I aftes kunne jeg ikke sove. Så jeg tyede til et af mine yndlings ‘slappe af’-programmer, nemlig ‘Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, der virkelig kan svøbe ens hjerne i en behagelig dyne af indhold, som man ikke rigtig behøver tage stilling til eller at bruge kræfter på.
Men lige netop i går virkede det bare ikke. Det ellers så harmløse boligprogram fik mig til at blive en lille smule harm. Det gik nemlig op for mig, hvor forkælede, kræsne og forblændede programmets deltagere i nogle tilfælde er. For tre millioner vil de gerne have et hus, der ligger centralt, men ikke tæt på en trafikeret vej, med nyt køkken og bad, et stort udeareal, soveværelser en masse og helst også en kæmpe have, som børnene kan boltre sig på.
Jeg er normalt ikke meget for ‘whataboutism’, men lige i det her tilfælde kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvornår har vi plads nok? Hvad skal der egentlig til for, at vi bliver bolig-tilfredse i denne lille velhavende afkrog af den vestlige verden? For det kan være lidt vanvittigt at tænke på, at en egetræsbordplade kan være en dealbreaker i et huskøb, når man ved, at der er folk, der slet ikke har et trygt sted at bo.
Et studie fra Princeton University, der er lavet af en økonom og en psykolog, viser, at der er en magisk grænse for, hvornår penge og velhaveri stopper med at gøre en mere lykkelig. Selvfølgelig bliver man lykkelig af, at penge ikke er et problem i ens liv. At det aldrig er en bekymring, om der er mad på bordet, tøj på kroppen, og om regningerne bliver betalt. Men når det punkt er nået, når man derefter relativt hurtigt en mætningsgrænse, og lykkefølelsen bliver i stedet erstattet af en ‘mere vil have mere’-mentalitet.
Og det er lige præcis den mentalitet, som jeg oplever, at deltagerne i ‘Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ sommetider oser af. De boligsøgende løber rundt i et grådigheds-hjul, der aldrig stopper med at spinne. De får ellers i langt de fleste tilfælde fremvist boligmarkedets ‘hidden gems’, som de to top-ejendomsmæglere har gravet frem. Men ak. Badeværelset er for lille, der er ikke nok bordplads til at skære løg på, det er ikke muligt at få egen p-plads midt inde i Aarhus C lige med det samme, anden sal er ikke heeelt ligeså godt som første sal, søjlerne, der bærer huset, er ikke så pæne set fra haven, og den mange kvadratmeter store have er i øvrigt heller ikke helt stor nok. Hvor skal lounge-havemøblerne være, når der ikke er en træterrasse?
Listen med folks utilfredsheder fortsætter af og til i det uendelige. I det nyeste afsnit af Mads & A-holdet havde et par bygget et hus op helt fra grunden. Men hov, de blev overraskede over, at det var ret dyrt i drift, da det først stod færdigt, så nu ville de faktisk gerne af med det igen. Det virker på en måde så ødselt og ressourcekrævende. På samme måde, som når 1930’er-husenes æstetik, kernetræ-vinduer og krummelurer ryger til fordel for hvide højglans-fronter, som er nemme at tørre af.
Men jeg forstår det jo i sagens natur godt. Det er en stor beslutning at stå der og skulle udvælge barndomshjemmet til ens børn eller drømmehjemmet til en selv og ens kæreste. Det er en kæmpe udskrivning, der indbærer gæld og høje renter, og det føles så definitivt. Man vil gerne ramme den rigtigt første gang, så man ikke står og skal flytte igen om et øjeblik.
Engang kørte min hjerne også i den der ‘gid vi havde en have, som børnene kunne lege i’-rille. Jeg er absolut ikke hellig. Min mand og jeg var også i den situation, at i takt med at vores familie blev større, føltes vores toværelses lejlighed mere og mere trang. Vi var så privilegerede, at vi fik mulighed for at lægge to lejligheder sammen i samme forening, så vi endte aldrig med at flytte på den måde, vi fik ‘bare’ mere plads. Og jeg vil gerne erkende, at jeg rent faktisk blev mere lykkelig af ikke at sove i det samme rum som mine børn, et rum, der også agerede stue og spiseplads. Men jeg har svært ved at tro, at jeg ville blive mere tilfreds i mit liv, hvis jeg også fik det store nye badeværelse, som jeg engang drømte om.
“Vi tror altid, at den bedste tid ligger forude,” skrev den cubansk-italienske forfatter Alba de Céspedes i sin bog ‘Den forbudte notesbog’ fra 1952. Og den filosofi, synes jeg stadigvæk, holder hundrede procent. Især i dette øjemed, i den evige søgen på den helt perfekte bolig. For vi stikker blår i øjnene på os selv, når vi bliver overbeviste om, at lykken og det gode liv venter lige om hjørnet, hvis bare vi får os et skinnende nyt badeværelse.
Jeg har set flere tage springet til den store have, den nybyggede stue og de store soveværelser, der ikke har syntes, at det var det hele værd. Børnene gad faktisk ikke lege i haven, og de fik ikke flere gæster eller bedre samtaler i det nye store køkken. Nogen har sågar fortrudt. Og det handler måske mest af alt om det gode gamle ordsprog om, at ‘nissen flytter med’. Hvis der er ting, der knaser i hverdagen, i parforholdet, i ens relation til ens børn, så er det nok ikke et nybyggerhus, der nødvendigvis kommer til at løse problemet.
På mange måder tror jeg, at det er en generationsting, når vi alligevel går så meget op i, hvor vi skal bo, og hvordan carporten og de mindste detaljer skal se ud, førend vi kan være lykkelige og tilfredse. Det er, som om ældre generationer ikke gjorde et ligeså stort nummer ud af, at deres køkkendesign og værelsesfordeling også skulle være deres identitetsforlængere.
I det afsnit, jeg så af ‘Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, var der et ældre ægtepar, der ledte efter et sted, hvor de kunne nyde deres otium og være tæt på deres børn og børnebørn. “Det var da et dejligt soveværelse, lige tilpas,” sagde kvinden for eksempel, da hun trådte ind i et lille rækkehus, der var langt fra ligeså moderniseret som nogle af de huse, som de yngre par var ude at se. Om det var den ene eller den anden forstad, kom sig egentlig heller ikke så nøje.
Til slut i programmet kom det frem, at der faktisk meget uheldigt var sket en misforståelse mellem det ældre ægtepar og banken. De kunne ikke købe det lille, hyggelige rækkehus alligevel. Jeg vil vove den påstand, at vi alle sammen kan lære noget af den ældre kvindes reaktion på problemet: “Hvis ikke man får, det man elsker, så må man elske det, man får.”
