August Rosenbaum: “Jeg har altid været lidt behagesyg og gerne villet have, at folk godt kan lide mig”

Den danske pianist og komponist har altid svævet mellem genrene. Han er en musikalsk melankoliker med en minimalistisk tilgang til at skabe store klangrum. Nu er August Rosenbaum aktuel med sit første rigtige popalbum. Her fortæller han om sin arbejdsmoral, sin største last og hvad han drømmer om.

Dit nye album ‘songs people together’ er dit fjerde på seks år. Derudover har du komponeret filmmusik og også lavet musik til en ballet. Hvor har du din arbejdsmoral fra?

“Den har jeg fra min familie. Jeg er vokset op i en familie, hvor man lavede det samme, som jeg gør nu – ikke nødvendigvis musik – men alle var freelancere. Min mor laver teater, og min morfar spillede musik, så det der med at køre på og være nysgerrig og arbejdsom på samme tid er noget, jeg har med derfra. Det er faktisk noget, jeg tænker ret meget over lige nu. Der er bare en kør på-mentalitet i tiden, som gør, at man bliver nødt til at stille sig selv nogle sunde spørgsmål om, om det nu er rigtigt, det man gør. Men min disciplin kommer hjemmefra – og noget perfektionisme. Det har også noget at gøre med at skulle lære at spille klaver, tror jeg. Fra jeg var helt lille har jeg øvet rigtigt meget og blevet ved, indtil den var der. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en besættelse, men måske er der en magnetisme i mig i forhold til, hvad der ville ske, hvis jeg blev ved og ved med at spille.”

Du kalder dig perfektionist?

“Helt sikkert. Men jeg er ikke kreativ perfektionist, for musik kan godt være noget rod og være bedre, end hvis det er perfekt-perfekt. Jo ældre jeg er blevet, jo mindre går jeg op i, at tingene skal være på en bestemt måde, det er mere en indre grænse i mig selv, som jeg bliver ved med at søge, indtil jeg er tilfreds.”

Hvornår ved du, en sang er færdig?

“Det er svært at sige. Det er en følelse. Jeg har lavet et album på to dage og et på fire år. Det er nok i mit dna, at jeg flytter mig meget for hvert projekt. Den seneste plade, jeg lavede med Cæcilie Trier for eksempel, var meget impulsiv at skrive, men min nye plade er jo ret gennemarbejdet popmusik. Det er nyt for mig, og det er jeg blevet grebet af. Derfor har nogle sangene på pladen også været undervejs i årevis.”

Der tegner sig et billede af nogle klare koncepter i din diskografi. Skal din musik altid hvile på en bestemt idé?
“Ja, det tænker jeg meget over. Jeg kommer fra en jazzbaggrund, hvor musik var noget, man skrev ned på noder, og så gav man dem til bandet på et ark, så gik man i studiet, optog det, så mixede man det, og så var det færdigt. I den proces har lært at være meget social og spille med mange mennesker, men jeg har aldrig lært at sidde i studiet med min computer og selv skrue på knapperne. Dét ville jeg gerne på det her album, jeg lige har lavet. Både for at have mere tid og føling med processen, men også bare fordi det har været et nyt koncept for mig.”

Hvilken person har betydet mest for dig musikalsk?

“Min morfar spillede klaver, og jeg begyndte nok at spille klaver, fordi han gjorde det. Jeg har nogle minder om at spille sammen med min morfar og min fætter hjemme i deres stue, hvor glæden ved at spille sammen virkelig ramte mig. Men jo mere jeg tænker over det, går det op for mig, at jeg har fået lige så meget musik fra min far. Det var ham, der spillede Led Zeppelin og Queen for mig i bilen, og så har jeg fået braziliansk musik og jazz fra min morfar.”

“Jeg begyndte at spille koncerter med min fætter, da jeg var 12 år. Min morfar kendte ejeren af Paludan bogcafé på Fiolstræde dengang, og så gik han ned og spurgte: “Kan mine børnebørn spille her?”. Og så stod vi pludselig der med et el-klaver og spillede for mennesker. Det var lidt ekstremt, og fedt. Jeg husker især glæden ved det.”

August Rosenbaum

Pianist og komponist, født i 1987.

