Som barn af to journalister diskuterede vi tit Tamil-sagen og Kartoffelkuren henover middagsbordet, men vi talte aldrig nogensinde om vellykkede byrum eller bygninger. Mine forældre var optaget af samfundsstrukturen – ikke af de konkrete strukturer i samfundet. Så da jeg startede på arkitektskolen i sin tid, var det fuldstændig uden forudsætninger.
Men der gik ikke længe på Kunstakademiets Kongelige Arkitektskole, før jeg fik øjnene op for den skjønne kunstart, som handler om at skabe rammerne for det gode liv. Hverken mere eller mindre. En næsten guddommelig opgave.
Pludselig fik jeg et sprog og et helt nyt sæt øjne, der gjorde mig i stand til at værdsætte Arne Jacobsen, Utzon, Mies Van Der Rohe og alle de andre mastodonter i historien. Jeg udviklede også en kritisk sans for, hvornår et byrum eller en bygning ikke fungerer. Et øje for den manglende omhu for en enkelt detalje, som kan få hele værket til at fejle.
Føltes som en forbandelse
Denne kritiske sans har jeg båret rundt på lige siden. Og det har indimellem føltes som en forbandelse. For i takt med, at der er blevet bygget som aldrig før i København og resten af landet, så er der også skudt byggerier op, som i dén grad ikke skaber det gode liv. Det har gjort mig henholdsvis rasende, frustreret og jævnt hen nedtrykt. Især fordi jeg ikke har kunnet mobilisere den mindste modstand nogen steder fra.
Arkitekterne tør ikke råbe op af frygt for at miste den næste kunde. Politikerne prioriterer vækst, som deres største mærkesag, og almindelige borgere har andet at tænke på. Troede jeg. Indtil jeg fik lov at lave fire små programmer for DR af en halv times varighed ved navn ’Er der en arkitekt til stede?’.
I programmerne besøger jeg fire forskellige steder i Danmark, hvor der er dukket et fejlslagent byggeri op. Jeg er meget påpasselig med at sige “fejlslagen” og ikke “grim” eller “forfærdelig”. For jeg er ikke ude i at være smagsdommer. Det er ikke et spørgsmål, om jeg personligt synes, noget er pænt eller grimt. Jeg er ude på at finde ud af, hvorfor der bliver opført bygninger, som ikke lever op til lokalplanen. Som slet ikke giver tilbage til sine omgivelser.
I København kigger jeg på Cabinn hotellet på Kalvebod Brygge, som er opført helt uden brug af en arkitekt med svært byggetekniske og æstetiske problemer til følge. I Aarhus gælder det Navitas – en kæmpe bygning i havnen, som skulle have genereret en masse liv i området, men som mestendels består af en fuldstændig lukket betonfacade.
Strømmet ind med mails
I Horsens er der blevet opført en masse almene boliger uden adgang til grønne fællesarealer, omgivet af p-pladser og boxbutikker. Og i Asserbo er en stor del af den fredede plantage blevet ryddet midt i et fredsommeligt sommerhusområde for at skabe plads til enorme udlejningssommerhuse på næsten 400 kvadrameter med indendørspool og basketbane i kunstgræs.
Danmark er fyldt med grupper og foreninger af dedikerede ildsjæle som kæmper med næb og kløer for at forhindre de spekulative byggerier i at ødelægge deres område. Men det er desværre tit en ulige kamp
Siden første program fik premiere på DR i slutningen af september, er det strømmet ind med mails fra folk, som også har et problem i deres kommune, de gerne vil have, at jeg kommer forbi og kigger på. Det viser sig, at der er en kæmpe frustration derude. Danmark er fyldt med grupper og foreninger af dedikerede ildsjæle, som kæmper med næb og kløer for at forhindre de spekulative byggerier i at ødelægge deres område. Men det er desværre tit en ulige kamp.
Derfor er der i dén grad behov for at kaste lys på den manglende kvalitet i byggeriet – især nu hvor regeringen vil til at opføre 22.000 nye almene boliger i hovedstaden. Der bliver talt meget om at det skal være muligt for politimanden eller sygeplejersken at bo i byen. Men der bliver ikke talt særligt meget om, hvordan de skal bo i byen.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
