The Streets
Foto: Gerald Morgan

Den følsomme rapper: The Streets er tilbage

En af 00’ernes vigtigste artister, The Streets, er aktuel med ny musik. Vi undersøger Mike Skinners indflydelse på nutidens musiklandskab.

Foto: Gerald Morgan 2015

I en knap så fjern fortid var britisk hiphop lidt af en joke. Genren var et stedbarn – en omvandrende identitetskrise – hvis udøvere mest af alt lignede dårlige kopier af deres amerikanske forbilleder.

Det glemmer man nemt i dag, hvor den britiske hiphopscene står historisk stærkt og førende navne som Skepta og Stormzy nyder international succes og anerkendelse. En stor del af den udvikling kan spores tilbage til Mike Skinner alias The Streets – en af hiphoppens mest underspillede og usædvanlige figurer, der ikke desto mindre foregreb mange af scenens nuværende tendenser og åbnede døren for meget af dens nuværende popularitet.

I 2002 redefinerede Skinner britisk hiphop og klubmusik med debutalbummet ‘Original Pirate Material’. Den udgivelse, samt opfølgeren ‘A Grand Don’t Come For Free’, er for nylig blevet genudgivet på vinyl, hvilket skete i forbindelse med en genoplivelse af The Streets-projektet, som ellers har været i bero siden 2011.

I forbindelse med en netop overstået Greatest Hits-turne i april udkom singlen ‘You Are Not the Voice in Your Head’, og til sommer kan Skinner bl.a. opleves herhjemme på Roskilde festival med musiker/DJ-kollektivet Tonga Balloon Gang.

Dermed vender han tilbage til en festival, hvor han for 10 år siden gav en koncert, der står som en milepæl i Orange Scenes historie og høstede topkarakter i stort set samtlige medier.

På en måde virker det passende, at The Streets atter rører på sig. For selvom der er sket meget siden Mike Skinners tidlige udgivelser kaster de stadig lange skygger over nutidens musiklandskab.

En genre med identitetskrise

Englænderne har en lang tradition for at appropriere amerikanske genrer, sætte deres eget præg på dem og eksportere dem tilbage over Atlanten med stor succes. The Rolling Stones gjorde det med blues, The Beatles med Rhythm’n’blues, Sade med soul, og utallige dj’s har gjort det med house og techno. Af en eller anden grund var engelsk hiphop dog længe om at finde sin egen identitet.

I 90’erne, da amerikansk hiphops popularitet eksploderede, var briterne trods ihærdige forsøg henvist til sidelinjen med middelmådige udgivelser, der ofte var præget af påtagede attituder, akavede accenter og manglende originalitet.

Meget bedre stod det til på klubscenen, hvor genrer som house og UK Garage jævnligt leverede nyskabelser og dominerede klubberne og hitlisterne. UK Garage var den første ægte britiske rap-baserede musikstil, der opnåede bred popularitet, men selvom musikken ofte var innovativ var teksterne og attituderne ofte overfladiske og intetsigende. En af dem, der bemærkede det, var Mike Skinner.

En hiphoppens hverdagshelt

Skinner var en hvid rapper og producer i starten af tyverne, bosat i London-bydelen Brixton, men opvokset i Birmingham, i forholdsvis fredelige, men trøstesløse omgivelser. Han var en outsider, der elskede amerikansk hiphop som Nas og Wu Tang Clan, men som mange andre briter havde han svært ved rigtigt at relatere sig til teksterne om den voldelige virkelighed i den sorte amerikanske ghetto.

Skinner kæmpede som andre engelske rappere med at finde sin egen stil, men det hele faldt på plads, da han begyndte at rappe over UK Garage-beats med udgangspunkt i sine oplevelser som helt almindelig storbyknægt, der fordrev tiden med at ryge pot, gå i byen, spille playstation og arbejde med meningsløse jobs. Det viste sig at være præcis, hvad masserne havde hungret efter.

Debutalbummet ‘Original Pirate Material’ blev øjeblikkeligt et hit, da det udkom i 2002. Pladen var optaget på beskedent musikudstyr i Skinners soveværelse, mens han arbejdede i lingeriafdelingen i stormagasinet Marks and Spencer. Han stod selv for al sangskrivning og produktion, hvilket pladens excentriske lyd og idiosynkratiske tekster i høj grad bar præg af.

Musikken var en pærevælling af UK garage, hiphop, reggae, ska og house og teksterne en blanding af vittige hverdagsbetragtninger, grandiose hensigtserklæringer og spiddende samfundskritik.

Skinner rappede med et tilbagelænet, konverserende flow, der mindede mere om spoken word end egentlig rap, med tyk cockneydialekt og liberal brug af lokal arbejderklasse-slang som geezers, birds, matehenry’s og on the dole. Det var lyden af en engelsk rapper, der reclaimede sin identitet fremfor at efterligne amerikanerne eller nogen som helst andre.

