Jeg stak min hånd ind i en hvepserede. Forstået på den måde, at jeg godt vidste, at det var risiko for ballade eller i hvert fald en affyringsrampe for en debat, da jeg skrev en klumme til nærværende medie med rubrikken: ‘Måske har vi mødre selv skabt en stor del af the mental load’. Jeg vidste imidlertid ikke, at jeg skulle stikkes så meget.
Da klummen blev delt på Facebook, begyndte kommentarsporet langsomt at gløde. Og det er der jo i sagens natur ikke noget underligt i. En klumme skal udtrykke en klar holdning til et aktuelt emne, og der vil selvfølgelig være nogen, der er for og imod.
I indlægget – synes jeg selv – argumenterer jeg for to perspektiver. Det ene er, at de såkaldte momfluencers kapitaliserer på begrebet ‘the mental load’, de latterliggør det og afsporer en vigtig diskussion, fordi det at holde øje med nullermænd – groft sagt – bliver gjort til en mental belastning på niveau med at slås for ligeløn.
Hertil foreslår jeg, at der kan være et frigørende element i simpelthen at strege nogle af de gøremål, vi fylder på den mentale huskeliste, og som stresser os. Og så foreslår jeg helt pragmatisk, forsigtigt og lavpraktisk, at vi måske skal være bedre til at tale med vores partner og have en samtale om, hvad vi forventer af hinanden i husholdningen.
Blandt et væld af andre ting blev jeg i forlængelse heraf anklaget for at være en ‘pick me girl’ og for at være skyld i ‘kulturel gaslighting’. Og lad os lige dvæle ved de to beskyldninger, for de er sådan set ret hidsige.
Gang på gang hæfter jeg mig ved, at når vi diskuterer ligestilling, køn og kønsroller, så er der en utrolig smal sti at gå på. En hær af tastatur-krigere sidder klar til at klistre labels på dem, der ytrer en holdning eller formulerer et perspektiv, der afviger fra krigerens eget.
I ‘pick me girl’-begrebet forstås det i denne sammenhæng, at jeg i min klumme nedgør andre kvinder med dét formål at signalere til mænd, at jeg ikke er ‘lige så besværlig som alle de andre ladies’. Faktisk er indlægget i denne forståelse kun skrevet i ren behagesyge efter at få anerkendelse fra mænd.
Så kommer vi til ‘kulturel gaslighting’, som er en psykisk manipulation, der både indebærer løgne, negligering af faktiske forhold og manipulerende og aggressiv opførsel. Det er med andre ord en rigtig grimrian, der opfører sig sådan (læs: psykopat).
Det er i mine øjne en klassisk ‘gå efter personen i stedet for bolden’-strategi at kategorisere folk på den måde. Du siger sådan, derfor hører du indiskutabelt ind under den her kategori. Det ville svare til, at jeg i min klumme kaldte momfluencers for nogle onde kapitalister, måske endda egoistiske psykopater (hvilket jeg naturligvis ikke mener). Det taler til laveste fællesnævner at debattere på den måde.
Der er ingen egentlige modargumenter i den form for retorik, men ironisk nok en ret aggressiv stemning og blodtørst at spotte i kommentarerne, som i øvrigt har hundredevis af likes. Alt sammen fordi jeg ikke deler lige præcis den samme holdning som dem, der kommenterer.
Jeg står på mål, for det jeg har skrevet. Og efter snart et årti i klummebranchen, betragter jeg også mig selv som tykhudet, og man må hjertens gerne sige mig imod. Kommentarerne går mig ikke på personligt, det er måden at debattere på, der går mig på. For den indskrænker på alle måder den samtale, vi kunne have haft.
Og jeg synes, at det er et problem for den offentlige samtale og debat om så vigtige emner, at perspektiverne drukner i pistolrøg og beskyldninger. Selvfølgelig skal vi kunne tåle at være uenige med hinanden. Det er lige netop det, der er humlen, men vi nærmer os aldrig et bedre sted, hvis ikke vi lytter til hinanden og debatterer med ordentligheden i behold.
I min optik er der gedigen hjælp at hente hos gode gamle Kant. Den store filosof med fornavnet Immanuel beskrev allerede i 1785 det etiske princip: det kategoriske imperativ. I al sin enkelhed går det ud på, at man lader moral være ens rettesnor fremfor egne, umiddelbare behov. Også når man diskuterer.
Tankegangen i det kategoriske imperativ minder på mange måder om den gyldne regel fra Mathæusevangeliet, som lyder: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Man behandler altså andre, som man gerne selv vil behandles. Man taler til andre, som man gerne selv vil tales til. Og når man formulerer det på den måde, lyder det jo vitterligt som børnelærdom, men tænk, hvis vi kunne tage det med os over i debatten.
Der kan ikke være særlig mange, der har lyst til at blive behandlet med bål og brand og beskyldninger om at have en mentalt forstyrret natur, hvis de drister sig til at lufte en holdning. Og jeg kan ikke lade være med at gå ind i tankeeksperimentet: Hvordan mon denne hær af kommentatorer med stram feministisk forståelse ville reagere på at få selvsamme labels klistret på sig?
Det moralske kompas, som både den gyldne regel og det kategoriske imperativ plæderer for, synes at være i uorden hos dem, der skriver de kommentarer. Kommentarerne indikerer, at der kun er plads til ét verdensbillede, én forståelse, én opfattelse. Og hvis noget afviger derfra, så er der fripas til at skyde. En strategi som nogle af verdens diktatoriske ledere i øvrigt benytter sig af.
På samme måde oplever jeg ofte i debatten, at det er de woke og på overfladen rummelige personer, der har størst tendens til at kategorisere og sætte folk i bås. Det er dem, der – paradoksalt nok – opfører sig mest indskrænkende i deres argumentationer.
Det lyder simpelthen så banalt, når man stiller spørgsmålet: Hvorfor er det, vi ikke kan tale ordentligt til hinanden? Jeg vil vi virkelig gerne bidrage til at gøre det kategoriske imperativ great again. Det burde ikke være lig med hvepserede at lufte et afbalanceret argument.
LÆS OGSÅ
