Kenneth Thordal
Foto: Søren Rønholt

Kenneth Thordal om at miste: ”Jeg ønsker ikke, at sorgen skal stoppe. Det er jo der, min datter bor”

For halvandet år siden mistede musikeren Kenneth Thordal sin 16-årige datter, Fiona. Det har han nu skrevet albummet ’Den Tid. Den Sorg’ om. Her taler han med musikjournalist Henrik Queitsch om chok, sorg, hjernerystelse, forelskelse og at slå døden lidt ihjel.

Den 53-årige sanger og sangskriver Kenneth Thordals lejlighed på Vesterbro ligger tæt på baneterrænet ved Dybbølsbro, og hver nat kan han høre de holdende diesellokomotivers brummen. De brummer sådan nogenlunde i tonen A, fortæller han, mens han lukker vinduet. Dem har han ligget og lyttet meget til, siden han for halvandet år mistede sin 16-årige datter Fiona, der døde af en svulst i hjernen. Hende, og ikke mindst hans egen reaktion på hendes død, har Thordal skrevet albummet ’Den Tid. Den Sorg’ om. Det første af slagsen siden han i 2011 valgte at sætte solokarrieren på hold for at koncentrere sig om at lave teatermusik.

”Lige da Fiona døde, tænkte jeg, at det bliver umuligt at bruge det her til noget rent kunstnerisk, men det bliver endnu mere umuligt ikke at gøre det. Hvis jeg nogensinde skal lave noget igen, som på nogen måde er personligt, så kan jeg jo ikke komme uden om det. Jeg hørte faktisk en historie forleden dag om, at Sandemose – som vist nok selv mistede et barn – har skrevet en roman, hvor der optræder en maler, som siger til sin ven: ”Jeg kan ikke male mere, for hver gang jeg prøver, ser jeg min afdøde søn for mig”. Hvorefter vennen svarer: ”Så mal ham, indtil du kan male noget andet”. Sådan havde jeg det nok også lidt.”

I meget lang tid skrev og skrev Kenneth Thordal side op og side ned i sine notesbøger. Noget af det var meget godt, og meget af det var noget bras, som det jo er, og han kunne ikke rigtig få hul på bylden. Og så, lige pludselig, kom sangen ’Vi slår døden lidt ihjel’, som helt enkelt handler om, at vi kan slå døden lidt ihjel ved at mindes.

”På mange måder er det et meget banalt billede, men jeg kunne simpelthen mærke, at mine mentale skuldre sænkede sig. Dét her kan jeg leve med. Det giver mening. Det vil jeg gerne gøre. Som en slags gestus, en hyldest, et mausoleum. Og uden at det skal lyde højrøvet, så vidste jeg bare, at det var en god sang.”

”Og jeg tænkte egentlig, at dét var det. Men så kom der mere. Først den sang der endte med at blive åbningssangen på albummet ’Nat på Vesterbro’, der tilsyneladende er en letbenet popsang, indtil man hører efter teksten, så er den pludselig ikke så letbenet alligevel. Så besluttede jeg mig for at lave et helt album og satte en deadline. Sådan har jeg altid fungeret. Jeg er ret god til at tage en beslutning og så bare gøre det. Og jo mere jeg lavede, desto nemmere blev det på en eller anden måde.”

Det handlingsorienterede prægede også Thordals umiddelbare reaktion på datterens død.

”Ud over at holde i hånd og tale med resten af familien, fokuserede jeg på begravelsen. Hvad skal vi synge, og hvad skal vi spille? Jeg kastede mig simpelthen over det praktiske. Sørgede for, at der blev holdt en ordentlig begravelse. Sørgede for, at der blev spillet noget ordentlig musik. Det er jo det, jeg kan. Så jeg spillede blandt andet med hendes storesøster Sophia, nogle af hendes venner og en violinist. Blandt andet spillede vi den eneste sang, Fiona nåede at skrive – blot en uge før hun blev indlagt. Hun var kognitivt medtaget, da hun jo havde en svulst i hjernen, så sprogligt var hun ikke aldersvarende, og hun syntes sådan noget med tekster var svært, men hun havde skrevet en lillebitte sang, der blot indeholdt linjerne ”Hold om mig, hold om mig”.  Den sang vi 350 mennesker i kirken. Det var ret effektivt, må man sige.”

I videoen til ‘Vi slår døden lidt ihjel’ optræder Fiona med sin far.  

