Kvinder i små, stramme, nedringede kjoler med knaldrød læbestift, der alle prøver at være lokkeduer for de to ungkarle, som til sidst skal udvælge deres eneste ene ved at give dem en rød rose.
Programmet får ikke ligefrem ligestillingsaktivister til at juble.
Det amerikanske tv-program ’Bachelor’ fik sidste år premiere i Danmark, og i tirsdags startede sæson to af programmet. I en tid hvor, hvor mange mænd og kvinder er fælles om at kæmpe for ligestillingen, og hvor hele metoo- debatten buldrer.
Jeg bliver næsten pinlig berørt over at se det, fordi det er så gammeldags og patriarkalsk.
Måske fordi konceptet vitterligt er over 20 år gammelt. Det virker virkelig forældet, men det har igennem årene været populært og bredt sig verden over som for eksempel til England, Sverige, Ukraine og Frankrig.
Programmet kom først til Danmark sidste år og er siden blevet en stor succes især blandt kvindelige seere men hvorfor?
Kvindefantasi
Jeg tror, at programmet indeholder noget, som for mange kvinder er en underbevidst fantasi eller en slags guilty pleasure, som vi kan få lov til at udleve gennem programmet.
Prinsessedrømmen.
Den, som vi bliver introduceret for i den helt tidlige barndom med Disneyfilm og Vi Unge blade med guides til at forføre det modsatte køn. Den kan man udleve både som kvindelig deltager men også som kvindelig seer, som der helt klart er en overvægt af. Det er et program, som mange fordømmer, men samtidigt ikke kan man ikke lade vær med at følge med i det.
Som kvinde bliver man som helt ung fodret med drømmen om, at vi er små prinsesser, der skal imponere mænd med vores feminine tiltrækningskraft og seksualitet både gennem kultur og opdragelse.
Alt fra, hvordan vi skal gå klædt til, hvordan vi skal opføre os, og det er illustrerer programmet og dets popularitet måske ufrivilligt ganske fint. Heldigvis er det en kultur, som vi er ved at bevæge os væk fra.
Men midt i metoo- tiden står voksne, selvstændige og intelligente kvinder altså bliver små og fine prinsesser, der viser sig sexet frem, imens den ene bachelor kigger på den anden og giver ham fuckability- blikket og siger: ”Der var også lige lidt” imens han former sine hænder som et par bryster, mens kvinden går forbi med ryggen til.
Kvinderne bruger også tricks, de formentlig aldrig ville bruge i det virkelige liv. De håber bare på at blive valgt af én af de to prinser, som skal gøre dem til lykkelige og hele mennesker.
En kæmpe fuckfinger til ligestillingskampen.
Prøver at være woke
Man kan godt fornemme, at TV2 forsøger at gøre programmet 2022-agtigt ved at fremhæve kvindernes sammenhold og “girlpower”, men hele præmissen for programmet hører til en anden tid, som vi i andre dele af samfund heldigvis for længst har bevæget os væk fra.
Da jeg så første afsnit af programmet, fik jeg en klar fornemmelse af, at de to ungkarle hele tiden skulle være meget forsigtige med, hvad de sagde og gjorde, for at camouflere sexismen i programmet.
Mændene er ekstra høflige over for kvinderne og kalder de 17 kvinder ”modige”, som var noget, der næsten fik mig til at grine, fordi det er latterligt at kalde nedværdigelse for modigt. Ungkarlene gør alt for ikke at træde forkert, hvilken er umuligt i et format, hvor 17 sultne kvinder kæmper om to mænd, der ikke engang kan huske kvindernes navn.
Det er lidt som om, at alle deltagerne er blevet lukket ind i en opstillet paradisverden, hvor det forbudte pludselig bliver tilladt.
Hvilken kvinde ville i den virkelige verden nogensinde være interesseret i en mand, som datede 16 andre?
Den ene bachelor Kasper Skak sagde endda i første program under mødet med kvinderne at: ”Det føles dejligt, at der er så mange kvinder, der har interesse, men jeg skal også lige vænne mig til det”.
Han er selv i chok over, hvor meget kvinderne booster hans ego. Og han elsker og nyder det.
Hvis programmer som ‘Bachelor’ stadigvæk har en plads i vores kultur og fortsætter med at udgive nye sæsoner med høje seertal, tyder det på, at vi ikke er lige så langt med ligestillingen, som vi troede.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
