Er du bange for robotter? At AI kommer og tager dit job? Hvis du er musiker, kan jeg egentlig godt forstå din frygt. Den seneste uge har store dele af musikbranchen og -medier diskuteret, hvad det kommer til at betyde, at kunstig intelligens er begyndt at skrive musik.
På the dark web sidder flere og flere og skriver ny AI-genereret musik, der efterligner nogle af tidernes største musiker som Drake, The Weeknd, Eminem og Oasis. Og det spreder sig lynhurtigt, fordi folk jo synes, det er interessant. Drake har været offer for en hel del AI-drilleri, og det huer hverken ham eller hans pladeselskab, Universal, der nu vil lukke AI-robotternes adgang til streaming-tjenesterne for at sætte en prop i anarkiet. De siger, de går i brechen for ophavsretten, men det virker også bare som om, de har nøjeren på. Med god grund. For hvad nu hvis AI bliver bedre til at lave Drake-sange end Drake?
Det interesserer mig egentlig slet ikke, AI. Som mange andre formentlig, siger store teknologiske fremskridt mig nærmest ingenting. Og jeg mangler stadig at høre et stykke kunstigt musik, som imponerer mig nok, til at hele fænomenet fortjener at blive taget alvorligt – indenfor kunst vel at mærke. Men så kom der et nyt AI-genereret Oasis-album i sidste uge, og det vendte tingene på hovedet for mig. Som stor Oasis-fan var det en vidunderlig lytteoplevelse. Præcis som det har været bagmændenes hensigt, lød det vitterligt som om Oasis havde lavet en plade på deres højeste i sluthalvfemserne. Rendyrket tåfræserrock smurt ind i væg-til-væg-overdrive. Total fedt. Selv Liam Gallagher har været ude og sige, at han lyder “mega”.
Soundvenues musikredaktør Kristian Karl anmeldte for nylig de AI-genererede sange fra Drake og The Weeknd, og han havde det lidt på samme måde: Selv her i AI’s spæde opstart, er det faktisk ret godt. Spørgsmålet er, om sangene viser sig at være lige så holdbare som den ægte vare. Det tvivler jeg stadig på. Det nye er per se spændende, det ved vi. Men noget af det, der gør musik værdifuld hos os, der lytter til den, er jo også dets sjældenhed, og fordi AI jo er grænseløst produktiv, er den jo i høj grad i fare for udvande sin egen valuta. Det er i hvert fald en tese, og en forhåbning.
Til syvende og sidst er der tale om fabrikeret McDonald’s-musik, der kilder alle de rigtige steder og primært giver øjeblikkelig tilfredsstillelse. Præcis som junk. Og det kan man jo ikke leve, kan man? Det virker i hvert fald forkert at gøre musikken til et tagselvbord på den måde. “Jeg vil gerne bestille en stor Coldplay-menu med ekstra klaver! Det skal være i mol i dag, for jeg er lidt nede.” Musik skal ikke være præcis det, man beder om, men noget uventet, hvis det skal kunne fortsætte med at udrette mirakler.
Jeg skal bare lige ind og høre Oasis nye plade én gang til, før jeg er sikker.
/Thomas Balslev
Festivalsæsonen skydes i gang med internationale Intonal i Malmø
De fleste byer med respekt for sig selv har en musikfestival for elektronisk eksperimenterende musik. Malmø er en af dem. Og selvom de fleste forbinder Sverige med fisketure og skiferie mere end med festivaler, så har den internationalt anerkendte musikfestival ‘Intonal’ fundet sted i Malmø hvert år siden 2015 og finder altså sted for 9. gang i denne uge.
Vil man gerne danse igennem er der parallelt til den elektroniske avant-garde musik også DJ’s og heftig klub musik på programmet, der også disker op med en række installationer, udstillinger og artist talks. Blandt de danske kunsterne der kan opleves er Nic Krog, Hviledag, Maria Bertel, og Ying-Hsueh Chen at finde på det mangfoldige line-up.