”Det lykkedes mig også tre dage inden begravelsen at skrive et nyt vers til en af mine gamle sange, der også er med på den nye plade, ’Det er dig, der er stor’, som oprindeligt var en vuggevise, jeg har sunget for ungerne hundredvis af gange, men der dukkede pludselig et ekstra vers op, som egentlig er meget enkelt: ”Flyv lille skat/ Op til Vorherre/Selv om vi ikke tror/Kan det jo være/At der er mere/End det vi ser/Husk du er elsket/Hvad end der sker”. Det er nærmest sådan en slags agnostisk trosbekendelse. Jeg er ikke troende, men der sker selvfølgelig noget i sådan en situation. Jeg går også hen til graven og taler med hende. Ikke fordi jeg for alvor tror, at hun hører det, men det føles bare rart.”

Thordal var totalt i kontrol til den begravelse og kneb ikke en tåre. Ikke, at det er noget, han er stolt af, det er blot en konstatering.

”Jeg var muligvis det mest fattede menneske i den kirke. Det har selvfølgelig nok været en slags choktilstand. Jeg kan sagtens være nervøs, når jeg skal optræde, men ikke lige der. Det skulle bare være fucking i orden. Det var jo den eneste chance, vi havde. Det er mit held, at jeg havde noget, jeg kunne tage mig til, som i et eller andet omfang gav mening. Hvad nu hvis jeg havde været glarmester? Så havde jeg jo ikke kunne gøre dét.”

Kort efter Fionas død investerede Thordal også i en racercykel. Han blev med egne ord ”endnu en af de midaldrende tosser i lycratøj”. Han var simpelthen nødt til at få det ned i kroppen og ud af kroppen. Nogen vil måske mene, at det også ville være en god idé at tale med en psykolog.

”Det gjorde jeg også. To gange. Det virkede bare ikke for mig. Jeg kan bedre tale med mine venner om det her. Ikke fordi jeg har noget imod psykologer, jeg har gået til psykolog på andre tidspunkter i mit liv, hvor det sådan set har været fint nok. Men lige her var der jo ikke noget galt, ud over at Fiona var død. Ja, jeg var i sorg, men jeg vidste jo godt, hvorfor jeg havde det ad helvede til. Det behøvede jeg ikke snakke med en psykolog om.”

”Jeg ønsker heller ikke, at sorgen skal stoppe, for sorgen er jo der, hvor Fiona bor for mig nu. Det betyder, at sorgen er nødt til at være noget, jeg kan være i. Så den kan ikke være sådan en sort monolit. Den er nødt til også at kunne rumme andre farver. En banal ting for mig har været at prøve at lade glæden over de 16 år, vi fik med Fiona, fylde mere end tristheden over, at hun er væk. Det er selvfølgelig en intellektuel øvelse, men jeg har virkelig prøvet at efterleve den.”

Den tid. Den sorg

Den tankegang har også manifesteret sig i den tatovering, som Thordal har fået lavet for at mindes sin datter, som også pryder omslaget på ’Den tid. Den sorg’. Et sort hjerte med en sol inden i. Ja, det er noget sørgeligt lort, men der er også noget strålende indeni, som han insisterer på findes.

”Jeg synes, at jeg skylder Fiona at fungere som menneske. Mit liv er ikke blevet ødelagt, det har bare fået en stor tragisk dimension. Det minder mig om engang, hvor min yogalærer sluttede timen med at sige: ”Husk at universet er venligsindet”. Jeg havde lyst til at rejse mig op og råbe: ”Hold nu kæft, din debile ko”, hvilket jeg heldigvis ikke gjorde. Men nej, universet er ikke venligsindet. Universet er. Og er pisseligeglad med dig og mig. Det er egentlig også sådan, jeg tænker, når folk fortæller mig – sikkert i den bedste mening – hvor uretfærdigt det er, at Fiona er død. Men sådan opfatter jeg det slet ikke. Det er selvfølgelig forfærdeligt og gør ondt i hele kroppen, men grundlæggende er der ikke nogen retfærdighed til på den måde. Det er jo heller ikke retfærdigt at være født i Syrien.”

Kenneth Thordal

Foto: Jonas Pryner

”Jeg har aldrig troet, at der var nogen orden i universet, så på den måde er der ikke nogen illusion, der er brast. Det kan godt lyde enormt kynisk, men det er jo sådan, det er. Det er derfor, vi har opfundet civilisationen, kulturen, moralen og alt det der, for på en eller anden måde at afbøde de værste skader eller skabe en slags mening med tilværelsen. Det går så ikke altid lige godt, men det er en anden historie”.

Alle de intellektuelle parader til trods måtte Thordal en dag sande, at kroppen også har sig eget sprog. Sin egen måde at sige tingene på. Et stykke tid efter Fionas død var han oppe i familiens sommerhus sammen med sin ekskæreste (Fionas mor), Fionas søster Sophia og sin egen mor for at finde en gravsten. Da de så havde fundet en passende (tung) sten og prøvede at bakse den op i trillebøren, faldt Thordals mor og kom til at nikke ham en skalle. Så lå han ned i en måneds tid med hjernerystelse.

