Kitchen confidential
Sprut, stoffer og sex i baglokalet. Tilsæt så flere stoffer og dampede asparges. Sådan maler den desværre afdøde newyorker-kok Anthony Bourdain billedet af sin vej op gennem restaurationsbranchen. Det er dog ikke helt ligeså rockstjerne-romantisk, som det umiddelbart lyder.
‘Kitchen Confidential’ er en kultbog for kokke, og den skabte chokbølger i restaurationsbranchen, da den udkom. Den er dog propfyldt med andet end gode opskrifter og derfor også en fantastisk læseoplevelse, selvom du ikke kan koge et æg.
Fra fedtede grillbarer til fine restauranter tager Bourdain dig med ind i en verden, de færreste kan holde til. En hverdag hvor vækkeuret ringer klokken seks. En kop kaffe og to aspiriner til morgenmad. Brandsår. Stress. Blod, sved og tårer og en konstant frygt for at lave fejl. 17 timer om dagen, syv dage om ugen. Ja tak, chef!
På sine blot 61 år har Anthony Bourdain oplevet mere end de fleste, og som han skriver i bogen: ”I feel sometimes, like I’ve lived three lives.”
Men det er ikke blot kokkens vilde oplevelser, der driver værket. Han havde også et helt særligt talent for at skrive. Råt for usødet, ærligt, sjovt med ironi og i et brutalt sprog skrev han, så man flere gange må stoppe op i høj latter.
Der er historier, som er fulde af brutale afsløringer om tvivlsom omgang med fødevarer og uhygiejniske forhold i hele madindustrien. Og ind i mellem de vilde fortællinger kommer der gode og simple råd til at oppe dit game i køkkenet. Siden jeg læste bogen, har jeg for eksempel aldrig presset et hvidløg eller bestilt fisk om mandagen. Læs den, og lær hvorfor.
/Asger Lorenzen
Den forbudte notesbog
For mig som kvinde, hustru og mor er ‘Den forbudte notesbog’ så relaterbar, at det næsten føles uhyggeligt. Hvis ikke det var for de sporadiske beskrivelserne af tøjet, hattemoden, den gamle drejetelefon og deslige, kunne man sagtens foranlediges til at tro, at der var tale om en bog fra nutiden.
Den cubansk-italienske journalist og forfatter Alba de Céspedes (1911-1997) skrev imidlertid bogen i 1952, og den handler om en jeg-fortæller – en kvinde, hustru og mor til to næsten voksne børn – der i årevis har levet i selvopofrelse for at få familiens hverdag til at glide, for at skabe en bedre fremtid for sine børn. Hun jonglerer både kontorarbejde og alle hjemmets pligter på en gang. På en tur til bageren får hun øje på en skinnende sort notesbog, som hun ikke kan lade være med at købe, og i smug begynder hun at føre dagbog i den.
Det er svært at få et øjebliks privatliv i en lille, spartansk lejlighed med fire mennesker huserende, men det lykkes hende ved køkkenbordet i ly af natten at få fred til at give tankerne frit løb. Først starter beretningerne som ufarlige gengivelser af hverdagens begivenheder, men hurtigt bliver tankerne større og mere personlige. Hendes liv er faktisk ikke, som hun håbede, det ville være, og disse erkendelser gør, at hun bliver notorisk angst for, at hendes mand eller børn finder notesbogen og dermed finder ud af, hvem hun egentlig er.
Notesbogen giver fortælleren adgang til hendes indre liv, den åbner op for alle de drømme og længsler, hun har undertrykt gennem årene. I et af disse øjeblikke af refleksion går det for eksempel op for hende, hvor meget hun savner sit navn, Valeria, som nærmest er forsvundet fra jordens overflade. Både børnene og hendes mand kalder hende kun for ‘máma’. Men hvordan kan man føle sig begæret, hvis man kun bliver kaldt for mor?
Bogen har en moderne karakter og debatterer gennem hverdagseksempler emner, der lige netop nu er super aktuelle. Hvordan holder man kærligheden varm i hamsterhjulet, når den så nemt kan glide ud i daglige pligter og fastfrosne forestillinger om kønsrollerne? Hvad er forventningerne til manden og kvinden i hjemmet? Samt det smertelige tidspunkt i en forælders liv, hvor ens børn stopper med at se en som et menneske, men mere som en selvfølgelighed af et serviceorgan.