Debuterede med ‘Rhizome’ i 2016 og er nu aktuel med ‘songs people together’, hvor han får selskab af Coco O., Selma Judith, Rasmus Littauer og Robin Hannibal.

Har skrevet utallige kompositioner til film, kunstinstallationer og har senest lavet musikken til en ballet med Kim Gordon fra Sonic Youth.

Gift og har to børn. Bor i København.

Spiller koncert på Bremen Teater 1. april. Event her.

Hvad betyder musik for dig?

“Der findes en klassisk komponist, Arvo Pärt, som engang blev interviewet af Björk, og det var en meget mærkelig samtale, men så sagde han på et tidspunkt: “Music can kill people. But if it can kill, then it can also make you incredibly happy,” Det er lidt corny, men jeg synes, det er okay at løfte musiks betydning helt derop.”

“Jeg har lige begravet min far, og i sådan en situation, og i alle overgange i livet bruger vi musik til at markere og understøtte følelser. Jeg spillede også selv til begravelsen, og det er meget kraftfuldt. Jeg tror ikke, verden vil være et godt sted uden musik. Det er med til at holde os fast i, at tilværelsen og relationer er abstrakte, og at tingene i verden ikke er sort/hvide eller binære, men mange ting på samme tid. Jeg tror i det hele taget, at kunst er meget vigtigere, end vi går rundt og tror. Samtidig kan jeg nogle gange nærmest få forstoppelse af musik og virkelig have brug for en pause.”

Hvor meget lytter du til musik i hverdagen?

“Jeg kan næsten ikke få mig til at sige det, fordi jeg lyder så gammel, men jeg er begyndt at lytte til radio – P2. Når jeg er derhjemme med mine børn, vil jeg gerne spille noget for dem, som også præger dem lidt, men også giver ro. Og det er jo lidt skørt med radio, for jeg vidste faktisk slet ikke for nylig, at der sidder folk og kuraterer klassisk musik hver aften – at der er en inspirerende dame klokken otte lørdag aften, der har et opera-program. Det er helt vildt jo. Og mine børn bliver mødt med noget musik, som for dem er mærkeligt, og det sætter jeg stor pris på.”

Hvis du ikke var musiker, hvad ville du så lave?

“Det tænker jeg ret meget over i perioder. Jeg synes, sprog er vildt spændende, og ords betydning er fascinerende, så jeg kunne godt være lingvist eller oversætter. Men lige nu vil svaret være, hvad som helst stabilt og fast. Jeg tænker nogle gange på, om det er det rigtige, jeg laver. Er det den rigtige “billet”, jeg har trukket? Det er bare en vild tid at leve i, også politisk, coronaen var hård, også for mange kreative, og nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at jeg bare skulle sidde på et kontor og skrive e-mails som alle mulige andre, haha.”

På ‘songs people together’ samarbejder du med en lang række artister. Hvis du fik frit valg på alle hylder og på tværs af tid, hvem ville du så allerhelst arbejde med?

“Stanley Kubrick. Jeg gad godt arbejde sammen med en, der er så konsekvent i sit udtryk, men også fordi hans billedsprog fascinerer mig. Ellers gad jeg virkelig godt at være assistent for Ryuichi Sakamoto i et år.”

Du har sagt, at du er et sted i livet, hvor du har lyst til at kommunikere følelser direkte. Hvorfor?

“Jeg har altid været lidt behagesyg og gerne villet have, at folk godt kan lide mig, men jeg er også kommet til et sted, hvor jeg i højere grad siger, hvad jeg tænker, uden at veje det for meget. Måske er det, fordi jeg er far til to nu, men jeg kan ikke rigtig bruge tid på at afkode, hvad der passer ind hele tiden. Og lysten til at have færre mellemregninger kan jeg overføre til min musik, hvor en tekst og en popsang jo skærer ind til benet. Samtidig med at det er en vildt åben genre, der rummer, at man kan få weird idéer og proppe mærkelige instrumenter og lyde ind i sin musik, hvis man har lyst til det.”

Hvornår vidste du du var god?

