Iris Gold
Foto: Joshua Fry

Iris Gold: “Jeg vil lave musik for folk, der ikke passer ind”

Den danske sangerinde Iris Gold er i gang med at erobre verden på sine helt egne præmisser.

Foto: Joshua Fry

Udtrykket ‘gammel sjæl’ trænger sig på, når man lytter til Iris Gold.

Både hendes musik, der trækker på 60’ernes og 70’ernes funk og rock, men også den farverige flower power-stil, og fascinationen af ældre ikoner som sangerinden Betty Davis og skuespilleren Steve McQueen vidner om en ung artist udover det sædvanlige.

At hendes kulturelle referencer ikke just er typiske for en 27-årig, er Iris Gold udmærket klar over. Hun har altid gjort tingene på sin egen måde og dyrker i dag sin outsider-status med stolthed. Sådan har det dog ikke altid været.

Iris Gold er født i London af en indisk mor og en jamaicansk far, men voksede op på Christiania i diverse kollektiver og bosættelser. Det var en atypisk opvækst, der prægede hende på godt og ondt, men som i høj grad har formet hendes positive livssyn og bemærkelsesværdige tilgang til musikken.

De senere år har hun markeret sig med en sjælfuld, energisk og sammensat soul/pop-lyd, der på kort tid har skaffet hende stor opmærksomhed rundt omkring i verden. Hun debuterede med nummeret ‘Goldmine’ i 2015 og siden fulgte en række singleudgivelser’ samt mixtapet ‘The Marsha Hunt Mixtape’ og EP’en ‘The Interlude EP’.

Flere af Iris’ tidlige singler fandt vej til playlisterne hos toneangivende engelske dj’s som Zane Lowe og Huw Stephen, og siden er det blevet til opvarmningskoncerter ude i verden for store stjerner som Taylor Swift, Robbie Williams og Miguel.

Iris’ seneste single, ‘All I Really Know’, handler om at rejse sig igen, efter at livet har væltet en omkuld. Det er et emne, der ligger hende nært, for med en atypisk opvækst og særegent udseende har det ikke altid har været lige nemt at være Iris Gold. Men med musikken som våben er hun nu på en mission for at gøre verden til et mere inkluderende sted.

“Jeg vil gerne lave musik for outsidere. Da jeg var lille og voksede op, havde jeg en fuckedup young Michael Jackson-afro, sjove tænder, hørte min mors plader og var generelt ret uncool. Jeg er stadig en kæmpe nørd, og det er stadig en del af min personlighed, men jeg føler, at jeg skal slå et slag for “min” slags”.

Noget af den musik hun hørte som lille var psykedeliske 60’er-rockgrupper som The Mamas and Papas og Jefferson Airplane, men også funkikoner som Curtis Mayfield og Roy Ayers var i rotation hos familien. Senere kom også hiphoppen ind i hendes liv. Hun oplevede tidligt, at musikken var et sted, hvor det var ok ikke at være som alle andre, og at det tværtimod kunne være yderst positivt. Det gjaldt ikke mindst en af hiphoppens mest farverige karakterer:

“Old Dirty Bastard fra Wu Tang Clan! Han var bare skør og helt sin egen. Jeg mødte ham, da han var i København, da jeg var 11 år gammel, og han kommenterede positivt på nogle trompetbukser, jeg havde på. Det var SÅ dårlig fashionstil fra min side, men det kompliment betød ALT for mig. Jeg er stadig kæmpe fan”.

Faktisk startede Iris selv som rapper, men er gradvist bevæget sig i retning af mere traditionel sangskrivning, omend med et stærkt personligt twist. Hun har desuden arbejdet som sangskriver hos musikforlaget Warner/Chappel, men er i dag er først og fremmest artist i sin egen ret og udgiver musik på pladeselskabet Playground Music.

“Jeg har altid været både sanger og sangskriver. Det har været en parallel ting fra day one. Jeg synes også, at det er sjovt at skrive for andre, fordi at jeg har overskud til det. Det er en god stiløvelse, der gør mig bedre til mine egne ting”.

Iris’ egne sange omfavner mange forskelligartede inspirationskilder. Popmusikkens fængende omkvæd møder funkens dybe grooves og hiphoppens flabede attitude i et lydunivers med stærkt personlige tekster, og en umiskendeligt vokalstil.

En ting, der dog går igen som en rød tråd, er 1970’erne; et årti hvis musik og film har sat dybe spor i sangerindens bevidsthed, og som hun bruger sin egen musik til at genopleve. Udgivelsen ‘The Marsha Hunt Mixtape’ er f.eks inspireret af modellen og sangerinden Marsha Hunt, der blandt andet var kæreste med Mick Jagger i 1960’erne og inspirerede Rolling Stones til ‘hittet ‘Brown Sugar’. Filmstjerne-ikonet Steve McQueen fra samme periode har desuden lagt navn til en af Iris’ sange.

“Marsha Hunt er en kæmpe inspiration for mig, og Steve McQueen er bare indbegrebet af cool. Jeg ville gerne have lavet musik dér i 60’erne og 70’erne og oplevet Martin Luther King og Angela Davis i deres storhedstid. Jeg har skrevet en sang, der hedder ‘Revolution Riders’, der er inspireret af følelsen jeg får, når jeg tænker på folk som dem”.

Selvom Iris også er fan af nutidige artister som Janelle Monáe og Kendrick Lamar, der ligesom hende selv dyrker et mere alternativt, afro-inspireret udtryk, ser hun ikke sig selv som værende en del af nogen større musikalsk bevægelse.

“Nej, ikke rigtigt. Men der er folk som Tyler The Creator, der har sagt “I make music for the weirdos”, og det er måske sådan en bølge, jeg kunne føle mig som en del af”.

Jeg spørger, om hun oplever et pres for at være ‘seriøs’ i en tid, hvor den politiske situation gør, at kunstnere ofte forventes at adressere politiske og sociale emner. Risikerer hendes egen musik med dens fokus på mere opløftende budskaber ikke at fremstå for positiv?

“Jeg står for diversitet. Der skal være plads til alle. Det er noget, der er top of mind for mig, døgnet rundt. Det er et seriøst issue for mig. Jeg vil kæmpe for, at folk forstår, at det skal være frit for alle, ikke at føle sig undertrykte, uanset køn, farve og religion”.

De seneste år har Iris været bosat i London, men er nu tilbage i København. Mens hun har været afsted har hun arbejdet med internationalt respekterede producere som Jake Goslin, Dmitri Tokovoi og MNEK, og herhjemme med anerkendte producere som Gisli og Rune Rask.

I februar udkom EP’en ‘The Interlude EP’, som er produceret af den londonske duo The Confect. Som titlen antyder, er formålet at holde gryden i kog indtil Iris Golds næste officielle udgivelse.

“Det er numre, jeg har lavet sammen med nogle af mine yndlingsproducere. Det er nogle sange, som viser lidt andre sider af mig, og som jeg er meget stolt at have lavet og vil dele med verden. Det er fede sange, der ikke bare skal ligge og koge i en skuffe et sted”.

Med alt det momentum der er bygget op over de senere år, er der i den grad lagt i ovnen til et stort 2018 for Iris Gold. Indtil videre vælger hun dog at holde kortene tæt ind til kroppen.

“Nu har min første skandinaviske single, ‘All I Really Know’, været ude og gøre sin ting, både i Norge, Sverige, Finland og Danmark – og det varer ikke længe, før vi slipper opfølgeren. Jeg glæder mig til at smide en bombe mere”.

Find mere om
Footer graphics