Normalt kører Anna Emma Haudal ikke på løbehjul. Det er bare i dag, hun kommer susende. Den 31-årige instruktør og skaber af DR3-serien ’Doggystyle’ har nemlig jetlag, fordi hun lige har været i Seattle for at lave en master class om sit arbejde med serien. Og så havde hun svært ved finde vej til vores aftale, hvilket nu har kostet hende 24 kr. til et firma, der hedder Lime.
”Det burde være gratis, synes jeg. Ligesom alt offentlig transport også skulle være gratis”, siger hun, mens vi sluser os indenfor for at snakke på en café, hvor Rosemarie Mosbæk, der spiller Asta, møder os lidt senere.
For Anna Emma Haudal er der mange ting her i verden, der burde være anderledes, forstår man. Fjernsyn, folks fordomme og forventninger f. eks. Måske er det derfor, hun befinder sig så godt i rollen som dukkefører på et filmset. Et sted, hvor hun har total kontrol. Eller så godt som kontrol, for ’Doggystyle’ er et regulært low budget-projekt, som ret konsekvent hænger med det, man formelt kalder den nederste del af ryggen i vandskorpen, med hensyn til tid og økonomi.
Derfor har englene været så vigtige. Dem vender vi tilbage til.
Første sæson blev skudt på 25 dage. Denne gang havde Anna Emma Haudal og resten af filmholdet lidt mere tid til at få serien i kassen. 30 dage. Og ofte kun ét take per kameraindstilling.
”Det har været hårdt at lave anden sæson. Og meget angstprovokerende. Men faktisk vidste jeg godt, hvad der skulle ske, og jeg kendte min mission. Jeg vidste, jeg ville skubbe mere til dramaet og præcisere udtrykket stilistisk,” siger Anne Emma Haudal, da vi har sat os med et par Fritz Colaer.
”Jeg synes, det ville have været fuldstændig håbløst, hvis DR3 ikke havde bestilt en sæson til. Det er jo fire års arbejde at lave sæson et og ét års arbejde at lave sæson to.”
Denne gang har idéen været at ”presse den lidt hårdere”. At bringe den notoriske surmuler Asta, der mod sin vilje havnede i hjembyen Odsherred i første sæson, en anelse mere ud af kurs på hendes dannelsesrejse.
”Jeg synes, vi har en tendens til, at alting skal være så pænt, og karaktererne bliver meget flade i skandinavisk tv. Det skal være så utroligt virkelighedsnært det hele. Men når jeg ser på verden, ser jeg ikke sådan nogle helt flade mennesker, som opfører sig pænt.”
Det idylliske pølleliv
Mange af seerne er tilsyneladende enige med instruktøren. I hvert fald var første sæson af ’Doggystyle’ ret beset en seersucces, skuespillerne modtog hæder og ære, serien vandt i år en Robert for årets bedste korte tv-serie, og Anna Emma Haudal selv modtog Soundvenues talentpris sidste år.
I anden sæson af ’Doggystyle’ stikker spaden lidt dybere i dramaet. Der tages nogle prekære emner op som vold i parforholdet og menstruationssmerter med dertilhørende blodfadæser. Den slags, som er en del af livet for en del på tværs af generationer, men nok hører til i den kategori af ting, man holder for sig selv.
Samtidig er dramaet omkring Astas identitetssøgen hyggeligt pakket ind i montager af provinsiel pølsespisning, solskin og lyse sommeraftner, hvor der drikkes øl med vennerne med en fornemmelse af, at i morgen ikke findes. Astas selvproklamerede ’pølleliv’ i Odsherred er næsten helt idyllisk.
”Selvfølgelig er det idyllisk, for der er idyllisk på landet. Jeg portrætterer mit univers sådan, som det er. Jeg har ikke forsøgt at gøre det mere idyllisk, end det er. Alle locations er virkelige, og vi har ikke gradet det for at gøre det lækkert,” siger hun.
Og hun ved, hvad hun snakker om. Hun voksede selv op på landet tæt på Odsherred, men flygtede efter gymnasiet fra det, hun dengang så som ”et røvsygt hul” uden nogen plan om at vende tilbage. Nu bor hun der igen, og hun køber ikke ind på fordommen om, at tiden står stille derude. At der ikke sker en skid i provinsen.
”Jeg synes overhovedet ikke, tiden står stille i provinsen. Men der er en mindre påvirkning fra tendenser. Faktisk ligner folk hinanden mere i byen end på landet,” siger hun.
”Det er interessant, fordi vi har en idé om, at byen er så mangfoldig, men i virkeligheden smitter vi hinanden meget mere i byen, ikke bare med bakterier, men også med tøjstil, talesprog og den kultur, vi går ud og oplever. Ude i udkanten går man bare sin egen vej”.
Jeg bliver rigtig ked af det, når anmelderne kigger på serien som et portræt af ungdommen nu til dags
– Anna Emma Haudal
Rosemarie Mosbæk ankommer. En smule forpustet efter en cykeltur og en gennemspilning af Shakespeares ’Othello’ på Akademiet for Musik, Dans og Teater, hvor hun lige nu studerer, slår hun sig ned. Vi forklarer, at vi er i gang med at tale om skildringen af provinsen i serien.
For Asta føles det som at blive slået hjem i Ludo at være tilbage i Odsherred. Hvordan ser du selv på provinsen?
”Jeg har ikke så mange fordomme om provinsen, selvom jeg er vokset op i byen. Jeg har en del familie i Himmerland og Nordjylland, så jeg har været der mange gange. Men i byen er der nok flere distraktioner, og det kan virke som om, at der sker mange flere ting her, men jeg tror faktisk, at grundtempoet er det samme begge steder. Jeg føler bare, at der er et andet filter på livet i provinsen,” siger hun.
Du er selv ved at etablere dig som skuespiller. Hvordan ville du have reageret i Astas situation?
“Jeg har ikke selv prøvet noget i den grad, men jeg kan helt klart genkende det, Asta oplever. Jeg havde selv et meget stort løsrivelsesbehov og lyst til at gøre noget selv, da jeg flyttede hjemmefra for nogle år siden. Så jeg ville sikkert også have været frustreret over at blive sat tilbage,” siger hun.
Ikke noget generationsportræt
Da ’Doggystyle’ sendte første sæson sidste vinter, var meningerne om Asta som karakter delte. Nogle anmeldere mente, hun var en kliché, andre at hun var et godt billede på en dansk ungdomsgeneration, som er magelig og møgforkælet.
Men for Anna Emma Haudal har det aldrig været meningen med serien at male noget generationsportræt.
”Jeg bliver rigtig ked af det, når anmelderne kigger på serien som et portræt af ungdommen nu til dags. Det er bare et eksempel på noget derude, men mine karakterer repræsenterer ikke en hel ungdomskultur eller hele udkanten – det er sådan, de er i dét her miljø, og det ligner noget, jeg og mange andre kan kende. Men det er ikke meningen, at hele verden skal kunne identificere sig med dem,” forklarer hun.
Mange har nok kunnet genkende Asta som billede på en magelig generation…
”Det synes jeg er vildt tarveligt at sige om en hel generation, og jeg synes det er fordomsfuldt og generaliserende. Der er ikke noget af det, jeg portrætterer i den her serie, der handler om unge mennesker i dag – det er et fiktivt univers med fiktive karakterer, som handler efter nogle mønstre og tendenser, som jeg kan se eksisterer i verden.”
Rosemarie Mosbæk vil heller ikke slås i hartkorn med mageligheden, hverken på sine egne eller Astas vegne.
”Jeg synes ikke, at hele den generation, som Asta er den del af, er magelig. Det er jo min egen generation, og det er ikke det, jeg ser. Der findes altid magelige mennesker i enhver generation, men det er ikke det, der gør serien ægte eller vækker genkendelse. Det handler om karakterne og hvordan de taler og agerer, tror jeg.”
Jeg har jo en tese om, at vi aldrig bliver gode nok
– Anna Emma Haudal
Unge mennesker vil til enhver tid blot være produkter af den verden, de er vokset op i, mener Anna Emma Haudal. Og lige nu er det en verden, der befinder sig i den økonomiske superliga, hvilket har været med til at plante et værdisæt baseret på meritter og materielle goder. Asta er et simpelt symptom på den tendens.
”Det er jo også derfor, Asta vil være skuespiller. Ikke af kærlighed til faget, men for titlens skyld, fordi det lyder sejt,” siger Anna Emma Haudal.
Sådan burde det bare ikke være.
”Vi er kommet til at fortælle alle i de kommende generationer, at livet handler om at blive til noget. At have en fed bil, at have en fed lejlighed og indrette den med de rigtige møbler. At have den rigtige telefon og tage fede billeder. Men det er alt sammen ting, som er overfladiske. Alt er billeder, som er tomme. Jeg ville ønske, det handlede om, hvordan du kører bilen, i stedet for hvilken bil, du kører i,” siger hun.
Rosemarie, er du skuespiller, fordi du gerne vil blive til noget?
“Åh ha, nej, det er bare fordi, jeg ikke kan komme på, hvad jeg ellers skulle være. Men nogle gange ville jeg måske også ønske, at der var noget andet – noget mere sikkert eller nemmere.”
Der er så dejligt bag masken
Man kan mærke, at Anna Emma Haudal har talt sig varm. Måske er det fordi, vi er ved at nå frem til en del af kernen i ’Doggystyle’, nemlig perfekthedskulturen og idéen om det ufejlbarlige liv. Noget, hun mener er et regulært luftkastel.
