Ved det seneste tyske valg genopstillede Angela Merkel ikke. Efter små 16 år som forbundskansler var hun i en alder af 67 år klar til at nyde sit otium. Det lyder måske meget normalt hendes alder taget i betragtning, men sandheden er, at Merkel i en politisk kontekst stadig er en vårhare.
Tager vi over Atlanten, bliver det særlig tydeligt. De fleste ved, at Joe Biden med sine 78 år er den ældste præsident, USA nogensinde har haft. Men det stopper ikke ved Biden, da en række ledende republikanske og demokratiske politikere er godt oppe i årene. Donald Trump er 75 år, republikanernes leder i Senatet Mitch McConnell er 79, formanden for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi er 81, mens venstrefløjsdarlingen Bernie Sanders er 80.
Faktisk er gennemsnitsalderen i Senatet på sit højeste nogensinde. 23 af senatorerne er over 70, mens kun én er under 40. Det vidner om en kæmpe ubalance.
De to ældste senatorer Dianne Feinstein og Chuck Grassley er begge 88. De planlægger begge at genopstille i hhv. 2024 og 2022. Skulle det lykkes dem, vil Feinstein være 97 og Grassley 95, når deres valgperioder slutter, hvilket er betragteligt over den gennemsnitlige levealder i USA.
Det tyder på, at selvom amerikanerne er et splittet folkefærd, er de i hvert fald enige om, at deres politikere helst skal være gamle.
Ikke kun i Vesten alderen trykker
Men et er amerikanerne. Det er ikke kun i Vesten, at vores politikere er blevet gamle.
For nylig var Mette Frederiksen i Indien, hvor hun mødtes med premierminister Narendra Modi. Modi er 71. Han vil være 73 ved Indiens næste valg på trods af, at Indien er et af de lande i verden med den yngste befolkningssammensætning. Gennemsnitsalderen er på 29 år.
Kinas generalsekretær Xi Jinping er 68, mens Ruslands præsident Vladimir Putin er 69 år. Ingen af de to har planer om at trække sig tilbage foreløbigt og har begge fået gennemført lovgivning, der sikrer, at de kan bestride deres poster mange år endnu.
LÆS OGSÅ:
Men hvad så med Danmark? Her går vi faktisk i den modsatte retning. Da Mette Frederiksen dannede sin regering, var en af overskrifterne, at det var en af de yngste regeringer nogensinde med en gennemsnitsalder på 42.
Det er dog ikke det samme som, at vi ikke også har udfordringer herhjemme. Særligt når det kommer til det kommunalpolitiske. Ved sidste kommunalvalg blev der i 24 kommuner ikke valgt en eneste ind under 30. Det er værd at skrive bag øret, nu hvor kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt.
Forstå mig ret, jeg er modstander af aldersfacisme. Min pointe er ikke, at man bare skal stemme på en ung kandidat, fordi vedkommende er ung. Det er selvfølgelig heller ikke diskvalificerende at have livserfaring. Det er kun godt, når vi også kan trække på vores ældre medborgeres kræfter og erfaringer.
Personligt vil jeg også altid stemme på en ældre frem for yngre kandidat, hvis jeg var mest enig med den ældre. Det er politikken, der er det afgørende.
Andre skal leve med konsekvenserne
Der er bare et men. Tag eksempelvis Big Tech området, hvor politikere gennem længere tid har talt varmt for at øge reguleringen af tech-giganter som Facebook. Her har forskellige senatorer ved flere lejligheder vist, at de mangler grundlæggende viden om området. Det gør det alt andet lige ikke lettere at regulere og bliver hurtigt ufrivilligt komisk. Man får lidt fornemmelsen af, at tiden er løbet fra dem, og det er da bekymrende deres indflydelse taget i betragtning. Visdom er jo ikke det eneste, der kommer med alder.
Så er der selvfølgelig også klimaspørgsmålet, hvor man ofte har set, at det særligt var de yngre generationer, der bekymrede sig og klimastrejkede, mens boomerne rystede på hovedet og talte om klimatosser.
Var jeg en senator på nogle og 88, ville jeg måske heller ikke synes, klimaforandringerne var ligeså skræmmende som en, der stod til at leve et helt liv med konsekvenserne af dem. I den situation ville man være blandt dem, der var mindst påvirket af ens egen manglende politiske handlinger.
Det indtryk får man i hvert fald hurtigt, når man ser senator Dianne Feinstein i sammenstød med unge klimaaktivister:
Det er selvfølgelig ikke fordi, at de ældre generationer ikke må sidde med ved bordet. Deres stemme skal også høres. Jeg er også helt med på, at aldringsprocessen kan variere ganske betragteligt fra person til person. Hvor en 78-årig kan kæmpe med helbredet og hukommelsen, kan en anden være præsident for De Forenede Stater. Det er meget individuelt, og det er man nødt til at forholde sig til.
Sandheden er bare, at det også er vigtigt at andre aldersgrupper bliver repræsenteret. Særligt dem, der kommer til at leve med de mere langsigtede konsekvenserne af de beslutninger, der bliver truffet. Det er nemlig vigtigt, at politikerne selv afspejler det samfund, de er sat i spidsen for.
For politik er for alle.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