På et tidspunkt er der en, der begynder at kalde fortælleren Valeria igen, og det får hende til at blomstre op. Hun står ved en skillevej, men vælger hun traditionerne og familien eller sin selvrealisering?
Onde tunger ville måske kalde ‘Den forbudte notesbog’ for ‘en rigtig kvindebog’. Men i min optik taler den ingenlunde til kun ét køn. Céspedes skriver forbilledligt nøgternt og usentimentalt, hvilket får hendes betragtninger til at stå knivskarpt. Hendes iagttagelser er almengyldige. Eksempelvis den konstatering, at vi altid tror, “at den bedste tid ligger forude.”
Cespedes forfatterskab har af uransagelige årsager befundet sig i skyggen af blandt andre italienske Elena Ferrante, der har skrevet den berømte Napoli-serie (som i øvrigt også er glimrende). Faktisk udkom ‘Den forbudte notesbog’ først på dansk i 2023. Men det er heldigvis aldrig for sent at opdage en klassiker.
/Louise Elly Meyer
Blå timer
Efter at have mistet sin mand og sjæleven John Dunne, mister journalist og forfatter Joan Didion (1934-2021) kort tid efter også sin datter, Quintana. Med et føles livet ganske meningsløst. Og ensomt. Didion skriver om livets uundgåelige vilkår, sorgen, og hvordan hjertet går aldeles i stykker, når vores allernærmeste bliver revet væk fra os.
Jeg læste selv bogen, da jeg ventede min første søn. Og to år forinden havde jeg selv mistet to mennesker, der stod mit hjerte meget nært. Det gjorde nok læseoplevelsen endnu stærkere. Men alt andet lige skriver Didion med en pen så præcis og poetisk, at det er næsten umuligt ikke at blive revet med.
I bogen går forfatteren til sorgen, som om hun skulle skrive en journalistisk feature. Hun undersøger til bunds, trækker på forskningen indenfor emnet, traditionerne forbundne med tab i forskellige kulturer og selvfølgelig hendes egne erfaringer. Med andre ord kortlægger hun sorgens landskab. Et landskab, som vi – måske særligt i Vesten – har utrolig svært ved at acceptere, og som vi ikke rigtig har et sprog for. At vi selv og vores nærmeste skal herfra en dag, og at vi ikke ved, hvornår tiden kommer.
På den måde bliver bogen en mosaik af minder, refleksioner om alderdommen, der er ved at snige sig ind på forfatteren, og smerten ved at være den eneste tilbage, når man har lagt både sin mand og sit barn i graven. Hun befinder sig i livets skumring, de blå timer mellem dag og aften, og det, der står tydeligst i hendes erindring, er de små ting.
Hvordan huset i California blev varmet op af den knitrende pejs, hvordan familiens morgenritualer var, og hvor glad hendes datter så ud den dag, hun blev gift. Alle de små perler af lykke i hverdagen, som man hurtigt bliver blind på.
Det er livsklog læsning, der efterlader en langt mere taknemmelig, end da man begyndte.
/Louise Elly Meyer
Fear and Loathing in Las Vegas
Man sætter sig ind i en bil, spænder selen, og så kører man ellers af sted med 200 kilometer i timen. Det er sådan, det føles at læse ‘Fear and Loathing in Las Vegas’ fra 1972, der begynder sådan her:
“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold.” Okay, okay. Hvem, hvor, hvorfor? Instinktivt er man nødt til at vide mere.
Under en efterkritik af en artikel, jeg havde skrevet, sagde min redaktør til mig, at hver gang jeg skulle skrive en indledning, så skulle jeg have Hunter S. Thompsons første linjer i klassikeren ‘Fear and Loathing in Las Vegas’ in mente. For mig har det været en vigtig journalistisk lektie, som jeg stadig vender tilbage til.
Bogen handler om en sportsjournalist, Raoul Duke, der i 1971 er på vej til Las Vegas for at dække et motorcykelløb. Han er ledsaget af sin advokat Dr. Gonzo og sammen kører de i bil mod City of Sin. Bilen er proppet med euforiserende stoffer, og bogen er således en hvirvelvind af syretrip og uforløste drømme.
