Badevægt
Foto: I Yunmai/Unsplash

6 ting jeg har lært af: Altid gerne at ville være tyndere

Sara Skaarup skriver livskloge klummer i listeform her på Heartbeats. I dag om at det her med, at mange kvinder går et helt liv og drømmer om at blive tyndere.

1. Kilo skal man holde sin kæft om
For de, der gerne vil være slankere, er det optimale kompliment måske: “Har du ikke tabt dig?”. Alligevel synes jeg, man skal lade være med at kommentere på folks vægt, både den ene og den anden vej. Bland dig udenom min og andres størrelse. “Har du ikke tabt dig”-kommentarer styrker opfattelsen af, at det er bedre at være slank end rund, og at der ‘plejer’ at være noget galt med dig, som nu er fixet med et vægttab. Der er ingen grund til nyttesløse sammenligninger, fordi vi nu engang er så forskellige. Det er ikke meningen, at vi skal veje det samme eller se ens ud.


2. Mænd kan godt lide fedt
Selvfølgelig er der mænd, der foretrækker slanke mynder. Ikke desto er min lange erfaring som kvinde, at mænd er langt mindre skræmte af bløde topmaver og runde tordenlår, end vi kvinder selv er. Fedtdepoter er nemlig kvindelige. Det giver en blødhed at trykke sig ind til, som er det modsatte af en fast, behåret mandekrop. Og hvis en mand ikke kan lide formerne, som de er, kan han for øvrigt bare holde sig væk og finde sig en crossfit-dame i stedet.


3. Spejl slår badevægt
Jeg har haft perioder, hvor mit humør var afhængigt af, om vægten var gået to kilo i den ene eller den anden retning. Viste vægten en stigning, følte jeg mig som en fiasko – havde jeg tabt mig lidt, var jeg en vinder. Det er jo latterligt. Vægttallene har ingen reel værdi. Ingen andre end mig selv kan se forskellen, og alle andre er ligeglade. Hvis jeg virkelig vil have et realitycheck, er det spejlet, der giver mig besked. Badevægte er diktatorer. De skal ud.


4. Stærk slår slank any day
Idræt og motion blev dræbt for mig i folkeskolen, da jeg var hende den gumpetunge, der ikke kunne få røven med over hesten. Det selvbillede har fulgt mig. Men for et par år siden var jeg inde i en periode, hvor jeg løb og dansede meget – for første gang i mit liv. Jeg blev ikke ligefrem tynd af det, men jeg blev stærk! Jeg vil skide på at være tynd. Men følelsen af at kroppen er stærk er vildt empowering.


5. Følelserne sidder ikke i fedtet
“Man kan ikke stole på tynde mennesker”, sagde min mor engang. Hun var tit selv på kur, og selvom påstanden var sagt i sjov, hang den ved. Som teenager troede jeg, at det var en helt anderledes menneskelig oplevelse at være et slankt menneske. Om ‘de tynde’ kunne føle lige så dybt og bredt som jeg, tvivlede jeg på. Forestillingen døde heldigvis, efterhånden som jeg lærte dejlige, slanke mennesker at kende. Nu har jeg også selv prøvet at være både en størrelse XL og en M og ved, at ens personlighed ikke sidder i kropsfedtet.


6. ’Lækker’ er en følelse
Kilo har intet med udstråling at gøre. Mange overvægtige emmer af kroplede. Andre tykke mennesker skinner så stærkt, at ingen nogensinde opdager de ekstra kilo. Eneste forskel er attitude og selvfølelse. Noget af det bedste for mig i perioder med kropskomplekser har været at være sammen med runde og selvsikre mennesker. Folk der ikke er en undskyldning for sig selv, men tør fylde det, de gør. Det smitter på den gode måde. Man er lige præcis så lækker, som man selv føler sig.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics