Cool dj. Ejer af egen radiokanal. Tidligere ‘Unga Bunga’-vært. Hun må sgu have god musiksmag, tænker du måske? Ja, det havde jeg vist også engang, men nu er mit brand totalt spoleret.
I forhold til at min hverdag ikke længere tillader timers online musiksøgen, så mener jeg faktisk, at jeg er ok med. Jeg holder mig godt opdateret – både privat og i forhold til mit fredags-radioprogram, ‘Blandede Bånd’, hvor vi spiller en del ny musik. Men hvor selvbilledet kan pyntes eller arbejdes på, så lyver data og algoritmer aldrig.
I dag sender Spotify deres ‘Your 2018 Wrapped’ ud til deres kunder. Det er en oversigt over dit år med musik på streamingtjenesten. Og sikken et slag i ansigtet!
Mit år med musik kan opsummeres i en sætning: Mine børn har ødelagt min musiksmag!
Når jeg præsenteres for mit år i musik, er det første, der dukker op nemlig ‘Bamses Billedbog’. Værre er det, at på top fem optræder ‘Ikke Mere Mælk’ – Youtube-hittet fra Mika og Tobias. Kun en enkelt placering på top fem kan jeg kendes ved, nemlig dansk-canadiske, Rhye.
Video: Le Gammeltofts ‘Your 2018 Wrapped’
Det er vigtigt for mig, at mine børn hører musik, og jeg går ofte på kompromis med min egen smag for deres skyld. Inden de begyndte at høre musik bevidst, tænkte jeg, at det skulle være løgn med alt det der børnemusik, MGP og Youtube-bras. Mine børn skulle høre ”rigtig musik” fra starten. De skulle præsenteres for et bagkatalog af godter og samtidig lytte til alt det nye, sammen med mig.
Men her seks år inde i mit forældreskab må jeg sande, at børnemusik altså kan noget andet. De enkle rytmer og tekster vinder hurtigt genklang, og børnene skaber sociale relationer på tværs gennem musikken, som de lytter til i skolen og på fritten.
Jeg har lyttet til musik på Spotify i over 31.000 minutter i 2018. So far. Jeg har ingen anelse om, om det er meget eller lidt. Det er jo hovedsageligt derhjemme. Når vi er ude at køre, sætter vi radioen på – og her ligger den store sejr for mig. For det kan godt være, at mit ældste barn elsker børnehits, Ramasjang-sange og Youtube-hits.
Men når radioen en sjælden gang imellem rammer de store musikkanaler, så siger hun: ”Mor, det der er ikke Heartbeats. Jeg kan meget bedre lide den musik, I spiller”.
Ta’ den, Bamse & Co!