Man tager en runway. Tilsætter en række skinnende trofæer at konkurrere om, en dj-pult, en skarp kommentator, et dommerbord samt en blå-violet glitrende baggrund. Tilsammen får du en helt euforisk stemning og et frirum til at være lige præcis den, du er. Det lyder måske simpelt, men det er det ikke. Slet ikke endda.
Heartbeats var i lørdags taget til ’The Circus Ball’, der blev afholdt på Akademiet For Utæmmet Kreativitet i København som kulmination på sidste uges ’Feral Festival’.
Du tænker måske, hvad er ’Ballroom’? Og her kan man hurtigt få brug for mange, lange sætninger. Men hvorfor ikke bare spørge aftenens arrangør, Beck Heiberg fra det såkaldte House Of Ninja?
”Et ball er en aften, hvor vi mødes med vores LGBTQ+-miljø. Ballroom startede i Harlem, New York, hvor sorte og latinx-transkvinder og drag queens havde brug for et sted, hvor de kunne føle sig værdsatte, fejret og ikke mindst sikre, fordi de oplevede rigtig meget racisme fra den hvide del af LGBTQ+-miljøet. Den legendariske drag queen Crystal LaBeija var den første til at åbne et ballroom-hus og tage kulturen med tilbage til Harlem. Ballroomkuluturen kan dog spores helt tilbage til Harlem-renæssancen i 1920’erne,” siger Beck Heiberg om konkurrencen, der kan have op til 50 forskellige kategorier, som eksempelvis mode, performance, realness og meget andet.
Hvad der startede i Harlem for mange år siden, er altså nu i København. Og skønt det ikke er det første ball på dansk jord, er det faktisk det største.
Et ball er en konkurrence, hvor man skiftes til at gå ned ad catwalken og dyste mod hinanden. Man kan konkurrere i alt fra vildeste vogue-moves, smukkeste ansigt til det mest bizarre kostume – og meget andet. Kategorierne afspejler ofte ball’ets overordnede tema, som ved ’The Circus Ball’ netop var et cirkustema.
Først dyster man i en given kategori og bliver vurderet af dommerne. Kan dommerne lide, hvad de ser, går man videre. Når alle, der vil gå i den pågældende kategori, har haft muligheden, er det afgørelsens time. De deltagere, der er gået videre, dyster nu mod hinanden to og to og bliver vurderet af dommerne. Sådan fortsætter det, indtil der kun er en tilbage, der så vinder kategorien og det eftertragtede trofæ.
Den selvvalgte familie
Selve ballet foregår i en stor hal, hvor vi alle står samlet rundt om runwayen, der der på sin egen måde indtager en helt central hovedrolle for aftenens ball. Rundt om runwayen er placeret borde til de forskellige houses, og for enden står selve dommerbordet og en dj-pult. Og bag det hele hænger en stor blå-violet glitrende baggrund oplyst af lamperne i loftet.
Men hvad er et house egentlig? Ser man den legendariske ballroom- dokumentar ’Paris Is Burning’ fra 1990, bliver houses på et tidspunkt omtalt som en homoseksuel gadebande. Men i modsætning til at kæmpe på gaden, går man altså i stedet til balls og vinder trofæer hjem til huset.
Historisk set var houses en selvvalgt familie, som bragte ly, trøst og ikke mindst sikkerhed for sorte og latinx LGBTQ+-personer, der ofte var blevet smidt ud af deres eget hjem. I dag er det lidt anderledes i den forstand, at man ikke bor under samme tag. Men familiens blod og sammenhold er stadig intakt, ligesom det stadig handler om at vinde trofæer hjem til familien.
Mangfoldigt frirum
Lige så snart man træder ind i hallen, hvor ballet foregår, ser man en gigantisk diskokugle hængende ned fra loftet. Og diskokuglen er faktisk ikke det eneste, der bryder tyngdeloven. For inden ballet går i gang med selve konkurrencen, starter vi alle nemlig med at blive blæst omkuld af Cirque du Soleil-agtig akrobatik, hvor en af de akrobatiske artister bliver hejst op – i sit hår!
