Fra front row til vilde efterfester: Se de bedste fraklip fra en upoleret modeuge her

Hvad tænker modellerne på, når alles øjne hviler på dem på catwalken, og hvad lavede krigskorrespondent Rasmus Tantholdt til kjoledesigner Søren Le Schmidts modeshow? Få svarene og se de sjoveste fraklip fra modeugen her.

Vi har allerede fortalt dig om de sjoveste ting, vi overhørte til modeugen, og hvad vi selv lærte af at crashe efterfesterne. Men hvad syntes modellerne selv om at gå shows med tømmermænd, og hvem har travlt med at tabe sig for at kunne passe sit nye dyrtindkøbte Balenciaga-suit efter en lidt for hård fastelavnsbolle-sæson?

Heartbeats har drukket Kronenbourg Blanc på de bonede gulve, danset i de københavnske baggårde og set det hele gennem linsen på et gammelt VHS-kamera fra 2003.

Herfra skal der lyde et kæmpestort tak til alle, der kiggede ind i vores kamera – også selvom de havde givet den gas i den frie bar af sandhedselixir.

Nu kan vi med ro i stemmen konkludere, at selvom modeugen for de fleste handler mere om at show face end showcase, så er der også blevet knoklet hårdt for at stable de bedste, flotteste og vildeste modeshows på benene midt i en kaotisk coronapandemi.

Det så vi under (di)visions alien-inspirerede show i Planetarium, hvor folk kæmpede til det sidste for at få en af de eftertragtede siddepladser. Selv håber søskendeparret på at kunne gøre op med en indspist modebranche, ligesom at de forsøger at skille sig ud med larmende designs.

Og så indviede Marie Mark os i, hvordan det har været at stable Kerne.milks første show til modeugen sammen på bare to uger, mens hun samtidig jonglerer livet som mor til en etårig og leverer designs til internationale stjerner.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics