I WWF’s seneste udgave af Living Planet Report har organisationen for første gang udregnet, hvad naturen er værd i rede penge. Med udregningen forsøger de at vise, hvad vi vil miste, hvis vi ikke redder jorden og ændrer vores miljø-uansvarlige adfærd. Selvom formålet er godt, udstikker WWF en farlig kurs. For ved at sætte lighedstegn mellem værdi og penge har de taget et farligt skridt imod afgrunden.
En af de ting der altid har gjort humanister, venstreorienterede og miljøforkæmpere til nemme mål for den såkaldte ‘økonomisme’, er deres insisteren på, at der findes værdier, der ikke kan måles og vejes. I politik har vi set, hvordan besparelser ikke længere er et middel, men et mål. Velfærd er ikke længere en værdi i sig selv, det er en værdi, hvis det kan betale sig: Skaber uddannelse færre udgifter til kontanthjælp? Er sportsforeninger en god investering i sygdomsbekæmpelse? Vi har over de seneste årtier set, hvordan flere og flere venstreorienterede partier giver efter og begynder at opgøre humanisme i kroner og ører. Og nu er tiden så kommet til naturen.
Økonomisk værdi er et spørgsmål om udveksling. Det er svært at udveksle to kilo æbler for hjælp til at bygge et hus, og det er der penge kommer ind i billedet. Penge gør det muligt at bestemme værdien af de to ting, man gerne vil udveksle og gøre dem lig hinanden.
Naturen har historisk set haft en iboende værdi, der gjorde den uvurderlig. Når noget er uvurderligt, kan det ikke udveksles for noget andet. Men nu er naturen pludselig en del af regnskabet, og kan dermed, teoretisk set, købes og sælges.
I praksis betyder det måske ikke så meget, men konsekvenserne er uoverskuelige: Hvad hvis nogen beslutter, at der er en større økonomisk værdi i ikke at tage hensyn til naturen? Skal vi så lade være med at forsøge at skabe et bæredygtigt samfund?
Det er naturligvis et absurd spørgsmål, idet de livsvilkår naturen skaber er en forudsætning for liv på jorden. Men absurditeten afslører den arrogance, der præger diskussionen om en bæredygtig fremtid. Det skal kunne betale sig at skabe forandring, fordi ellers… ja ellers hvad? Når politiske kræfter og erhvervsorganisationer forsøger at forhandle med klimaet ved at tilbyde et antal elbiler eller en pose penge som bod, er det et tegn på, at vi endnu ikke vil indse alvoren. Og at vi der kæmper for en bæredygtig fremtid, forsøger os med samme metoder er ikke løsningen.
Pointen her er ikke at kritisere WWF’s arbejde med at skabe opmærksomhed omkring de store klima- og miljøproblemer, som vi står i. Vi har brug for alle de kræfter, vi kan samle for at skabe den nødvendige forandring. Men vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at acceptere økonomisk værdi, som målestok for alt. Hvis vi accepterer, at selve grundlaget for vores eksistens kan opvejes mod et beløb, så længe det er stort nok, giver vi køb – ikke bare på naturen, men på os selv som mennesker. Naturen er og vil altid være uvurderlig.
