Q&A med Laura Bach fra ‘Gangs of London’: ”Jeg spurgte lidt ind til, hvorfor der ikke var flere kvinder med, og jeg fik at vide, at der ikke var nok kostumer til os”

Det siges, at man bliver kynisk med alderen, og hvis myten taler sandt, er Laura Bachs fiktive liv et glimrende eksempel herpå. I løbet af et årti har hun byttet rollen som mordopklarende politikvinde med ondt i sjælen ud med rollen som iskold lejemorder med et dræberinstinkt som et rovdyr og sin yndlings-accessory, en ladt MP5, konstant ved sin side.

I virkelighedens verden er Laura Bach fredselsker af natur, men hun synes alligevel, at mange flere kvindelige skuespillere burde castes i denne slags roller, som almindeligvis tilfalder mænd. Selv nyder hun at spille det uperfekte og mener, at filmbranchens mangelvare er iscenesættelsen af det uforfængelige i kvinder.

I ‘Gangs of London’ spiller du lejemorderen Tove. Hvem er hun?

“Tove en del af den danske lejemorder-milits (i serien, red.), og hun er uddannet fra Jægerkorpset. Hun arbejder sammen med den danske leder, Leif (spilles af Mads Koudal, red.) og sin mand, som også er med i militsen. Serien handler om hævn og ære, og det gør det også for Tove. For hende er jobbet en indkomst, og hun er dygtig til det, hun laver. Hun er i stand til at lukke ned for den empati, jeg forestiller mig, at hun ellers har, når hun er hjemme ved sine to børn.”

Hvordan var det at spille hende?

“Det var vidunderligt at få lov til. Det er virkelig at ‘få lov’, for du er i hænderne på nogle producenter, der skal have sorte tal på bundlinjen. De laver en historie, som de tror, at folk gider kigge på. At få lov at spille en kvinde, der slår ihjel for a living, er skidesjovt, selvom jeg er fredsforkæmper på alle måder. Der var mange af optagelserne, der gik ud på at stå med en MP5, så jeg trænede hårdt for at få det til at se ud som om, jeg vidste, hvad jeg lavede.

Jeg synes i øvrigt, at det er vigtigt, at vi får sparket nogle kvinder ud i de hjørner, der ellers ville være mænds hjørner – og omvendt at mænd kan få lov at fortælle nogle historier, vi typisk kun har set kvinder i. Så rykker vi noget.”

Der er en scene i ’Gangs of London’, hvor en stor gruppe lejemordere nærmer sig et hus. Tove er den eneste kvinde. Tænkte du over det?

“Jeg undrede mig såre over det. Jeg undersøgte, hvor mange kvinder, der er i den slags erhverv – og de findes altså. Men i serien var vi 15 lejemordere i alt, og jeg var den eneste kvinde. Jeg spurgte lidt ind til, hvorfor der ikke var flere kvinder med, og jeg fik at vide, at der ikke var nok kostumer til os. Det er noget vrøvl, for vi havde samme kostume på. Det var jo bare militærtøj. Jeg tror egentlig ikke, at det handler om uvilje, men om vane. De tænker: ’Vi skal bruge nogle til en milits, vi skal bruge nogle mænd.’ Det kræver, at vi alle er klar på at vende den rundt. Vi spejler jo hinanden frem og tilbage i det, vi ser, og det, der er virkeligt. Samfundet spejler sig fiktionen, og fiktionen spejler sig i samfundet.”

Er forskel på at være castet i den slags rolle som mand og kvinde? 

“Jeg har oplevet, at forfængeligheden følger mere med kvinden end med manden. Manden må godt se scruffy ud, og når han har et nervøst sammenbrud, så ser man et menneske, der er ved at falde fra hinanden. Men når det er en kvinde, så skal hun alligevel stadig være lidt lækker med en skulder, der lige er bar og med sexet undertøj på. Det kan godt være, at jeg får en rolle som lejemorder, men kommer jeg så til at stå i en nedringet uniform for at være sexet samtidig? Og må jeg ikke have rander under øjnene? Vi ved jo godt alle sammen, at det ikke er sandheden. Det gjorde jeg et nummer ud af i ’Gangs of London’, og den var de heldigvis helt med på.”

“Men der er en forfængelighed, som vi skal turde gøre op med. Når en kvinde får et nervøst sammenbrud og bliver ulykkelig, så lad det være, som det er. Hvor man sidder på gulvet i sine gamle menstruationstrusser og ligner den ulykke, man føler. Ellers sidder folk jo konstant og spejler sig i noget, der er ved siden af virkeligheden. Jeg er før blevet bedt om at have noget bestemt hår, fordi det var sexet. Jeg skulle rende rundt og skyde med en pistol, og det hang jo dér nede i hovedet på mig hele tiden. Det var fuldstændig åndssvagt, men den slags er enormt svært at gøre op med, for vi har jo bygget en identitet på det. Der er en enorm værdi i forfængelighed for en kvinde. For mænd er det helt modsat. De skal helst være lidt lumberjack-hovsa-lækre.”

