Dette er en ode til vindueskiggeri. Sporten, hobbyen, kedsomhedsdræberen, feltstudiet. For nu er det ved at blive mørkt ude og lyst inde, og vi opholder os mere derhjemme. Uanset hvor bevidst eller ubevidst dit vindueskiggeri er, eksisterer det garanteret – det er et grundvilkår for byboere, hvis der er bebyggelse på den anden side af gaden.
Vindueskiggeri kan i sagens natur være ret klamt. Men det kan også være et unikt vindue – pun intended – ind i forskellige menneskers livsførelse. Mennesker, man ellers aldrig ville komme hjem til. Gamle mænd med frimærkesamlinger, ekshibitionister, folk, der spiser aftensmad med deres dukker, træningsafhængige mænd, der sikkert arbejder som revisorer og altid trasker rundt med AirPods i.
De fleste har haft mærkelige oplevelser med ting, de ikke burde have set på gaden overfor. Folk, der havde sex for åbne og fulde gardiner. En kvinde, der skiftede tampon. Par, der skændtes. Engang så jeg selv nogen på den anden side af min gård, der vaskede badeværelse ned midt om natten, og frygtede, at det var, fordi de havde parteret en person i badekarret (stoppede med at høre ‘Mørkeland’ derefter).
Nogle gange kan jeg fortabe mig i vindueskiggeriet som i en dagdrøm. Jeg kan opfinde kaldenavne og baggrundshistorier til folk, ligesom hvis jeg legede med dem i et tværsnittet dukkehus. Forestille mig, hvad de taler om, hvad de mon spiser, hvad de synes om livet.
Selv når du ikke kender menneskerne over for dig, kender du dem i grunden bedre end dem, du bor i opgang med: Når du passerer din underbos åbentstående dør, er det svært at lade være at glugge lidt ind, for du kender så lidt til deres liv. Som mennesker er vi nysgerrige og ønsker at lære andre at kende. Og det er det paradoksale ved at bo tæt og samtidigt så fjernt fra hinanden som i lejligheder.
Det er enormt tabuiseret at finde glæde i det uskyldige stalkeri ved køkkenvasken. Men det burde det måske ikke være. For er der egentlig en bedre måde at lære sine medbyboere at kende på? Hvem der tager opvasken? Hvad de ser i tv? Hvordan de indretter sig? Hvordan folk opfører sig, når (de tror) ingen kigger, og de er hjemme? Jeg synes faktisk, det er et fantastisk antropologisk foretagende lige at skænke dine genboer et øjekast. Og hvis du ikke allerede har, så skulle du prøve det.
Så længe grænsen går ved kikkert.
/ Louise Rimkjær
Helte med skarpe sakse
Jeg har fået en ny YouTube-hobby, som hjælper med at få valgets ubehageligheder lidt på afstand: At se videoer af naturtyper, som redder dyr fra plastikflasker, poser, fiskenet, strips og fiskekroge. Det er utroligt satisfying at iagttage disse naturhelte jage panikslagne dyr, finde frem til der hvor plastiklinen har gnavet sig ned i det stakkels dyr, klippe den over og så slippe dyret fri. Efter at have set på en del øgler og skildpadder er jeg kommet frem til, at de mange videoer af sæler og især babysæler er mine yndlings. Så her har du en god en.
/ Ditte Giese
Rub og stub
Alle er vist enige om, at ‘Call Me By Your Name’ er en drøm af en film, og alle dem, der har set den, har efterfølgende haft lyst til mere. Nu er den italienske filminstruktør Luca Guadagnino så endelig klar med en ny kærlighedsfilm med titlen ‘Bones and all’. Endda med Timothée Chalamet i hovedrollen igen. Men så stopper lighederne også. Den handler nemlig om to unge misfits i 80’erne, som elsker hinanden og har den samme diabolske appetit på døden – hvilket er med til at sætte titlen i et lidt ulækkert lys. Filmen har premiere 24. november, men traileren er landet, og den ser altså hårrejsende og, ja, dødgod ud.
/Thomas Balslev
Dyrk de danske darlings
I morgen uddeles Nordisk Råds priser for film, litteratur, musik og miljø i Helsingfors. I den forbindelse kan du gå på opdagelse i de nominerede, hvis du ikke allerede har – de er en genvej til nogle af de bedste kulturprodukter fra hele Norden. Et stærkt bud på en vinder af litteraturprisen er danske Rakel Haslund-Gjerrilds roman ‘Adam i paradis’, der som en slags fiktiv selvbiografi malerisk fortæller om livet for maleren Kristian Zahrtmann, hans længsel mod sine mandlige modeller og hele kunstbevægelsen med Fynboerne omkring århundredeskiftet. Værd at læse for sproget alene. Og Danmark har før vundet prisen, sidste gang med Jonas Eikas ‘Efter solen’ i 2019. Vi hepper.
/ Louise Rimkjær
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Tre ud af tre til Heartbeats
I forrige nyhedsbrev pralede vi med, at vi var nominerede til hele tre priser ved dette års Prix Audio, der er den fineste lyd-pris, du kan vinde herhjemme. Nu er vi vendt hjem fra festen, og sørme, om vi ikke vandt det hele – i konkurrence med store etablerede mediehuse som DR.
Vi vandt i kategorien ’Årets nicheformat’ med ’Perkologi‘, hvor værten Fatima Gabriella sammen med et panel åbner et rum, hvor minoriteter frit og åbent kan dele problematikker (og sjove episoder).
I kategorien ’Årets kommercielle samarbejde’ vandt den fremragende podcast ’Min søn har en djævel’. Her fortæller journalist Thomas Stokholm med sin søn Bastians om ludomani, og hvordan det kan ødelægge økonomien og familien. Podcasten er sponsoreret af Danske Spil og viser, hvor langt man kan komme med kommercielt indhold, hvis man har en kunde, der er modig til at tale om selv det, der gør ondt.
Samtidigt vandt Anders Hagen som ’Årets vært’ for ’Liv, død og fodbold’, som vi producerer for Ally. En enestående præstation, ikke mindst i betragtning af, at han var oppe med nogle af de mest kendte og populære værter i Danmark.
De mange priser betyder selvfølgelig en hel masse for dem, der har stået både foran og bagved disse produktioner. En stor cadeu til dem. Men det er i det hele taget også vigtigt for en virksomhed som vores, der ikke modtager én krone i mediestøtte. Vi vil fortsat kæmpe for at lave indhold, der bliver værdsat af både pris-juryer og lyttere, og denne nylige anerkendelse giver os et rygstød i den retning. Forhåbentlig kan vi vinde endnu mere i det kommende år.