“Er jeg god? Det er kommet sent, tror jeg, stadig med en eller anden form for skepsis. Jeg er altid lidt i tvivl. Men tvivlen er også med til at drive mig. Der er en sårbarhed over omgivelserne i den, som jeg synes er god. Jeg synes, det er meget rart sted at være, og jeg tror ikke, det ville være bedre, hvis jeg var helt sikker på, hvad jeg lavede.”

Hvad er din største last?

“Lige nu er det mit behov for distraktion. Digital afhængighed. Jeg har det rigtig skidt med min telefon. Det er ret groft. Jeg bruger for meget tid på den. Det er bare, som om telefonerne hele tiden kommer i vejen. Og under Donald Trump eskalerede det for mig, fordi jeg blev afhængig af at følge med i det der cirkus, og jeg blev bange for jordens undergang, og så lå jeg om natten og hørte lange podcasts om amerikansk politik. Det var rimelig dystert, og jeg er stadig i gang med at vænne mig af med det.”

“Forleden stod jeg og lavede mad, og så døde den. Jeg følte ikke, jeg burde tænde den, for jeg følte ikke, at nogen skulle have fat i mig lige der. Og det var en helt epifanisk situation for mig. At kede sig i en lomme af stilhed var en gave. Det er vildt, at det over hovedet er kommet dertil.”

Hvad har det lært dig at blive far?

“At sætte pris på de simple ting, blandt andet. At se mine børns glæde ved at lege har fået mig til at tænke over, hvor svært det er at lege intenst, når man er voksen. Jeg ved ikke, om jeg har lært det endnu, men forskellen på at være barn og at være voksen er stor, og jeg har fået et blik på mig selv nu, som konstant overvejer, om jeg er det voksne ansvarsfulde menneske, jeg vil være, og om jeg er enig i at “sådan er det at være voksen”. Ved ikke, om man nogensinde lærer det.”

Hvad er det største kompliment, du nogensinde har fået?

“Da jeg mødte min kone, roste hun mig for at være nærværende og god til at lytte og give plads i en samtale. Det kompliment var jeg glad for. Og jeg husker det, fordi det er noget, jeg gerne vil blive ved med at være, selvom det kan være svært.”

Hvad er dit bedste teenageminde?

“Da mine forældre blev skilt, flyttede min far ud bag Hellerup Station, og jeg boede hos min mor inde ved Vesterport. At cykle ud til min far om sommeren husker jeg som noget virkelig fedt. Det der med selv at kunne bestemme over min tid og bevæge mig frit rundt i byen på cykel, mens jeg lyttede til min Minidisc med en samling af musik, jeg selv havde lavet. Det er varmt, og det dufter lidt af syren. Aftensol. Det er et godt minde.”

Hvad ville du ønske, du kunne fjerne fra jordens overflade?

“Hvis politik var mere drevet af principper og mindre drevet af ønsket om magt, ville tingene måske være nemmere. Kunne man sløjfe behovet for magt fra jordens overflade, ville det måske have en effekt på racisme og global opvarmning. Samtidig er det svært at forestille sig, at magt ikke fandtes: at ingen bestemte noget. Så kunne ingen nogensinde tage en beslutning. Men magt på bekostning af andre mennesker er ikke godt.”

Hvad er dit livs største fortrydelse?

“Min far er lige død. Han var tæt på at dø tidligere på året og lå i koma i lang tid på grund af en blodprop. Men han vågnede op og fik en ekstra chance i livet. Og det, han brugte sin tid på, det han vendte tilbage til, var hans arbejde. Han var matematikprofessor, og han ville gerne gøre det, han var god til i den der pludseligt meget dyrebare tid. Det står lidt i modsætning til det, jeg tror, jeg selv ville gøre. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke har fundet en sundere balance mellem, hvornår arbejde er vigtigt, og hvornår det ikke er vigtigt. Jeg har noget af min disciplin og arbejdsmoral fra ham, men hvis jeg havde muligheden, gad jeg godt tage to år fri og være sammen med mine børn.”

Hvad drømmer du om?

“På et konkret plan drømmer jeg slet ikke lige nu. Jeg kan i hvert fald ikke huske det. Men jeg drømmer i livet om at kunne fortsætte med at leve af og med det jeg gør, som musiker med min familie og med en åbenhed overfor mennesker omkring mig.”

Find mere om
Footer graphics