Efter den åbning, der nærmest allerede har taget pusten fra en, går selve ballet i gang. Til at styre slagets gang, kickstarte stemningen og booste deltagerne med energi, har man Father Typhoon Prodigy bag mikrofonen. Det er ham, som guider os gennem de forskellige kategorier, og kombineret med DJ Seven 007 bag DJ-pulten skaber det i sig selv en fest.
Men hvem er så de magtfulde dommere, der afgør, hvem der vinder hvilke trofæer? Det er Princess Gaby Vineyard, Cai Revlon, Kendrick Miyake Mugler, Pioneer Mother Leo St. Laurent og Legendary Mother Spyder Ninja. Spyder Ninja er taget hele den lange vej fra New York, mens Mother Leo St. Laurent er en af de helt store ballroom-pioneer i Tyskland.
Af aftenens i alt 18 kategorier er den første ‘Baby Vogue OTA’. En af dem, der går i den kategori, er Daniel Falkenberg Bengtsson. Selvom det ikke er hans første ball, er det første gang, han dyster her.
”Jeg er meget nervøs, fordi det er nyt, og fordi man skal stå foran en masse mennesker. Det får man lidt sommerfugle i maven af. Men jeg skal bare huske mig selv på, at jeg skal have det sjovt, så skal jeg nok komme igennem det,” fortæller Daniel Falkenberg Bengtsson, da vi fanger ham inden ballets start. Han betragter ballroomscenen som et frirum fra en ellers meget heteronormativ hverdag, hvor man ofte er nødt til at lægge bånd på sig selv.
”Ballroomscenen kan skabe et rum, et miljø og måske endda en familie, hvor man kan føle sig accepteret, og hvor der er plads til en. Det er et sted, hvor man kan være 100 procent sig selv uden at skulle undskylde for det,” uddyber han.
Netop det at ballroomscenen er et sted, hvor man kan være sig selv, kan arrangøren Beck Heiberg også genkende.
”Ballroom er et af de steder, som er allermest mangfoldigt. Jeg har personligt været en del af mange queer-miljøer rundt omkring i verden, hvor jeg har boet. Og ballroom-miljøet er det allermest mangfoldige, jeg nogensinde har været en del af. Her får man sit moment of shine,” fortæller Beck Heiberg.
Plads til dig og dit autentiske selv
Som aftenen skrider frem, kommer vi igennem samtlige kategorier. Der bliver hyldet vilde dansemoves i de forskellige vogue-kategorier, velproportionerede kroppe og æstetisk smukke ansigter i body- og face- kategorierne, freakede kostumer i bizarre-kategorien, gennemarbejdede designs i designers delight-kategorien, folks evne til at blende ind i forskellige roller i realness-kategorierne og meget, meget andet.
Selvom vi efterhånden havde været i gang i flere timer, er den euforiske stemning helt intakt. En af grundene til, at Beck Heiberg var med til at føre ballroomscenen til Danmark, var netop fordi han simpelthen ikke kunne undvære den.
Ballroomscenen er nemlig et mangfoldigt og åbent fællesskab, hvor man lader folk være deres autentiske selv, hylder dem for deres talenter og ser stort på Janteloven. Det kunne på mange måder ikke være mere udansk. Men selvom miljøet er åbent, hæfter Beck Heiberg sig ved, at det er et såkaldt for us by us-miljø. Det betyder, at det primært er et fællesskab for LGBTQ+-personer. Heteroseksuelle, ciskønnede personer er velkomne, men det kræver, at de tager hensyn og er respektfulde.
En af Beck Heibergs ambitioner er nemlig at bygge et stærk Ballroom-community op i Danmark, hvor han kan nå ud til flere LGBTQ+-personer, der netop kunne have brug for miljøet og fællesskabet. Derfor tyder det på, at selvom konceptet på mange måder er ret udansk, er ballroomscenen i Danmark heldigvis kommet for at blive.