Det siges, at Thompson i romanen trækker på sin egen person og de reaktioner, han selv har haft på en række begivenheder i sit liv. Han var da også kendt for at leve et tørstigt liv med en kærlighed til alkohol, stoffer og skydevåben.
Hunter S. Thompson introducerede med romanen en helt ny måde at skrive på, der senere blev døbt ‘gonzo-journalistikken’. En slagkraftig, fiktionspræget stil, hvor forfatteren stadig inddrager sig selv. Inden romanen havde han skrevet en lang række artikler i Rolling Stone Magazine, der senere kulminerede i denne roman, som er blevet et fyrtårn indenfor dens genre.
Thompson skriver hæsblæsende og medrivende. Og sjovt og ironisk. Mit eget eksemplar er slidt efter utallige genlæsninger. Den bliver ved med at inspirere.
/Louise Elly Meyer
The Great Gatsby
Åh, hjertesuk. Det er måske sådan, jeg bedst kan opsummere følelsen, jeg får, når jeg tænker på F. Scott Fitzgeralds klassiker ‘The Great Gatsby’. Bogen blev udgivet for første gang i 1925, og når man læser den, damper de vilde 20’ere vitterligt op fra siderne.
Der er fester, champagne og store drømme for alle pengene. Motoren i bogen er en ulykkelig forelskelse, men siderne rummer lige så meget et stykke amerikansk historie. Fitzgerald forærer os et tidsbillede fra 1920’ernes New York og nogle komplicerede karakterer, som det er svært ikke at holde af.
Bogen tegner ‘The Big Apple’ som en tilsodet arbejderby, der ganske vist var fuld af drømme, men som også var beskidt og præget af et enormt clash mellem rig og fattig. Fortælleren i bogen er den unge Nick Carraway, der som så mange unge på hans tid, forfølger drømmen om at blive børsmægler på det store pulserende Wall Street. Han flytter til West Egg, Long Island, hvor han bliver nabo til den rige, men mystiske Jay Gatsby, der er kendt for sine ekstravagante fester.
På den anden side af bugten, i East Egg, bor Carraways kusine, Daisy, i et kæmpe mansion med sin datter og sin mand, Tom Buchanan, der kommer af ‘old money’. Han er mildest talt en dobbeltmoralsk klaphat, der hverken er særlig sød ved sin kone eller mennesker i det hele taget. Daisy elsker ham ikke, i virkeligheden tilhører hendes hjerte Jay Gatsby, og han gengælder hendes kærlighed.
Da Daisy i første kapitel får besøg af sin fætter Nick Carraway, siger hun om sin datter: “I hope she’ll be a fool—that’s the best thing a girl can be in this world, a beautiful little fool.” Citatet er her hundrede år senere stadig ikonisk og et smerteligt billede på den rolle mange kvinder, hustruer og mødre har haft gennem tiden.
Tragedien lurer lige om hjørnet, og den komplicerede, umulige og uforløste kærlighed sitrer bogen igennem.
Mange kender nok historien fra filmatiseringen af samme navn med Leonardo DiCaprio i hovedrollen som Mr. Gatsby og Carey Mulligan som Daisy. Som det ofte forholder sig, synes jeg også i dette tilfælde, at bogen er lysår bedre. Fitzgeralds koncise og elegante skrivestil er en fryd, og jeg kan kun anbefale at læse bogen på originalsprog.
Noget, man heller ikke skal undervurdere ved en god bog, er dens størrelse. Paperback-udgaven af ‘The Great Gatsby’ er den perfekte taske-bog, som man kan have med sig over alt, og som man snildt kan holde i en hånd, når man sidder og læser den i bussen eller toget.
/Louise Elly Meyer
The Teachings of Don Juan
Som led i den klassiske selvrealiserende rejse på interrail besøgte jeg i 2022 en ven i Holland. Selvom de fire dage i hans slidte lejlighed står noget tåget i hukommelsen, så glemmer jeg aldrig den boganbefaling, jeg fik af hans roommate fra Venezuela.
’The Teachings of Don Juan – a Yaqui Way of Knowledge’ er beretninger fra den peruvianskfødte amerikaner Carlos Castaneda, som i starten af 60’erne startede sin egen selvrealiserende rejse med den mexicanske indianer Don Juan. Med en oprindelig interesse for elefantfodskaktussens psykoaktive peyoteknopper tog Carlos Castaneda til den amerikanske ørken i Arizona, hvor han første gang mødte Don Juan, som tilbød ham en læreplads som shaman.