”Jeg har jo en tese om, at vi aldrig bliver gode nok. Og derfor handler det om, at vi skal lære, at vi ikke er gode nok, men elske og respektere os selv alligevel. Du må gerne lave fejl, livet er én stor fejl, mennesket er én stor fejl. Vi ødelægger alting. Og det er det, jeg gerne vil vise med ’Doggystyle’ og Asta som karakter,” siger hun.
”Derfor er det også meget overlagt, at der er så mange maskefald for Asta i den her historie. For det er det, hun skal lære – at der er rigtig dejligt bag masken.”
Et af de helt store maskefald i serien finder sted i afsnit to, da Asta finder sin indre urkvinde frem sammen med moren til Bjarkes barn, den überspirituelle Maja, der overtaler hende til at drikke ’lidenskabelig’ kakao og danse uhæmmet rundt i skoven med udtværet menstruationsblod i panden, fordi, ja, ’din yoni er din gral’, som Maja siger.
Der er noget ironisk over dén sætning. Skal man tage den alvorligt?
”Jeg tager den meget alvorligt,” siger Anna Emma Haudal.
”Det gør jeg også,” siger Rosemarie Mosbæk, “men det er jo sjovt i den situation, fordi den også bliver kontrasten til Astas grundstemning og mangel på overgivelse. Vi havde det også sjovt, da vi lavede den”.
Praktiserer du nogensinde selv din kvindelige råstyrke?
“Nej, ikke på den der meget udtalte måde, som Maja gør, men jeg synes, at det er vigtigt. Men jeg synes også, det er vigtigt, at man kan praktisere den styrke på mange måder. Jeg tror ikke på, at vi skal være helt ens, uanset om du er mand, kvinde eller hvilket køn man identificerer sig med. Ligestilling kan godt finde sted, selvom vi omfavner vores forskelligheder,” siger Rosemarie Mosbæk.
LÆS OGSÅ:
For Anna Emma Haudal tjente den konkrete blodscene desuden et helt konkret formål i forhold til at lave et afsnit om søstersolidaritet og kvindelig råstyrke, hvor nogen kunne sige højt, at man som kvinde ikke skal lægge bånd på sig selv.
”Det var vigtigt for mig at vise, at du ikke er gak eller sindssyg bare fordi, du har følelser. Men det er tit sådan, jeg har oplevet verden. Hvis man viser sine følelser, er der noget galt med en. Og det er jo så grundlæggende forkert,” siger hun. Eller det vil sige, det sidste råber hun faktisk.
”Men man skal ikke være bange for at være for meget, eller at tale for højt som kvinde. For vi behøver ikke at være for alle, eller at blive liket af alle mennesker. Der er stadig nogen, der nok skal kunne lide dig.”
Englene
Har man set ’Doggystyle’, har man måske bidt mærke i en lidt sær ting, når rulleteksterne kører over skærmen efter hvert afsnit. ’Tak til alle engle og statister’ står der. Alle ved, hvad statister er. Nogle ved, hvad engle er, men det helt reelle spørgsmål er nok alligevel, hvad hulen de egentlig laver i den her sammenhæng.
Anna Emma Haudal trækker på det.
”Jeg taler meget med engle,” siger hun så, ”men også med nisser og overnaturlige væsner i det hele taget. Og det gør jeg med meget stor selvironi, trods alt. Jeg siger det altid til folk, jeg arbejder med, så de ikke indlægger mig…”
Hvorfor skal de takkes?
”Jeg har haft brug for hjælp fra alle de steder, jeg har kunnet få det for at nå i mål med ’Doggystyle’. Derfor har vi fået meget hjælp fra det guddommelige. Og det endte med at være en on going ting, at vi skulle spørge englene til råds og få dem til at holde regnskyer væk, mens vi optog. Men ting havde det også med at løse sig,” siger Anna Emma Haudal.
Hun ved, at det er en kontroversiel udmelding at komme med i den lille danske andedam, og det var lige på grænsen til, at vi måtte inddrage det her i interviewet. Men den gik.
”Danmark er jo så røvkedeligt, hvad sådan noget angår. Det er jo mere normalt at spise lort end at tro på Gud i Danmark.”
Spise lort?
”Ja, vi taler jo ikke om det guddommelige. Man er jo en idiot, hvis man har en religion her. Der bliver virkelig set ned på folk, der tror på mere end mennesket, som står lige foran dig. Vi forbinder det med en utroværdighed. Derfor lufter jeg ikke lige den for alle hele tiden.”
Det gør hun så nu. Men Anna Emma Haudal har også en hel dramaserie til at bakke sig op. Vi kan ikke vide, hvordan ’Doggystyle’ havde set ud uden Guds energi, men det er præcis, hvad det er tale om for hende. Energier.
”Jeg ser jo bare gud og det guddommelige som en ren og kærlig energi, som går igennem alting Og det er en energi, som jeg gerne vil have ind i på mit set og i min historie…”
”Det er min signatur.”