”Du får firkantede øjne af at se så meget på en skærm,” sagde mine forældre, når de syntes, jeg havde set for meget tv eller spillet for meget Pacman, Tetris eller min lillesøsters Gameboy. Selv kunne jeg ikke se problemet.
Jeg er sikker på, at mine forældre selv fik at vide, at de læste for få bøger og hørte for meget radio og rockmusik, da de var børn. Og i dag er det meget udskældt at være på skærm som barn og ung. Skærm er farligt for hjernen og i øvrigt bad taste, og skulle de børn ikke hellere spille fodbold eller klatre i træer?
Børns skærmforbrug er en betændt debat, og der går nærmest ikke en dag uden dundertale og røde lamper, der blinker hos eksperter, forældre, politikere og undervisere. Måske vil vi en dag se det som et kæmpestort socialt eksperiment (og ikke et vellykket et), at vi lod vores børn være så meget på skærme, lyder det ofte. Gaming er vanedannende som rygeheroin, og de mange børn med diagnoser handler nok om iPads og skærmtid, lyder det ofte i medierne.
Som forælder går man rundt med mavepine og prøver at navigere i, at børnene elsker at stene YouTube, scrolle Tik-Tok eller game med vennerne, samtidig med at vi konstant prøver at begrænse, hvor meget de må være online fordi noget. Noget med at det er dårligt med skærm. Det kan man læse overalt, når man selv scroller rundt på sin voksen-telefon.
Hjemme hos mig er skærm den største kilde til konflikt mellem mig og min 13-årige søn. Han er en af de rigtig skærmglade gamerdrenge. Sociale medier er han ikke på (endnu), men han har efter Corona haft svært ved at finde ind i de fysiske fællesskaber igen, og der har gaming og gruppesamtaler på Discord med vennerne været hans store redning. Han griner og joker og snakker i et væk, når han er online med vennerne. Og er tavs som en østers, genert og akavet, når han er sammen med jævnaldrende fysisk.
Da Børns Vilkår spurgte, om jeg ville være med til at lave en ikkedømmende, men nysgerrig podcast om børns digitale liv og online-venskaber, var jeg derfor ikke i tvivl om, at jeg skulle sige ja og lære noget nyt. For jeg gider ikke skændes mere med mit barn om skærmtid. Jeg vil hellere prøve at forstå hans verden, og hvad der er så dragende ved skærmen. Jeg har trods alt selv altid været ret digitalt begejstret og spillede ikke så lidt arkadespil i Professor Olsens Spilleland og computerspil som ung. Og min skærmtid i dag er heller ikke ligefrem til den lave side, hvis jeg tæller computer, telefon og tv sammen.
I påskeferien inviterede jeg min søn med på udstillingen af arkademaskiner i kælderen under det nye Museum Enigma og huskede pludselig, hvor helt vildt sjovt det er at spille. Jeg stod en hel time og prøvede at løbe fra Donkey Kong og hoppede på skyer med WonderBoy. Jeg huskede, hvor sjovt det er at stå med en ven og være så hooked, at man bare må finde pengene til et spil mere. Bagefter ramte tanken mig, at det måske ikke er så farligt, at min dreng spiller Apex Legends’ skyde-fantasy-spil med sine fem klassekammerater efter skole eller bygger en ny verden i Minecraft.
Alt med måde naturligvis. Men jeg gad altså heller selv ikke klatre i træer.
Du kan lytte til podcasten ‘Skærmbarn’s førsteafsnit her:
