Barn der spiser
Foto: Hal Gatewood/Unsplash

Hvad stiller man op med et møgkræsent barn: ”Ja, mit barn elsker altså bare broccoli” og andre madtrofæ-løgne

Det er pinligt at være kræsen eller have kræsne børn – specielt i kredse, hvor man gerne vil ses som kulturelt kompetente verdensborgere. Men hvad skyldes kræsenhed, og hvad stiller man op med den i en tid, hvor vi måske skal til at spise nye, bæredygtige madvarer som plantekød og græshopper?

Lotte Holm hader ost. Alt ved ost. Smagen, konsistensen og lugten. Da hun var baby og fik små rugbrødsryttere serveret, spyttede hun altid dem med ost ud.

”Dengang var det nærmest ensbetydende med, at man ikke kunne overleve, hvis man ikke spiste ost. Men jeg kunne altså ikke lide det og har virkelig mange traumatiske historier forbundet med det. Det sjove er, at når jeg nu fortæller, at jeg ikke spiser ost, så siger folk forstående, at: ”Nå, du kan ikke tåle det”, og så svarer jeg bare nej”.

Med andre ord: Det er okay og acceptabelt at sige nej til mad på grund af laktose- eller glutenintolerance, vegetariske eller veganske præferencer, men det et no go at sige nej tak, fordi man bare ikke kan lide maden – ligesom det kan være dybt pinagtigt at have kræsne børn. Blandt andet fordi kræsenhed har fået tillagt nogle andre betydninger i dag, forklarer Lotte Holm, der er professor på Institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

”Der er nogle dimensioner af kræsenhed, der ikke bare handler om smagsstoffer, hvad de gør ved tungen, eller hvordan de opfattes i næsen, men hvad vi forbinder maden med”, siger hun og henviser blandt andet til, at der er en holdning om, at det at have en varieret madkultur og spise meget forskellig slags mad ligesom er blevet et slags ideal i nogle kredse:

”Det handler om, at man er et moderne, globalt væsen, der kan begå sig i mange sammenhænge. Og så bliver det med, at man skal lære sine børn at kunne lide mange slags mad, enormt vigtigt. Det er blevet et tegn på, at man er et kulturelt kompetent menneske, mens kræsenhed ligesom er noget med: Er du sådan en, der ikke følger med tiden og ikke kan gebærde dig i en global verden, når du har så begrænset et madunivers?”.

Her er et asiatisk barn, der spiser nudler. Helt civiliseret og zen.

Siger du nej til min kærlighed?

Så mad og kræsenhed signalerer, hvem man er og gerne vil ses som – uden eller gennem sine børn. Men det kan også signalere, om man vil være en del af fællesskabet eller ej. Netop derfor slår det så hårdt ned i en familie, hvis for eksempel barnet lukker munden konsekvent i og ryster på hovedet af aftensmåltidet: Det store familiære samlingspunkt i den hektiske hverdag.

En undersøgelse fra madindeks 2017 viser, at mens syv procent i befolkningen i gennemsnit oplever konflikter ved aftensmåltidet, er tallet for børnefamilierne hele 12 procent.  

”Når man laver mad til sin familie og sætter den på bordet, er det jo en slags kærlighedsgave, man giver. Så når nogen rynker på næsen og siger: ”Det kan jeg ikke lide”, føles det på en eller anden måde som en afvisning af den, der har lavet maden. På den måde er der basis for, at børns kræsenhed kan føre til ret voldsomme konflikter”, siger Lotte Holm og henviser til en svensk sociolog, der har skrevet om netop dette tema. I Sverige får alle skolebørn varm skolemad, og mange børn er enige om, at de ikke kan fordrage maden:

”Hans pointe er, at det ikke er maden, de tager afstand fra, men skolen. Altså den sammenhæng, som maden indgår i”, siger hun.

Omvendt kan man se, hvor hårdt mange kæmper for virkelig at komme til at kunne lide visse ting, fordi de dermed netop kommer til at indgå i attraktive fællesskaber med andre. Det vil måske sige, at man tvinger sig selv til at ryge, selvom man bliver blå i hovedet, svimmel og kaster op, eller drikker øl igen og igen, selv om det smager forfærdeligt:

”Da mine børn var små, var der nogle forfærdelige rør med salmiakpulver, som de kæmpede med, og tårerne løb ned ad kinderne, men det var enormt vigtigt for dem at kunne spise det her slik”, siger Lotte Holm.

Kræsenhed er ikke en sygdom

Annemarie Olsen, der er lektor og ph.d., har en anden tilgang til mad via sit arbejde med sensorik og forbrugervidenskab ved Københavns Universitet. Men hun er enig med Lotte Holm i, at der kan være status i at kunne lide al slags mad. Hun siger:

”Man taler om, at nogle fødevarer nærmest bliver trofæ-fødevarer a la: ”Ja, mit barn elsker bare broccoli”. Eller: ”Så lavede jeg lige noget ragout, og mine børn kastede det i sig”. Det er lidt ærgerligt, hvis man skal sidde og føle sig forkert, hvis man selv har kræsne børn”.

Mad og kræsenhed bliver ofte gjort til konfliktstof, men behøver ikke være det. Derfor har Annemarie Olsen været med til at skrive en inspirationsbog til, hvordan man gør børn madmodige i stedet for at tale om deres kræsenhed, så det får en mere positiv tilgang. Hos små børn kan mangel på madmod være en helt naturlig skepsis fra biologiens hånd over nye og ukendte madvarer, og det går over med alderen. Dels kan smagsopfattelse af nogle madvarer være genetisk bestemt. Men den vigtigste ingrediens er her tålmodigt at prøve sig frem som forælder og udfordre kræsenheden hos barnet – og måske også hos sig selv.

”Hvis man ikke selv er pjattet med fisk, men gerne vil have sine børn til at spise det, så nytter det ikke meget, at man stiller det på bordet og siger: ”Nej, far og mor skal ikke have nogle fiskefrikadeller, de er bare til dig, skat””, siger Annemarie Olsen og fortæller, at når forældre lister alt det op for hende, som deres børn ikke vil spise, spørger hun dem gerne, hvornår de selv sidst har smagt noget, de enten ikke kunne lide eller havde lyst til. Det overrasker mange at skulle forholde sig til, men forældrene er vigtige rollemodeller.   

”Kræsenhed er ikke en sygdom. Det er en udfordring, og en tilstand man kan arbejde med”, siger hun og forklarer, at forældre mange gange giver for tidligt op. For det mest virkningsfulde er at eksponere en madvare for et barn et vist antal gange, før de tager det til sig. Og jo yngre barnet er, des færre gange skal den nye mad præsenteres, før barnet tager den til sig.

Du må gerne spytte mad ud

Annemarie Olsen ved fra sine undersøgelser, hvor vigtigt det er for forældre, at deres barn spiser sig mæt. Og hvis man ved, at barnet elsker pasta med kødsovs, er det bare mere sikkert at servere end muslinger med grøntsager. Så det afholder nogle gange forældre fra at prøve at introducere nyt.

Men børn er ofte verdensmestre i at føle efter, om de er sulte eller ej – hvis de får lov. Dels tilpasser de dygtigt, hvor meget de spiser til hvert enkelt måltid, og hvor meget de derfor kan spise til det næste. Det må man acceptere.

Det gav et gib i mig, da jeg læste i jeres bog om ”madmodige børn”, at de gerne må spytte mad ud?

”Man skal selvfølgelig ikke invitere til et stort spytteri, men det er helt fint, at man har en smagekultur derhjemme, hvor det er okay at spytte ud. Du kan jo vende den om: Skal du selv smage på for eksempel en græshoppe, men ved, at du kan spytte den ud, hvis det føltes ubehageligt i munden, er der nok større sandsynlighed for, at du har lyst til at smage, end hvis bordet fanger: Har du sagt A, må du også sige B. Så jeg synes godt, man kan have en politik om, at herhjemme smager vi på tingene, men hvis der er noget, du absolut ikke kan lide, må du gerne spytte det ud. Det skal være en mulighed”.

1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 pastaskruer

Der er ikke forskning, der viser en bullet proff metode til at lykkes med at få alle børn til at spise hvad som helst. Men man skal prøve at skabe så god en stemning omkring måltidet som muligt. Det vil blandt andet sige, at man sørger for, at elektronik på forhånd – måske 10 minutter før maden – er lukket ned. Hvis spillet eller iPad’en brutalt skal lukkes ned med beskeden, ”så er der mad”, kan man starte måltidet negativt. Her er det måske så ikke maden, der er noget galt med, men selve frustrationen hos barnet, forklarer Annemarie Olsen.

Det kan også gå lige i appetitten, hvis barnet føler sig meget overvåget:

”En mor fortalte mig, at hun ligefrem sad og talte pastaskruer: Nu har han i hvert fald taget syv. Det mærker barnet og bliver opmærksom på, at det er virkelig vigtigt for mor, hvor mange pastaskruer, jeg spiser”.

Og det er en meget dårlig strategi med forhandling som: Hvis du tager en bid mere, så får du lov til at gå op til iPad’en igen. For så lærer man børnene, at mad er noget, man kan handle med. Og det vil en 8-9-årig hurtigt opfange: Hvis jeg bare lader være at spise, får jeg nok en is for at spise senere.

Endelig skal man huske på alternativet: Hvis man laver et meget sødt og attraktivt alternativ til aftensmaden, kan det lære børn, der måske ikke kan overskue den stuvede lammegryde, at det er lige meget, for de får sød yoghurt lige om lidt.

Hvad så med voksen-kræsenhed?

Der er stærkt fokus på bæredygtige alternativer til de traditionelle madvarer lige nu, som insekter og plantekød. Hvordan kan man arbejde med at overvinde kræsenhed her?

”Vi arbejder meget med, hvordan man serverer eller italesætter nye fødevarer. Skal græshopper for eksempel serveres hele, eller skal proteinerne derfra bare indgå i varen. Skal plantebaserede alternativer til kød hedde eller ligne kød, og skal det kaldes vegetar- eller vegansk mad”, forklarer Annemarie Olsen.

Mange siger for eksempel, at de aldrig vil komme til at spise insekter.

”Men der skal man lige gentænke, hvordan det var, da sushi kom til Danmark for 15-20 år siden. Her sagde mange også: ”Puha, rå fisk? Nej, tak!” Og nu er det svært at finde en større dansk by, som ikke har mindst et par sushirestauranter. Så vi har set et skift i madkulturen før. Mange forbrugere er nysgerrige, så lige nu, hvor der er så stor fokus på bæredygtighed, kan det i sig selv være en motivationsfaktor for at kigge i nye retninger”, mener Annemarie Olsen.

Inspiration til madmodige børn (og voksne): http://www.smagforlivet.dk/artikler/smag-05-madmodige-b%C3%B8rn

Footer graphics