Foto: Lotta Lemche. TV2

Bachelorette: Hun havde haft mere kemi med 15 kilo lavbundsjord end med ham på den date

Endnu en uge er gået i ‘Bachelorette’. Og hvilken uge! Vi samler op på de mest bemærkelsesværdige og akavede begivenheder.

Det er rigtig godt nu. Stemningen er intens i ‘Bachelorette’, og folk kommer virkelig galt afsted. Samtidig er spillet stadig helt åbent. Vi aner virkelig ikke, hvem der ender sammen i denne sæson, fordi der spilles på mange heste simultant. 

Alle deltagerne forventer nu også mere af hinanden og deres dates – der skal kysses eller romantiseres heftigt. Det er en fornøjelse. Især fordi de ikke kan finde ud af det.

Vi er nu også i fasen, hvor der kun er høje mænd tilbage. De lave ryger altid først. Tænk over det. Halvdelen af kvinders datingliv handler om centimeter på en eller anden måde.

Ikke at mænd er meget bedre. Til gengæld får fyrene virkelig hygget sig i villaen. De spiller kort og enes om alt. Der er ingen stridigheder, ingen kontroverser. Ret fantastisk. 

I denne uge snakker de alle sammen utrolig meget om døre. Åbne og lukkede døre. 

“Jeg skal finde ud af om jeg skal lukke en dør,” siger Sofie under date med Andreas H.

Det er, må man huske, i overført betydning.

Flere ting er ikke, som man tror i ‘Bachelorette’. Sofie og Andreas H.s date er for eksempel heller ikke en date, men et forretningsmøde.

Jeg vil heller ikke mene, at Lissas karaoke-date er en date. Det er jo en leg. En tortur-leg sammen med Anders, Joachim og Lucas, hvor de skal ydmyges, mens de synger.

Hvornår blev en date et så åbent begreb? I ‘Bachelorette’ kan det være en date at børste tænder. 

Foto: Lotta Lemche. TV2

Joachim skal dog på en rigtig date med Sofie, hvor de skal snorkle. Han synes, “det er vildt romantisk”.

Han indtager to kubikmeter saltvand, og Sofie glemmer, at han eksisterer på grund af en havskildpadde. Lortestart. 

Bagefter skal de date videre over rødvinsmiddag, og det går rigtig dårligt. Det er en katastrofe. 

Der er flere problemer: 

  1. Joachim taler i morsekoder.
  2. Joachim kan ikke læse menneskelige signaler.

Hvad laver han? Manden er midt i et Segway-uheld af en date, men i stedet for at bremse, speeder han op og hamrer ind i en væg, mens han råber, “DU ER SØD OG SMUK, OG JEG ER VILD MED DIN ENERGI”.

Det er selvfølgelig også en strategi. Problemet er bare, at det er jordens dårligste strategi. 

Han kunne lige så godt have siddet og pruttet ‘Hjulene på bussen’ med armhulen. 

“Så deet…” siger Sofie. Og det er så her jeg får den tanke, at jeg med fordel kan begå harakiri i stedet for at se videre.

Sofie havde med tusind procents sikkerhed haft mere kemi med 15 kilo lavbundsjord end med Joachim på den date.

Rygtet siger, at Joachim faktisk havde diarré den dag, og det kunne måske forklare situationen, selvom det sjældent er en bivirkning ved den slags, at man begynder at overøse andre med komplimenter. 

“Du har virkelig smukke øjne. Ej, undskyld. Det er, fordi jeg har tyndskid.” Det giver ligesom bare ikke mening, Jokke.

Nå men, Lissa befinder sig i en helt anden boldgade. Der er masser af romantik, fordi fyrene har skrevet kærlighedsdigte til hende for at vinde en date.

Hun vælger Jacobs, som er skrevet med guldskrift.

Hvorfor er Petra censor her? Det hele er fortsat meget mystisk, men hvor ville det være smukt, hvis den stille digter slog alle de stærke hanner i dette tumultariske og overdådige kærlighedsspil. 

Lissa voldflirter dog med alle til mingling, hvor Peter holder en tale for at komme i fokus. 

“Talen går egentlig bare på, at du er mega sød Lissa.” Okay? 

Giv den mand et hjem med vægge, lofter og gulve af spejle, og han ville have det perfekt. 

Under efterfølgende samtale med Sofie kysser Peter hende, og det giver “minuspoint,” siger hun, hvilket minder mig om, at jeg sad og så ‘Vores Planet’ her den anden dag, hvor der var noget med en taigaantilope, som er sådan en savanne-art med en forvokset og lidt løsthængende næse på hannerne. Egentlig ikke særlig fræk sådan visuelt, men de bruger dem til at imponere hunnerne med op til parring, hvilket jo lyder meget smart, men det viste det sig så ikke at være, fordi hunnerne i haremmet var pisse ligeglade og løb for deres liv, når hannen kom dundrende og ville parre sig med sin store gynter. Altså ikke fordi Peter er nogen antilope eller noget, men det var bare ikke super rart at se på de der hunner, som ikke ville parre sig. Det kom jeg bare lige til at tænke på. 

Jeg tænker også på, hvorfor alle mennesker i verden kan se, hvem Peter er, undtagen de to bacheloretter.

En anden overvejelse er, om Petras kjole til roseceremonien egentlig kvalificerer sig til begrebet tøj? Det var højst en østers af tekstil, vil jeg sige.

I øvrigt: Andreas W. siger intet og indgår ikke længere i programmet som andet end et kronisk dækbillede. Han må ryge ud næste gang sammen med Joachim.

Men hvem hepper vi så på? Mads måske. Mest fordi han giver Sofie en dagbog, og det “smelter virkelig” hendes hjerte. Daniel vokser på mig, men det gør mange af mændene efterhånden. Det bliver fortsat spændende at se, hvem der får den første nøgle. 

Find mere om
Footer graphics