På førstesinglen ‘Has It Come To This’ proklamerer Skinner, at: “this is the day in the life of a geezer“, hvilket meget præcist opsummerer pladens præmis – et musikalsk snapshot af en ung hverdagshelt, der forsøger at begå sig i den moderne storbyjungle med alt, hvad der dertil hører.

Tekstuniverset beskriver en grå britisk hverdag, hvor hiphoppens sædvanlige fokus på dyre biler, ekslusive natklubber og spektakulære skudduellerer udskiftet med offentlig transport, den lokale pub og fordrukne slagsmål på kebabbaren.

Den unge Skinner sprang ud som historiefortæller par excellence, der så nemt som ingenting vekslede mellem vidt forskellige stemninger, situationer og temaer.

‘Turn The Page’ og ‘Lets Push Things Forward’ er storladne opgør med UK Garage-scenen, som Skinner var udsprunget af, men som efterhånden var blevet udvandet og uinspirerende. ‘Same Old Thing’ og ‘Geezers Need Excitement’ handler om den mangel på indhold, som mange unge oplever i hverdagen og derfor må ty til sanseløs druk og meningsløse slåskampe for at finde mening i tilværelsen.

‘The Irony Of It All’ er en hylende morsom dialog mellem en aggressiv hooligan og en tilbagelænet hashryger, der debatterer samfundskonsekvenserne ved henholdsvis alkohol- og mariijuanaforbrug. Moralen er, at mens alkohol på mange måder er langt mere skadeligt, er det ironisk nok marijuana, der er ulovligt.

De mere afdæmpede numre som den strygerdrevne ‘It’s Too Late’, der handler om sorgen ved at miste en kæreste, og ‘Weak Become Heroes’, om Skinners første oplevelse på ecstasy og den solidaritet klubkulturen, tilbyder en fortabt britisk ungdom, viser hans følelsesmæssige dybde såvel som hans skarpe evne til at diagnosticere sin generation.

Albummet blev hurtigt en kultfavorit verden over, og blev to år senere fulgt op af konceptalbummet ‘A Grand Don’t Come For Free’. Selvom opfølgeren musikalsk set er mindre revolutionerende og tematisk set mindre altfavnende, er den kunstnerisk fuldt på højde med debuten.

Den såkaldte ‘rap opera’ følger på både morsom, rørende og tankevækkende vis Skinners hovedperson gennem en dramatisk dag, hvor han kæmper med både kæreste-, venne- og pengeproblemer. Nogle af Skinners allerstærkeste numre som ‘Blinded By The Lights’ og ‘Dry Your Eyes Mate’ figurerer på dette album.

Indhentet af tidsånden 

De to udgivelser ramte langt bredere end tidligere britiske hiphop- og UK Garage-udgivelser, hvilket ikke var tilfældigt. Skinners nede-på-jorden-personlighed, genre-blanderi og genkendelige univers gav en generation af briter en kunstner at spejle sig i som kunne artikulere netop deres oplevelse af verden. Men mange andre lyttede også med.

The Streets var det første engelske hiphopnavn til for alvor at gøre sig bemærket i USA, og det med en musik der virkelig lød britisk. I kølvandet fulgte navne som Dizzee Rascal og Wiley, der i højere grad var tilknyttet den mere hårdtslående hiphop-undergenre grime, men det, at de kunne slå bredt igennem uden af gå på kompromis med deres brug af svært tilgængelig lokal dialekt og slang, havde Skinner i høj grad gødet jorden for.

The Streets-numre som ‘Dry Your Eyes Mate’ og ‘It’s Too Late’ har også medvirket til at udvide hiphoppens følelsesmæssige palet, hvilket i start-00’erne, hvor hiphoppen var styret af folk som 50 Cent og Eminem, i høj grad var tiltrængt. Dengang var det at vise ægte sårbarhed for en rapper ofte lig med kommercielt selvmord.

Det blev først mere udbredt efter Kanye Wests skelsættende album ‘808s and Heartbreak’ fra 2008, som åbnede døren for Drake og en generation af følsomme rappere, der dog i dag ofte virker lige så kalkulerede i deres udtryk som deres mere hårdkogte forgængere.

Med internettets indtog er blandingen af genrer på kryds og tværs også for længst blevet normalt. I start-00’erne var musikscenerne dog stadig yderst opdelte, men The Streets hjalp med at bryde mange af disse mure ned og bygge bro mellem både fans, genrer og kontinenter.

På Roskilde Festival vil Skinner kunne opleves med klub-kollektivet Tonga. De begår sig i den festlige ende af hiphop, grime og dubstep, og der skulle eftersigende være lagt i ovnen til et brag af en fest. Som opvarmning kan man passende lytte til The Streets nyeste single ‘You Are Not The Voice In Your Head’ forneden.

Footer graphics