No homo meme
Foto: Sofie Riise Nors

Morgenbeats: Skru op for musikken og tag bad i weekendens efterladte vinssjatter

Det er blevet mandag igen, lugten er tung af efterår, og det hele emmer af ‘Wet Pussy Energy’. Her er dine morgenbeats med et kort blik på ugens strabadser.

1. Kærestebrev anno 2020

Kærestebreve ser pludselig lidt anderledes ud i 2020, end vi husker det fra dengang i skoletiden. For Statens Serum Institut anbefaler nemlig, at vi indskrænker vores sociale cirkel til fem-ti personer resten af året – måske helt indtil foråret 2021. På den måde undgår dine børn selv at skulle vælge folk fra, og du undgår at invitere din irriterende onkel til næste familiemiddag. Måske er det egentlig ikke helt dårligt alligevel…

2. ALICIA er tilbage

Alicia Keys’ syvende album, ‘ALICIA’, blev udskudt på ubestemt tid, efter at det skulle være udgivet i marts 2020, og corona aflyste alle planer. Men nu –  efter at have teaset os med hele syv singler – er det her endelig. I fredags udkom albummet på Spotify, og det er vidunderligt gennemsyret af Alicia Keys’ vemodigt, velkendte R&B lyd.

3. Minisjang til de mindste

DR præsenterede i onsdags sit nye børnetilbud ‘Minisjang’. En ny digital kanal for de helt små børn i alderen 1-3 år. Fra marts 2021 kan du altså placere din tumling foran fjerneren i selskab med gode gamle Kaj og Andrea – helt uden frygt for, at poderne falder ned i et ikke-helt-tumling-passende-youtube-rabbithole. Eller du kan selv nyde de to originale stemmer, Kjeld Nørgaard og Hanne Willumsen, som i dag er henholdsvis 81 og 80 år gamle og har lagt stemmer til frøen og papegøjen siden 1971.

Kaj og Andrea DR
Foto: DR

4. Retsdrama på Netflix

Den oscarvindende manuskriptforfatter Aaron Sorkin, der blandt andet skrev manuskriptet til ‘The Social Network’, står i spidsten for Netflix’ helt nye satsning ‘The Trial of the Chicago 7’. Og han har hyret et stjernespækket cast til at læse linjerne op: Eddie Redmayne, Joseph Gordon-Lewitt og Sacha Baron Cohen. Filmen udkommer 16. oktober og følger syv anti-Vietnam-demonstranter, og retssagen der fulgte protesterne i 1968. Se teaseren her:

5. Wet Pussy Energy

Billboard lancerede i sidste uge deres første ugentlige ‘Billboad Global 200’ liste. I toppen ligger Cardi B og Megan Thee Stallions ‘WAP’, der på TikTok har inficeret internettet med ‘the WAP Challenge‘, der giver selv de mest erfarne af os hold i ryggen. Vi er dog ikke helt enige med Cardi B i, at Gud har haft en finger med i det her spil. Det håber vi for guds skyld ikke.

6. Femi(me)nist

Vi bliver lidt hængende ved ufiltreret feminin energi. For i denne uge har den unge tegneseriekunstner, Sofie Riise Nors, lollet os gennem dagene med sine feministiske tegnestreger. Et ret genialt mix af feminisme og popkultur, hvis vi selv skal sige det.

7. Skål eller resten i badevandet

En ægte vinekspert har været ude at give nogle bud på alternative måder at bruge vinsjatter – hvis der altså eksisterer mennesker derude, som ikke tømmer flasken. Et af rådene indebærer, at man tilføjer et par glas af gårsdagens rødvin til badevandet. Og hvis sjatterne er hvide, kan man gøre rent med dem. Angiveligt. Så tror vi hellere, at vi vil drikke det ekstra glas og tage glædeligt imod morgendagens vin-hovedpine end at skrubbe den over køkkenbordet. Skål og god mandag.

Footer graphics