“Humant kranie, eventuelt helt skelet søges til formidling,” står der på en lille håndskrevet seddel på en loppemarkedsstand i KB-Hallen. Standen med dyreskeletter, kranier, udstoppede pelsdyr, fuglekløer og slangeskind tiltrækker folk i alle aldre. Også denne journalist.
Jeg bliver åbenbart stående og stirrer på skiltet så længe, at manden bag standen trækker mig til side, virrer med hovedet og spørger:
”Nå, har du ét?”
Nej, jeg har desværre ikke lige et menneskeskelet i overskud, der er stadig liv i mine fingre. Og min nysgerrighed er intakt, så jeg får hans visitkort og begiver mig senere til Hvidovre for at møde manden bag skelet- og knoglestanden. Han hedder Johnny Johnsen og tager imod mig med bølget hvidt hår, iklædt badesandaler og en sort T-shirt med påskriften ‘Knogleværkstedet’. Jeg skal høre mere om hans fascination af dyr og hans lille hobbyvirksomhed.
Alle dyr er spændende
”Jeg interesserer mig for sammenlignende anatomi. Jeg synes, det hele er lige spændende, hvad enten det er en mus, en hest eller en krokodille,” fortæller han.
Vi står i hans lille orange entré. Allerede her er man ikke i tvivl om, at man er trådt ind i et usædvanligt hjem. Fra gulv til loft er entreen fyldt med skeletter og bøger om anatomi og dyr. På en hylde står bøger om fortidsmennesker, papegøjer, parakitter, suppleret af et lille afsnit om dinosaurer og forsøgsdyr. På en krog hænger en vaskebjørnshue, som blev købt for nylig under en tur til Canada, fordi den mindede ham om barndomshelten David Crockett. På hattehylden over dørkarmen står kranier fra heste og æsler, og på væggen hænger et grævlingeskind.
Vi kigger på en af hans montrer, hvor der står flagermus, en egyptisk flyvende hund og et mumificeret kranie af en flyvende ræv.
“Den har drabelige tænder, men den er faktisk en frugtæder,” lyder det.
Her finder vi også hylden med skildpaddekranier og to hylder med giftslanger, bl.a. en Gaboom Viper med hul i tanden som en kanyle.
“Og her har vi så kvælerslanger med mere almindeligt tandsæt,” fortæller han.
“…og så er der leguaner, varaner og frøer…”
“…og en hylde med et næsehorn, som jeg fandt hos en marskandiser på Sydsjælland…”
“en flodhestetand…”
“Mandriller, geladaer og andre bavianer…”
“… og ellers er der lidt vildsvin og et Jacobsfår med fire horn… og skulderbladet fra en mammut. Jeg samler også lidt på fossile rester, de kommer nogle gange i fiskernes trawl i Nordsøen…”
“Her har vi et skildpaddeskjold, hvor skelettet er helt porøst. Skildpadden har haft kalkmangel. Når jeg lukker dyr op, finder jeg forskellige fysiologiske konditioner, der fortæller om dyret. Den har virkelig været fejlernæret. Der er jo en spændende historie bag alle de ting, jeg roder med. Her er for eksempel et rådyr, hvor hornet vokser nedad, og ét, som har tre horn. Jeg synes, at abnormiteter er interessante,” siger den 69-årige pensionist.
Ugler i læseværelset
Vi træder ind i det lille værelse, hvor hans yngste datter boede, inden hun flyttede hjemmefra. Værelset med de fyldte bogreoler er nu blevet læserum.
“Her, hvor man læser, står uglerne,” erklærer han.
Her er kun få dyr, faktisk kun fem udstoppede ugler, udover to gamle skoleplakater med gorillaer og flagermus’ anatomi, der hænger på væggen.
Johnny Johnsen har seks børn og seks børnebørn. Som han selv konstaterer med et skævt smil: “Der er nogle stykker at vælge imellem!”