”Jeg har haft hjernerystelse før, og ved godt, at man så er mere disponeret for at få det igen, men det var jo ikke noget hårdt slag, jeg fik. Så selv om det føltes som en hjernerystelse, var det i virkeligheden nok mest min måde at melde mig ud på. Set i bakspejlet har det nok nærmere været en stressreaktion end en hjernerystelse. Nu havde jeg en undskyldning for at lægge mig ned og ikke kunne noget som helst. Jeg ville da ønske, at jeg kunne have været mere for Sophia og hendes mor lige der, men man handler jo ikke altid voldsomt rationelt i sådan en situation”.

Oven i det hele dukkede der pludselig en kvinde op i Thordals liv. Han mødte den 29-årige debattør og boganmelder Katherine Diez, og de blev hurtigt kærester. Han kan sagtens selv se den absurde psykologi i det. Den ældste datter flytter hjemmefra, den yngste datter dør, og en ny, ung kvinde flytter ind hos den enlige, sørgende mand.

”Jeg tænkte selvfølgelig: ”Kan man det? Min datter er jo lige død”. Samtidig var jeg også et åbent sår, så der var fuldstændig hul igennem. Jeg tænkte også, at jeg vil da skide på, hvad man kan. Det var det værste tidspunkt i mit liv, min datter var lige død, og jeg lå med en hjernerystelse, og alt var noget pis. Og så kommer der en sød kvinde, der gerne vil være en del af mit liv. Så må folk sgu tænke, hvad de vil. Lige pludselig var jeg ikke kun i det land, der handlede om, at Fiona var død. Lige pludselig var jeg også et sted, hvor der var en dejlig kvinde, der gerne ville holde mig i hånden og kysse. Det er vel ikke så mærkeligt, at man har lyst til at tage derhen. Og Fiona bliver jo hverken mere eller mindre død af det. Jeg spurgte selvfølgelig Katherine, om hun var klar over, hvilken hvepserede det var, hun stak hovedet ind i. Vil du det her? Tør du det her? Men det gjorde hun heldigvis, og det er egentlig ret vildt.”

”Det kan godt være, at jeg lyder som en selvoptaget nar, men jeg synes egentlig, at jeg har været en okay far. Jeg har selvfølgelig, ligesom alle andre kvajet mig indimellem, og det har ikke været lige ideelt alt sammen, men jeg har været meget sammen med mine børn. Det er jo privilegiet ved at lave de ting, jeg gør. De kan ofte ordnes efter børnenes sengetid, eller hvornår det nu passer bedst. Så vi var sådan nogen, der altid fik skideballe i børnehaven, fordi vi aldrig var der før halv ti, som man ellers skulle. Heldigvis sidder jeg ikke tilbage med en eller anden dårlig samvittighed over ikke at have været ordentligt til stede i deres barndom.”

”Og jeg har stadig to døtre. Den ene er bare død, mens den anden er levende. Det er selvfølgelig to ret forskellige tilstande, men de er der begge to. Nu vil jeg også have lov til at sprælle lidt. Ellers har døden for alvor vundet.”

’Den Tid. Den Sorg’ udkommer 15. marts


Kenneth Thordal

Født 1965. Opvokset og bosat i København. Spillede i 1980 med først punkkvartetten An Ultimate Choice og siden Stalin Staccato. Var i 1990’erne frontfigur i bandet Nude. Debuterede som solist i 2003 med ’11 salmer fra bunden af havnen’. Aktuel med sit syvende album ’Den Tid. Den Sorg’.

Har skrevet sange med så forskellige folk som Dicte, Peter Laugesen, Peter Sommer, Dan Turèll, Mike Sheridan, Tobias Trier, Johan Olsen, Christian Juncker, Poul Krebs, Carsten Lykke, Oliver Zahle, Dy Plambeck, Andreas Bo, Keith Thomas Lohse, Line Mørkeby, Klaus Lynggaard og mange andre.

Har oversat et hav af tv-serier (blandt andet ’South Park’), film og musicals. Senest den meget roste ’Mormons bog’. Uddannet Master i filmkomposition i 2012.

Laver i dag primært musikteater og filmmusik – som komponist, tekstforfatter, musiker og kapelmester. Er i alle fire funktioner aktuel i Det Kongelige Teaters ’Kong Arthur’, der (gen)opføres ved Moesgaard Museum i Aarhus i sommeren 2019.

Footer graphics