Ved et bordbænkesæt hos bageriet Flere Fugle i Nordvest sidder Selina Gin, der er sanger, sangskriver, producer og pladeselskabsejer. Hun har lige bestilt en Sportscola til 37 kroner. Det er lidt dyrt, synes hun. Men Selina Gin er glad, for hun kommer direkte fra scanning, og alt er gået godt. I hendes struttende mave bærer hun rundt på en lille pige.
Det har altid været vigtigt for Selina Gin at støtte op om andre kvinder, men nu hvor hun selv giver verden et nyt lille hunkønsmenneske, er det blevet noget, der fylder endnu mere.
Indtil 2020 var hun en del af den danske rocktrio Nelson Can, der startede i 2011. I knap ti år var hun forsanger, mens Maria Juntunen styrede trommernes slag, og Signe Wisby Tobiassen rockede strengene på bas. Det var under en tour med bandet, at Selina Gin fik sit kunstnernavn. Opkaldt efter deres signaturdrink, gin & tonic.
Efter opløsningen har Selina Gin udgivet fire singler, skrevet titelmusikken til den populære DR-podcast ‘Flyvende Tallerken’, medvirket på tre sange på Peter Sommers album ‘Uforelskede i København’, skriver lige nu musik til musicalen Nordkraft til Aalborg Teater, og nu er hun aktuel med soloalbummet ‘Patiently Waving’.
En god græder
Selina Gins rå vokal er blevet mere sensitiv på hendes debutalbum. I et smukt spind forenes hendes stemme med guitarklang og synthesizer. Albummets ti sange rummer næsten lige så mange følelser, som hun selv gør, og når du lytter til sangteksterne, får du et lille kig ind i hendes stue.
”Det er en personlig fortælling. Jeg har givet mig selv lov til at være mere sårbar. Jeg har taget et lag hud af. Det har virkelig været fedt. Overraskende fedt. Sangen ‘Good Cry’ blev lavet efter en forfærdelig dag, hvor min kæreste og jeg havde gået og ignoreret hinanden i lejligheden hele dagen. Vi var uvenner, men ingen af os sagde undskyld til hinanden. Til sidst knækkede en af os, og så fik alle tårer bare frit løb,” forklarer hun.
Det er en af de hverdagsscenarier, pladen er støbt af.
”Jeg havde skrevet en masse sange, som ikke passede ind i det band, jeg spillede i. Og så har der nok også bare været noget, jeg skulle bevise over for mig selv. Jeg kan godt. Men jeg havde aldrig været her nu, hvis jeg ikke havde været i mit band,” siger Selina Gin.
Da hun var en del af Nelson Can, var hun dårlig til at sige fra. Hun fortæller, at bandet aldrig lyttede til sig selv eller spurgte om hjælp, dels fordi succesen pludselig slog til, men også fordi det var svært at åbne op og sige det til andre. Det gjorde, at de endte med at blive helt udkørte. Den erfaring har Selina Gin med sig i hendes nye karriere som soloartist.
”Man må gerne drømme. Og det bliver jeg ved med. Men drømmen om at være en eller anden rockstjerne. At man konstant skulle leve op til det. At hele min identitet i en periode blev at være forsanger i Nelson Can, det har jeg ikke lyst til i mit soloprojekt. Jeg vil ikke gøre det for enhver pris i forhold til mit mentale helbred. Jeg har bare lyst til at gøre det, fordi jeg synes, at det er fedt at lave. Og der skal også være plads til at lave andre ting,” fastslår hun.
Solidarisk søsterskab
Det er vigtigt for Selina Gin, at kvinder i musikbranchen står sammen.
”Det gjorde vi ikke for ti år siden. Det er blevet meget bedre. Fallulah og Lydmor var på et tidspunkt ude og kritisere tankegangen om, at der kun er plads til en på toppen. Hvorfor tror vi, at det er sådan? Og hvem er det, der bilder os ind, at kvinder kommer op og skændes, og at de derfor ikke kan arbejde sammen?” spørger hun.
Kvinder udgør 10 procent af udbetalingerne fra Koda. De statistikker prøver Selina Gin at rykke til ved at vælge kvinder, når hun skal bruge hjælp fra andre i branchen. Men det er vigtigt for hende at understrege, at de ikke vælges på baggrund af deres køn, men ud fra deres kompetencer.
”Man kan hurtigt komme til at vælge en mand, som der jo er flest af, men hvis man lige kigger lidt bedre efter, kan man finde lige så dygtige kvinder,” siger hun.
Fallulah står bag Hej Søster-bevægelsen, hvor kvinder i musikbranchen støtter hinanden. Og der er netop blevet afholdt et arrangement i Århus.
”Det var en stor succes, da Nelson Can spillede til det for et par år siden. Det var helt elektrisk. Der var både mænd og kvinder. Det er et vigtigt budskab. Det er ikke kvinder mod mænd. Feminisme er ikke kun for at fremme kvinder. Det er jo for at fremme lighed,” forklarer Selina Gin.
I samme ånd har Lydmor startet en Facebookgruppe.
”Gruppen samler kvinder i musikbranchen, så vi kan hjælpe hinanden. Det er en lukket gruppe, så man kan føle sig tryg ved at dele. Der kommer mange forskellige opslag. En fortæller, at hun har oplevet et overgreb. Og så er der mindre ting. En, der skal have hjælp til noget teknisk i et musikprogram. Det er et forum, hvor man føler, at man kan dele og spørge uden at blive bedømt,” fortæller Selina Gin.
Søsterskab er noget, der betyder meget.