Men der er ikke andre i familien, som deler hans interesser for kranier og dyreanatomi – udover hans yngste datter, der var glad for at hjælpe med at skelettere ved spisebordet, da hun var 13-14 år. Men så blev hun teenager og fik andre interesser, fortæller han.
Stille eksistenser
Et omslag med to smilende kvinder står fremme i bogreolen: ‘Brug din kreativitet og udfold dit potentiale’, står der på forsiden af deres bog. Desuden finder man læsestof om Qilakitsoq-mumier fra Grønland, side om side med Benny Andersen & Johannes Møllehaves klassiske samtalebog, ‘Det skal mærkes, at vi lever’.
Der er nu ikke meget levende liv at spore i Johnny Johnsens hule, som han kalder sin stue. Han bor alene, men er aldrig alene her.
Han er omgivet af stille eksistenser, der fortæller historier, som man selv kan digte. På de røde og lyserøde stuevægge har han selskab af en udstoppet skovskade med blåternede vingefjer, en hærfugl med strittende fjerpagt på hovedet, en gnu, en ræv med briller, en hartebeast-antilope, en parykpincha-abe og en elefanthale.
“Der går altså ikke en elefant rundt uden hale, det er et loppefund,” skynder han sig at understrege.
Katte-kranie blev startskuddet
“Før jeg kom i skole, havde jeg fugle, fisk og marsvin derhjemme.
Mine forældre var meget åbne. Da jeg var barn, fandt jeg en gravand indsmurt i olie, den fik lov til at gå rundt i vores stue. Jeg kom også hjem med en gennemblødt måge, der fik varmen i en papkasse ved kakkelovnen. Da jeg var omkring ti år fandt jeg det fineste katte-kranie i rabatten på vej på campingtur i Norge. Det var nok der, interessen for skeletter rigtigt begyndte. Senere fik jeg terrarier i kælderen med aber, skildpadder, slanger, fugleedderkopper og vandrende pinde,” fortæller han.
Egentlig drømte Johnny Johnsen om at blive forstkandidat, men endte med at arbejde med ejendomsservice i nogle år, indtil problemer med ryggen satte en stopper for det. Da han var i midten af 40’erne uddannede han sig til dyrepasser, og han har arbejdet med alle grene af dyrehold, både som staldmester i Dyreværnet og hos Dyrenes Beskyttelse, i zoologiske haver og med forsøgsdyr.
I dag er han pensionist og formidler sin viden om dyr på hobbyplan, f.eks. i zoologiske haver eller på det lokale bibliotek, hvor han har haft en udstilling med en del af sin samling, hvor han samtidig besvarede spørgsmål om skeletter og knogler, som folk kunne medbringe for at få dem defineret. Og så har manden bag Knogleværkstedet et stort netværk indenfor ligesindede, der deler hans interesse for døde dyr, som han hjælper med at rense eller udstoppe. Han har også leveret dyrekranier og skind til Nomas restaurantinteriør.
“Jeg har været med til at starte en gruppe på Facebook, der hedder ‘Alle os, der samler på kranier’. Vi var kun ti i starten, men nu er vi oppe på over 715 medlemmer. Folk i gruppen har forskellige interesser. Nogle interesserer sig for den videnskabelige tilgang, andre for biologi. Der er nogle, der laver dekorationer og kunst med knogler, og så er der f.eks. en del ase-troende, som er vilde med store gedehorn. Det vigtigste er, at alle holder sig indenfor lovgivningen, hvad angår handel,” fortæller Johnny Johnsen.
Der er også en i gruppen, der laver lamper af skeletdele, hvor ledningen løber langs rygsøjlen og pæren sidder i kraniet.
“Det ser sgu flot ud…,” siger han.
“Nå ja, det er måske nok en smagssag!,” tilføjer han så.
