Det kan godt være, at der er noget principielt forkert ved sådan at sidde og rafle om andre menneskers kærlighedsliv. På den anden side er alt ved ‘Gift ved første blik’ forkert. Godt nok har veninder og venner altid leget Kirsten Giftekniv for hinanden, men at udlicitere den opgave til et statsbetalt mediehus – det er alligevel bizart. Men genialt fjernsyn.
I aftes løb femte afsnit af det populære kærlighedsprogram over skærmen, og de fem par afslutter dermed deres respektive bryllupsrejser i et følelsesmæssigt spænd mellem ekstrem varme og ekstrem kulde. Det giver anledning til at gøre status og give en prognose for kærligheden, par for par.
Par nr. 1: Dennis og Anja: 60%
Man får lidt en smag af gammel Dancake i munden. Men det går på mange måder ret godt for denne sæsons mest tørre par. Det er selvfølgelig også svært at gøre noget galt, når man ingenting gør over hovedet. Men i går skete der så alligevel noget. Et kys fandt sted. Og hvilket kys det var! Smukt er vist ikke ordet, kluntet måske, i hvert fald meget uskyldigt. Tihi.
Dennis syntes, det var lidt rowdy, fordi de slet ikke havde ‘forventningsafstemt’ på forhånd. Hmm, du er ikke på job, du er på date, unge mand!
Dennis har en fortid som meget overvægtig, og det føles lidt som en tikkende bombe under forholdets intime udsigter. De virker begge meget kyske, men kropstraumet sidder tydeligvis stadig i Dennis’ fysiske fremtoning. Han trækker dynen helt op i armhulerne for at skjule brystkassen, og det gør ingen mænd, der har det godt med deres krop.
Hvis det bliver til noget med de to, må man håbe for dem, at Anja ved, at man ikke planlægger sex.
Par nr. 2: Claus og Henriette: 85%
Her går det fremragende. Claus har et kropssprog som en, der lige har banket Gus Hansen i poker, og det lader ikke rigtig til, at noget kan slå skår i glæden hos den tandløse fynbo. Det skulle da lige være en turbotur i en skislæde, som gav den stakkels mand hold i ryggen. Det er farligt for Claus, fordi hans maskulinitetsfølelse er bundet op på, at han skal være Henriettes beskytter. Og det bliver altså lidt besværligt, når man hverken kan gå, skyde med bue og pil eller sove uden larm. De får lagt nogle euros hos den lettiske apoteker, de to.
Claus har virkelig sin fysik imod sig. Og piver over det. Vi må bare sige tak til kameraholdet for at fange årets hidtil bedste faceplant.
Eksperterne beder dem fortælle, hvordan den perfekte dag vil se ud for de to. Claus drømmer om at sove længe og ‘at være noget for nogen’ resten af tiden. Han er sgu en meget simpel mand. Men spørgsmålet er, om det bliver lidt for simpelt til Henriette, der også synes, at han er lidt kikset. Hun har lidt ret, men sætter også selv ord i gåseøjne, når hun snakker, såeh…
Femte afsnit bød i øvrigt på en kæmpe afsløring: Claus har rent faktisk tænder i overmunden. Det kræver bare, at der filmes fra frøperspektiv.
Par nr. 3: Michael og Christina: 110%
Sæsonens ultimative truckerpar lignede en decideret katastrofe i første afsnit. Men wauw, motorkøreren og havfruen er jo on fire. Deres samarbejdsevner er indtil videre eksemplariske, og man begynder at tro på, at de har fremtid sammen. Michael breaker den allerede på femtedagen: “Jeg elsker dig, skat”, og de bliver enige om, at de bare skal sige det lidt mere til hinanden, når der er knas i maskineriet. Hvorfor har ingen tænkt på det før?
Michaels sprog er gådefuldt. Altså hvad betyder egentlig: “Det her hegn, det er det her”? Er han en digter? Måske skal han skrive det på en zinkplade og give den til sin elskede, som tidligt erklærede, at hun elsker at have citater på væggene. “Hvad lover morgendagen”, kunne der også passende stå.
Eneste forbehold er Christinas negle. Man bliver bange på kraftkarlens vegne for, at de en dag borer sig langt ind i hans solbrune kød, når hverdagen melder sig, og han ikke kan holde kadencen med overstrømmende komplimenter og hurtige salver af våde kys.
I øvrigt: Braskartofler bliver aldrig det samme, skat. Og tak for det!
Par nr. 4: Anders og Luna: 0%
Der er ikke så meget at rafle om her. Sæsonens modne par er gået i lort. Og på den måde skete det, som de fleste nok allerede havde set komme i afsnit 1. Rent visuelt var Anders og Luna et dårligt match fra begyndelsen. En slank kajakker med skjorte og designerrygsæk og en korporlig, korthåret kone med nedslidte overarmstusser er og bliver uforenelige størrelser.
Anders og Luna begik også den fatale fejl at bolle på bryllupsnatten, hvilket fik hende til at tro på projektet, mens Anders efterfølgende har bedyret, at han bare lod som om, at han var liderlig. Luna er fortsat sønderknust, og hendes tårekanaler ser hele tiden ud til at være på bristepunktet over Anders’ afvisning – luften mellem dem er efterhånden så kold, at man sidder og klaprer tænder i sofaen. Alle gøs, da Anders truede med at “lukke op for godteposen”. Hvad er der i den? Det kan jo næsten ikke blive værre. Det skulle da lige være mobning gennem gospel!
Hvis deres historie var en bog, ville den hedde ‘Døden i Bordeaux’, og det gjorde decideret ondt i sjælen at overvære situationen, hvor hun sætter i spring op ad den enormt stejle sandbanke, de besøger. Sand i et åbent kødsår.
Men når alt kommer til alt, behøver Luna ikke nødvendigvis at græde snot herfra og til evig tid. For helt ærligt, det er bedre at blive dumpet i Bordeaux end at synge gospel resten af livet mod sin vilje.
Par nr. 5: Maja og Frederik: 15%
Det ser ikke godt ud for talepædagogen og datalogen. Slet ikke. Maja er på seriøst overarbejde, fordi hun ikke har fået en ægtemand, men en psykiatrisk patient med på sin bryllupsrejse. Det var ikke rigtig det, hun havde sagt ja til. Godt nok er han sød og hjertevarm, men indiskutabelt en dødssejler, der hellere vil træde sig selv over tæerne end at træde i karakter.
Det virker åbenlyst, at Frederik skulle have tænkt sig om en ekstra gang, inden han meldte sig til programmet. Nu er det bare synd for dem begge to.
Alligevel forsøger han at ranke ryggen og tage det ansvar, som Maja efterspørger i deres relation. Men det bliver meget gemacht og forceret, da han tager styringen i bilen og stiller hende præfabrikerede spørgsmål om hendes tidligere rejser.
Maja er i øvrigt slet ikke tiltrukket af Frederik. Det fucker med hende, fordi hendes identitet er hængt op på, at hun er et meget rummeligt menneske, og derfor vil hun ikke give op endnu. Det er imidlertid meget svært at se for sig, at hun holder perioden ud.