Spørgsmålet trængte sig på, da jeg forleden læste en følelsesladet nyhedshistorie i Politiken om, hvor strengt det er, at unge i 20’erne ikke bare kan købe sig en fed ejerlejlighed i København. Timingen er sær, da boligpriserne falder for første gang længe, men journalistens intension var altså, at ’Unge menneskers drømme om ejerbolig i byen er sendt til tælling’, som overskriften lød. Men det blev meget værre med de ordflommende violiner:
”På boligmarkedets togperron står en generation af unge storbyborgere. De er i slutningen af 20’erne og starten af 30’erne, og de nåede ikke toget. De stirrer på skinnerne, hvor det dampende lokomotiv holdt for lidt siden”.
Her tager journalisten så virkelig poesipennen frem:
”Nu kan togets vogne kun akkurat skimtes i horisonten. I dets kupeer sidder de unges forældre og nogle enkelte venner og veninder. På hattehylderne ligger tykke kufferter pakket med friværdi. Toget kører mod sommerhuse, nye køkkener og altaner. Tilbage på perronen stiller de unge deres bagage fra sig. Deres kufferter er fulde af høje renter, inflation og knækkede boligdrømme. De må tage næste tog. Hvis de altså får råd til billetten”.
Jeg er klar over, at på nuværende tidspunkt bløder læserens øjne nok, men dette var altså en indledning til en artikel, hvor en journalist derefter interviewer en 28-årig kvinde om, hvor forfærdeligt det er at bo til leje, og at hun bare vildt gerne vil have sin egen ejerlejlighed, men ikke har råd. The horror!
Tænk, at vi bor i et land, hvor en 28-årig Wolt-ansat ikke har råd til fast ejendom i landets dyreste by! Her ville jeg gerne have smidt et link til mesterværket ind, men Politiken har desværre slettet lidelseshistorien, også i artikelarkivet Infomedia. Hvorfor kan man kun gisne om.
Bolighistorieløshed
Grunden til, at jeg skriver om møgartiklen (omvendt Cavling hos Jonatan Spang nu!) er, at den er et billede på en tendens i tiden og medierne. Nemlig den, at unge af en eller anden grund tror, at de har ret til en ejerlejlighed, en baby, et sommerhus og et fedt køkken, inden de bliver 30. Og hvis de ikke får det, er det uretfærdigt. Og at medierne sådan set bakker dem op i det.
Men det er jo direkte idioti og desuden historieløst. Det har altid været svært at få råd til egen bolig, og derfor noget man arbejdede for og sparede op til i årevis, tit årtier. Et eksempel: For bare to generationer siden boede mine bedsteforældre i en 2-værelses lejelejlighed i Vanløse med et barn, og da de så var i 50’erne, havde de sparet nok op til at købe en fritidsgrund i Nordsjælland. Da de havde ejet den nogle år, fik de råd til at bygge et lille selvbyggerhus i gasbeton på den. Og de følte sig heldige.
I 1980’erne var det normalt at betale 20 procent i rente på et boliglån. Man boede som københavner indtil byfornyelsen i 1990’erne ganske ofte med toilet på opgangen eller bad i gården. Man flyttede rundt og følte sig heldig den dag, man fik en lejlighed med ubegrænset lejetid. Jeg selv ”kom ind på boligmarkedet” som 39-årig, meget knebent i øvrigt. Så nu spørger jeg bare, hvem er det, der har lovet, at alle får de her ting stillet til rådighed som en del af samfundskontrakten allerede som helt ung?
For nu at blive i togmetaforerne så foreligger der ikke en køreplan for et værdigt menneskeliv i Danmark, der indebærer at blive millionær på mursten. Det er i øvrigt noget lort at eje sin bolig p.t., men det er så en anden debat. Hvis den unge Wolt-ansatte i artiklen mener, at det er dyrt at betale 9.500 kroner i husleje, hvad tror hun egentlig så, at det koster at eje sin egen bolig?
Vilde forventninger
Her vil jeg gerne minde om ‘livet er jo langt’-argumentet. Og egentlig er det lidt sørgeligt at bruge sin ungdom på at stræbe efter ting, som for de fleste først er økonomisk muligt i 40’erne eller 50’erne. Hvorfor ikke bruge sin ungdom på at ville ændre samfundet, redde verden, elske en masse, brænde nogle broer, træffe en masse dårlige valg og tilrane sig erfaringer, viden og oplevelser?
Da jeg var ung, talte vi aldrig om fast ejendom. Jeg er med på, at det er de seneste mange års friværdifest og ubeskattede boligsalg, der har ødelagt forventningerne hos dem, der er unge i dag. Et boligmarked ude af kontrol, hvor staten har medfinansieret velhavende forældres forbrugs- og flyttefest og dermed også deres børn med de lukrative forældrekøb. Især København er ved at blive velhaverne, de unges og tilflytternes by, hvilket er noget møg, når nu hovedstaden lever bedst med diversitet og virvar.
Der er mange mennesker, som det er synd for i dagens Danmark, de psykisk besværede på ventelister, de gamle der ikke får nok pleje eller de stressede skolebørn. Men unge med storhedsvanvid på boligfronten sidder altså ikke forrest i nåhr-kupeen.
Update: Den omtalte Politiken-artikel er siden blevet genudgivet og kan læses HER