Levende fisk og gammel zebra
Det eneste levende i Johnny Johnsens dekorative stuer er de fisk, der svømmer i de to akvarier. Tidligere holdt han fugle på altanen, men det svinede for meget. Og så har han haft en hund, en blanding af en schæfer, en gravhund, en border collier og en rottweiler. Den gik bort for halvandet år siden.
“Den hed Bailey, da jeg fik den, men det var et åndsvagt navn, syntes jeg. Da jeg arbejdede i Dyreværnet var der fem hunde, der hed Tyson, og seks hunde, der hed Freja. Jeg ville gerne kalde min hund noget mere personligt, så blev den opkaldt efter en by i Cameroun, jeg har besøgt: Mbanjock.”
Journalisten er ved at skvatte over det gamle zebraskind på gulvet.
“Ja, bare træd på det!,” udbryder han. Det er en gave fra en kammerat og har mange år på bagen.
Johnny Johnsen har lavet the, som vi drikker af krus med lyserøde og blå flamingoer. Det er grøn og hvid the med kvæde. Han har stillet små chokoladecookies frem i en skål. Lysestagen er lavet af en hesteknogle, og vi sætter os i hver sin lædersofa, som er dækket af et dyreskind.
Jeg sætter mig i sælen, Johnny tager nutriaen.
”Min hovedinteresse er at rode med de her kranier og skeletter.
Lige nu er jeg i gang med at lave et skildpaddeskelet med hængsler, så skjoldet kan åbnes som låget på en boks,” fortæller han og tager skildpadden frem fra skabet. Det ligger i en sort vatteret hundekurv med påtrykte hvide kødben. Den var oprindelig købt til Mbanjock.
“Den passede lige,” smiler han.
På hylden står et lille plastiklegetøjsskelet med en lanse, der rider på en udstoppet halsbåndsmus. I lampens ledning hænger en udstoppet flagermus.
“Det hele skal jo ikke være så alvorligt!” lyder det. Så viser han mig et skrumpehoved af gedeskind, købt under en tur i Ecuador. Og et afskåret hoved af et rådyr, som han skal til at rense. En jæger kom med det og havde skåret hovedet af, inden resten kom i fryseren, fortæller han.
Rådyrhovedet med de brune øjne ligger og kigger på mig på viskestykket.
“Først fjerner jeg pelsen, så skærer jeg huden af, fjerner de større muskler som tunge og øjne. Så får det et lettere kog og et bad med enzymer, der opløser fedt og proteiner. Bagefter kommer skelettet i et bad med brintoverilte, så det bliver bleget,” konstaterer han om dagens arbejdsopgave.
Hvordan har du det med at skære i dyrene på den måde?
“Jeg gør egentlig bare det, som andre betaler slagteren for at gøre. Når man spiser kød, er det jo også blevet gjort klar til gryden først. Men jeg har f.eks. ikke lyst til at skære i min egen afdøde hund, det synes jeg er upassende. Jeg har begravet Mbanjock i en kompostbunke på Lolland. Den er dænget til med blade og grene og ligger i en af mine bekendtes vildtvoksende have. Mbanjock bliver naturligt nedbrudt og renset af insekter nu, og jeg regner med, at han er nogenlunde færdig til efteråret. Så graver jeg resterne af ham op og beholder dem.”
Er der stadig noget, du drømmer om at eje?
“Jeg har ikke lyst til at være afhængig af det levende mere, jeg vil hellere rejse. I februar var jeg på Galapagos og i Ecuador, i efteråret rejser jeg til Java, Bali og Borneo. Der har de jo orangutanger og mange vildtlevende krybdyr og pattedyr. Dem glæder jeg mig til at opleve. Jeg drømmer om et kranie af en flodhest. Jeg har kun to tænder, det er dem, der hænger bag dig. Eller et helt elefantkranie, men det er nok ret utopisk! Eller de store menneskeaber. Ja, jeg kunne blive ved! Eller måske en søleopard, som er en sæl, stor som en bjørn, og med et voldsomt bid. De er plettede og lever af pingviner ved Antarktis, og der er ingen kommerciel fangst. Jeg var engang på en rundvisning på Zoologisk Museum på en udstilling om kranier, hvor rundviseren spurgte alle, om de kunne gætte, hvor kraniet kom fra. Jeg var den eneste, der svarede Søleopard. Så fik jeg et stykke chokolade!”