Festivalen løber fra 26. – 29. april og har også gratis events, der er åbent for alle.
/Emilie Engbirk
Wrestlingrock fra Manchester
Det er lidt svært at udtale Chappaqua Wrestling, men når først man får lagt munden i de rette folder, er det faktisk et ret fedt bandnavn. De kommer fra Manchester og spiller aggressiv og politisk utilfreds rockmusik, der står på skuldrene af The Clash og Suede, men med masser elementer fra både grunge og shoegaze. De har lige udgivet deres første plade ‘Plus Ultra’, som jeg faldt over for leden og ikke har kunnet lægge fra mig siden. Især sangene ‘Kulture’ og ‘Wide Asleep’, der demonstrerer evne til at kombinere helt tunge guitarer med florlette sangmelodier, har bidt sig fast.
/Thomas Balslev
Slut med at feje ting ind under gulvtæppet
”Jeg har ønsket mig det normale nu, så længe jeg ikke aner, hvordan jeg har det,” synger Caspar Eric på det catchy omkvæd, mens han, filmet i fuld figur, går i mørket med et alvorsfuldt blik rettet mod kameraet. Caspar Eric selv er født med cerebral parese, og det ses, når han går. Noget, han ofte har ønsket at skjule, men som, der ikke bliver lagt skjul på i denne video. Her filmes han, som han er og som han går. Ekko, som sangen hedder, er første single fra duoen Intet Altids kommende album, der er ude til efteråret.
Caspar skriver selv på Instagram ”Nu findes der en handicap emo-sang, og jeg drømmer virkelig om, at der vokser en ild derude”.
‘Intet Altids ekko’ havde premiere 21. april og videoen er instrueret af Frederik Valentin.
/Emilie Engbirk
På sporet af barnedrabet
Journalist Camilla Stockmann kommer på sporet af en sag, hvor et barneskelet bliver fundet i det område på Frederiksberg, hvor hun er flyttet til med sin familie. Efterfølgende finder hun ud af, at endnu et barn fra samme tid som det første, er blevet dræbt på selvsamme gade, Prinsesse Marie Allé, som hun nu selv bor på. Oplevelsen gør det hjemlige u-hjemligt og uhyggeligt og bliver udgangspunkt for udforskningen af barnedrabet og hans mor samtidig med en parallel undersøgelse af kvindeidentitet og rettigheder og hvordan nogle af moderskabets bagsider kaster skygger ind i vores tid. Camilla Stockmann har skrevet en journalistisk fortælling om moderskabet, hvori hun med blandet prosa, essay, journal og brev fletter historiske begivenheder og personlige erfaringer sammen i en undersøgelse af kvindeidentitet, selvbestemmelse over egen krop og samfundsmæssige omstændigheder, der før abortens frigivelse har ført til utallige barnedrab.
‘Når du strammer garnet’ udkom på Gyldendal 21. april
/Emilie Engbirk
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Af alle de konflikter, jeg har haft med min søn på 12 år, har spørgsmålet om skærm været involveret i over 90 procent af tilfældene. Når det gjaldt spise- og sovetider og ikke mindst det generelle sprogbrug, når systemet (eller han selv) lacker.
Sådan er der mange forældre, der har det, og derfor har vi i samarbejde med Børns Vilkår lavet podcasten ’Skærmbarn’ med vores egen Ditte Giese som vært.
To episoder er ude nu, og du kan læse om Dittes begrundelse for at lave den her.
Vi er (for det meste) glade for vores hovedstad og de bygninger, der tegner dens profil. En af dem, der har været med til at sætte sit tydelige præg på bybilledet er stadsarkitekt, Poul Holsøe, der med sin visionære stil og evne til at give plads til ung talent, har været med til at give os blandt andet kødbyen og Enghave parken.
Emilie Engbirk fortæller historien om ham.
En af de største hitsnedkere herhjemme er tilbage med ny plade og en øget følsomhed. Thomas Balslev taler med ham og faderskab og om at besøge Sri Lanka, hvor både hans far og mor kommer fra.