”Vi kan hjælpe hinanden meget mere i musikbranchen. Hvorfor tror vi, at vi skal være i konkurrence hele tiden? Hvorfor hjælper vi ikke hinanden? Der er plads til os alle sammen. Vi er ikke konkurrenter, vi er kollegaer. Som yngre tænkte jeg ikke sådan. Jeg ville ønske, at jeg havde tænkt sådan som yngre, så jeg ikke skulle gå og have så travlt med at virke cool hele tiden,” siger hun.
Nu er det vigtigt for hende at sende kærlighed til hendes andre kollegaer i branchen. Der sker meget på den danske musikscene, og hun tror på, at vi vil se endnu flere talentfulde kvinder i den nære fremtid.
”Lige nu er der eddermame mange kvinder, der laver megafed musik. Greta. Eee Gee. Lucky Lo. Der er så mange. Og det er ikke fordi, de er kvinder. Det er fordi, de er dygtige til deres fag,” pointerer Selina Gin.
Du kan kun få en titel
”Maria fra mit gamle band har ofte fået at vide, at hun er en dygtig trommeslager af en kvinde at være. Men hun er jo bare en dygtig trommeslager. Man kan godt føle, at man skal være lidt ekstra hård og virkelig vise, hvad man kan, før folk tror på, at man er god til det, man laver,” siger Selina Gin.
Det virker til at være anderledes for mænd.
”Ofte må mænd gerne have mange titler. De må gerne både være producere, sangere og sangskrivere. Men det er tit, at kvinder kun må få en titel. I hvert fald kun kan have en med i interview, og hvis en af de ting er sanger, så er det ofte det, man bliver reduceret til. Man kan ikke være verdensmand som kvinde i musikbranchen. Åbenbart,” siger Selina Gin.
Titlerne er blevet et symbol på uligheden for hende. Hun synes, at det er blevet bedre, men hun oplever stadig, at hun bliver nødt til at trumfe ting igennem. Men det er ikke altid, at det virker.
”På et tidspunkt lavede jeg et interview, hvor vi netop snakkede om det her emne, og så endte det alligevel med, at journalisten fjernede mine titler. Det var bare komisk. Mænd kan have op til tolv titler, når de gæster i fjernsynet. Hvorfor må vi ikke det?” spørger hun.
Selina Gin ville gerne være blevet omtalt som både sanger, sangskriver og producer, men hun endte kun med at få en af dem.
Debutant som mor
I det sidste årti har der braget elektropop og rock ud af højtaleren hos Selina Gin, og projekt baby har ikke stået højest på hendes to do-liste, men i løbet af de sidste to år har de skrukke celler lige så stille sneget sig ind på hende. Nu siger terminsdatoen den 13. november.
”Jeg har altid tænkt, at det godt kunne blive lidt svært det der med at få barn i forhold til min musikkarriere. Men så så jeg på andre i min branche. Jeg blev vildt inspireret af artisten Greta, da hun blev gravid. Hun gør det bare. Også selvom hun er på vej op,” fortæller hun.
Hvad tænker du om at få en datter?
”Jeg glæder mig helt vildt meget, men det har også sat nogle tanker i gang. Kvinder i musikbranchen. Kvinder i Iran. Generelt kvinder i verden. Det har virkelig fået mig til at tænke. Hvordan fanden skal jeg opdrage en pige i den her verden? Hvor langt har vi egentlig rykket os? De tanker forsøger jeg at få ned på mit vinylcover, som jeg har dedikeret til min datter,” forklarer Selina Gin.
Hendes kæreste har en drøm om baby, van og høreværn.
”Min kæreste har en ide om, at vi skal købe en autocamper, så vi kan køre rundt i landet på tour med vores datter. Han drømmer virkelig om det, og jeg synes, det er så fedt. Men hvor fanden skal den autocamper være?” griner hun.
Gamer sig gennem svære ting
Det er en grinende Selina Gin, der fortæller om baby og autocamper, men det er ikke alt i hendes liv, der har været sjovt. Gennem gymnasietiden udviklede hun en angstdiagnose.
”Jeg var et meget ængsteligt menneske. Gennem terapi har jeg lært, at jeg bliver nødt til at prøve at lukke af for det en gang imellem. Jeg plejer at beskrive mig selv som en, der kan komme til at fylde meget i et rum med andre mennesker. En, der kan mærke alles følelser. Det kan godt være overvældende,” siger hun.
Men i musikken er det et brugbart redskab. Hun fortæller, at det har været utrolig naturligt for hende at tilgå den melankoli, der er på hendes nye album. Det er en kliche, at kunstneres svære følelser kan føre til smuk musik, men det er en præmis, som Selina Gin gerne køber.
”Det er jo lige til at kaste op over, men det er jo rigtig nok. For mange kunstnere kan man blive mærkeligt inspireret af de svære ting, man går igennem,” siger hun.
Mange af hendes sangtekster er brygget på tidspunkter i hendes liv, der har været mere grå end lyserøde. Det kan være rart at få de følelser ned på papir. Indtil hun får nok af at føle hele tiden, og så ved hun godt, hvor hun kan søge tilflugt.
”Nogle mennesker sætter sørgelig musik på, når de er kede af det. Jeg vil hellere spille computer. Jeg spiller meget PlayStation, hvor jeg spiller store open world games. ‘Fallout’ og ‘Red Dead Redemption’. Store spil, hvor man bare kan forsvinde væk i en fiktiv verden og lukke af for alt det virkelige,” fortæller Selina Gin.
Det er også blevet til et date-ritual derhjemme.
”Nogle gange er det bare federe end at se en film. Bare sidde og spille sammen, mens man skal løse noget sammen. Jeg kan også godt forestille mig, at noget af min barsel kommer til at gå med at game,” griner hun.