Der bliver lidt stille, før han tilføjer:
“Ja, og så vil jeg stadig meget gerne have fat i et helt menneskeskelet!”
Han forlader rummet og lukker døren efter sig med et klik. Måske passerer mit liv revy et øjeblik. Måske visualiserer jeg at ende som et skelet før tid. Måske burde min fantasi ikke være så livlig.
Men Johnny kommer smilende tilbage med tre hundekranier, som han stiller på kakkelbordet: En dobermann, en mops og en engelsk bulldog.
“Jeg er meget imod avlen af hunde med kort snude!,” erklærer han så.
Han uddyber: ”Dobermannen er et eksempel på en naturlig hunderace med en ordentlig næse, beskyttede øjne og tænder, der passer sammen som en pincet. Men de andre hunde er blevet avlet på en måde, som er langt fra det naturlige. Det gælder f.eks. også boxere, franske bulldogs og flere andre racer. De har mange helbredsmæssige problemer, også med tænderne, og de er overrepræsenteret hos dyrlægerne,” forklarer han.
Kindtænder og dyrehaler
I en frysepose fra Rema 1000 ved siden af sofaen ligger knogler, kranier, fjer og vinger. Dem sælger Johnny Johnsen f.eks. på loppemarkeder. Der er nærmest ingen grænser for, hvad lejligheden rummer. Tænk bare på noget indenfor dyreriget, og han kan sikkert finde det i en skuffe eller i en vitrine: En kindtand fra en mammut. Et tørret havskildpaddehoved. Tænder fra en haj og fossiler fra en dinosaur. Næsehornsfugle. Diverse dekorative dyrehaler fra Afrika, som kan bruges til at vifte fluer væk med. Mange af tingene stammer fra gamle skolesamlinger.
“Jeg har også tænkt, om jeg skulle tage alt det udstoppede ud af stuen, så der kun er skeletter. Men nej, alt er jo interessant og spændende og fascinerende for mig. Tænk f.eks. på, at en hest har et hoved, der er ti gange så stort som dets hjerne. Hos mennesker er hjernen halvt så stort som hovedet!” udbryder han.
Vi bevæger os ud i det lille køkken. Der står thedåser i sirlige rækker på hylden. Også her træder hans samler-gen frem.
“Jeg har en the-pusher i Solrød, hvor jeg tit køber for 3-400 kroner te,” lyder det så. Selv i køkkenet har Johnny Johnsens interesse for dyr frit spil. Under en æske Pickwick frugt-the står glas med små slanger, hugorme, kamæleoner og andre øgler i sprit. Ved komfuret står en skildpadde. På væggen hænger en krabbe.
Jeg er ret overbevist om, at jeg har set flere dyr i denne lille lejlighed end under mit sidste besøg i zoo, men ikke ifølge beboeren.
“Jeg har jo ikke engang lukket skufferne op!,” lyder det, da jeg er på vej afsted. Han finder flere vigtige ting frem, som jeg lige skal nå at se på.
“Her har vi en kæbe fra en spækhugger. Og hvalrossens penisknogle!”
“I gamle dage kunne man jo købe kaskelottænder i Panduro Hobby! Det ville jo være utænkeligt i dag. Nå, her har vi savrokker og fiskekæber. Åh, og der var den! Mammutkindtanden!”
Og sådan har man lidt på fornemmelsen, at Johnny Johnsen kunne blive ved. Selvom der selvfølgelig må være en øvre grænse for, hvor mange dyr man kan proppe ind i en lejlighed.
“Jeg samler i øvrigt også på gammelt klinikudstyr…” lyder det så.
