, vi kan lide os selv. Vi passer på os selv.
Vi ældes fra håndværkerpift-objekter til denne her guldgrube af overskud og skønhed – med lidt løsere hud.
Men løsningen er jo ikke at stå og glo på folk i toiletkøer til foredrag. Løsningen er jo, at medierne flytter linsen til højre for repræsentanterne for etnicitet, ungdom, handicap eller musik og kigger på deres mødre. Og at disse mødre (eller kvinder i ækvivalent alder) stiller sig lidt mere frem. Blander sig.
Jeg lænede mig tilbage i sædet inde i foredragssalen igen. To-go-koppen var tom, men mit bæger var fyldt med gåpåmod og ambition. Jeg skal finde de her kvinder igen på en måde. Ikke for at være veninder med dem eller for at sætte dem på piedestaler. Men for at de skal spejle mig og lære og vise mig, hvordan det er at blive ældre som ikke-noget-særligt-kvinde, der bliver ældre i 2023.