Har du prøvet at stå alene på et set og sige fra?

“Ja, på alle mulige måder. Jeg har før stået på et set med mange alfa-hanner, som er vant til at dominere. Når jeg som kvinde kom ind med den samme form for energi, var det mig, der af instruktøren blev kaldt besværlig: “Hvad vil du nu”, spurgte han, da jeg kom. Så kunne der komme en mand op til ham og sige fuldstændig det samme og blive mødt med et: “Nåå ja okay.” Det er ikke sikkert, at han fik ret, men at blive mødt som kvinde er noget meget andet end som mand. Når kvinder bliver vrede, har vi en idé om, at de er hysteriske. Når mænd gør det, så tager han sin plads. “

“På settet til ’Gangs of London’ var der på et tidspunkt en, der sagde til mig: “Du er sjov af en kvinde at være”. Så spurgte jeg ham, om han ikke lige ville forklare, hvad han mente med det, så jeg kunne forstå det korrekt. Så sagde han, at det virkelig var et kompliment. Det var jeg med på, men jeg var nysgerrig på, hvad han havde oplevet. Havde han ikke mødt kvinder, som var sjove? Er det, fordi kvinder ikke tør være sjove omkring ham, eller er det, fordi han ikke tør være omkring sjove kvinder? Vi bør prikke lidt til hinanden. Folk må også gerne prikke til mig.”

“Omvendt kan jeg også tydeligt huske at være ung og sige: ’Nå, den æder jeg bare, den her’, fordi der ikke var nogen at læne sig op ad eller præcedens for at sige fra. Til gengæld var der præcedens for at holde kæft og gøre det, der blev sagt – ellers ville du ryge ud på røv og albuer. Vi vil gå rigtig langt for ikke at blive udstødt. Det er derfor, vi skal være sammen om at sige fra.”

Hvad var det fedeste ved at spille en karakter som Tove?

“Med Tove kunne jeg få lov at være gennemført, uden at det også skulle være sexet eller smart og pænt. Jeg har stort set ingen makeup på i serien. Jeg var forslået og havde fedtet hår, og vi havde virkelig kørt linen ud på den manglende forfængelighed. Det var en vidunderlig mulighed for at være der som menneske – ikke som kvinde. Det er grimt, og vi lod det være grimt.”

“Dengang jeg spillede politibetjent i ‘Den som dræber’, fik jeg lov at være hardcore, særligt for den tid. De klippede endda mit hår kort. Men jeg skulle stadig være lidt nedringet indimellem. Det handlede om seertal. Sådan var det bare. Så var der nogle ting, som blev klippet ud, som jeg syntes var så skideærgerligt.”

Hvilke ting var det?

“Jeg spillede en karakter, der havde det svært, og en af de måder, hun dealede med det på, var at have sex med unge mænd. Hun gik ud, fandt dem, knaldede dem og smed dem ud igen. Det var ren forbrugskultur. Jeg syntes, det var vidunderligt, fordi det gav hende kant, men pludselig skulle vi klippe alle de scener ud og i stedet filme, at hun passede en venindes barn og bagte boller. Da jeg spurgte hvorfor, lød svaret, at de havde lavet en undersøgelse, og det viste sig, at hun blev for ’unlikeable’. Den gode pointe er her, at ‘Californication’ – som handler om en mand, der har ondt indeni og derfor knalder unge piger – kørte i sin storhedstid på det tidspunkt.”

Apropos ungdom; mærker du nogensinde til filmbranchens fokus på ungdommenlighed?

“Ja da. Det fylder på dén måde, at jeg tit kan blive castet som en 50-årig, selvom jeg er 41 i virkeligheden. Da jeg var 30, blev jeg castet som en, der var 40. Det er bare sådan en tendens, der er. Vi har et kæmpe ansvar i min branche for at holde op med det, simpelthen.”

“En anden ting, som jeg har opdaget, er, at det ’ikke at vide’ er umoderne. Man skal vide og have en mening, og så skal det akkompagneres af et billede, hvor man ligner en milliard på den der hovsa-agtige måde. Det kan være er en superfed energi, men den skal helst parres med den sårbarhed og usikkerhed, vi alle har i os. Ellers bliver vi bare sådan en hel generation af stærke kvinder, der ikke mærker noget som helst, fordi ‘vi er bare færdige med det pis dér’. Lad mig endelig være den første til at sige, at jeg ikke ved, hvad jeg laver halvdelen af tiden. Grundlæggende er der jo ikke rigtig nogen af os, som har styr på det. Hvad fanden skulle vi have styr på? Det er også lidt vildt at tænke sig, at vi skulle have styr på det her helt vanvittige liv, som er så uforudsigeligt. “

‘Gangs of London’ streamer nu og kan ses på C More.

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️