Castanedas læreplads byder på timelange ørkenvandringer og hallucinerende svampetrip, som ifølge Don Juan måske en dag kan gøre Castaneda til ”a man of knowledge”. Foruden at være Castanedas specialeafhandling i antropologi ved University of California giver ’The Teachings of Don Juan – a Yaqui Way of Knowledge’ læseren et indblik i Yaqui-indianernes poetiske verdensopfattelse. Derudover er mødet mellem de to virkelighedssyn til tider også hylende morsomt.
Bogen har været kritiseret for at være mere fup end fakta, men det har ikke stoppet den for at snige sig ind på New York Times bestsellerliste.
/Andreas Skøtt Lenstrup
Tryghedsnarkomaner
Vita Andersen skrev om det svære, det triste og det grimme. Hun skrev om det at være menneske, især kvinde, i et fandenivolsk og direkte sprog. Der er ingen form for ophøjelse eller happy ending i hendes noveller eller digte. Karaktererne er ikke spektakulære, og deres historier er hverken unikke eller spændende. De er faktisk tragiske, ulækre og ubehagelige, men samtidig autentiske, ikke-karikerede og genkendelige.
Selv om depressionen løber ned af siderne i Vita Andersens ’Tryghedsnarkomaner’ (og i alle hendes andre værker), så er der noget virkelig befriende i at spejle sig i en forsmået, ynkelig og forladt kvinde. Ingen formår at ramme mit kærlighedshungrende, behagesyge og usikre indre jeg som Vita Andersen, og det var lige hvad jeg havde brug for i mine 20’ere (og stadig har brug for i mine 30’ere).
/Christina Damstedt
On the Road
Det siges, at Jack Kerouac skrev sin gennembrudsroman ‘On the road’ på en manuskriptrulle, der var næsten 40 meter lang, at han skrev i tre uger nonstop, og at han var temmelig beruset, da han gjorde det. Hovedsageligt var Jack Kerouac beruset af sine oplevelser fra sine primitive rejser som blaffer og vandrer gennem det uendelige Amerika sammen med sine venner. ‘On the Road’ er, som titlen antyder, en bog om at rejse, om at være i bevægelse og om at opsøge det skæve og det skøre her i livet – hvad end der er tale om stoffer, sex eller straight up galninge.
‘On the road’ udkom i 1957 og blev siden en bibel for generationer af unge, der gjorde op med konformiteten og borgerligheden i jagten på en mere spændende og lystig tilværelse. Det er ikke så underligt, at Bob Dylan og hippierne elskede den, men heller ikke så underligt, at snart sagt ethvert ungt menneske bliver ramt af bogens kraftfulde og hedonistiske energi, fordi den dybest set er en kærlighedserklæring til livet. Og til de venskaber, man får og forelsker sig i undervejs.
Jack Kerouac’ vision som forfatter var at skrive på samme måde, som en jazzsaxofonist improviserer på sit instrument. Dét kommer tydeligst til udtryk, hvis man læser det oprindelige manuskript, som foreligger på dansk med titlen ‘Vejene’. Jeg har aldrig læst en bog som den.
/Thomas Balslev
En Vild Fårejagt
Bogen her var mit første møde med den japanske forfatter Haruki Murakami. Den lærte mig, at kedsomheden og langsommeligheden er okay at være i, og at i den kan der opstå dybere tanker, dagdrømmeri og refleksioner om livet. Den handler som mange af Murakamis bøger om en navnløs fortæller i Tokyo, som afbryder sin rolige tilværelse, da han møder en underlig mand med en mission. Bogen udkom oprindeligt i 1982 og er Murakamis tredje roman, og selv er han faktisk ikke synderligt imponeret over dens kvaliteter. Men den gjorde, at jeg blev forelsket i hans fortællerstemme og univers, hvor man bare skal hengive sig til fortællingen uden nødvendigvis at kunne skelne mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er tanker og drømme. Stor anbefaling, hvis man har brug for at drømme sig lidt væk i det enkle og overgive sig til mystikken.
/Kristina Pedersen
LÆS OGSÅ
