I skrivende stund sidder det danske kulturliv på nåle for at finde ud af, om biografer, spillesteder, natklubber mm. kan åbne igen – og i givet fald under hvilke betingelser.
Onsdag eftermiddag mødes de politiske partier for at diskutere Epidemikommissionens indstillinger til, hvilke restriktioner der skal og ikke skal forlænges.
For spillestederne lyder indstillingen, at de kan åbne med krav om coronapas og mundbind eller visir samt en begrænsning på 350 personer indendørs. Det erfarer TV2 her til morgen.
Og det var langtfra det, spillestederne havde håbet på, lyder det fra leder af det københavnske spillested for eksperimenterende musik Alice, Bjarke Svendsen:
“Jeg synes, det er ærgerligt. Fra Alice er ønsket utvetydigt, at vi helst ser en full blown åbning eller en fuldstændig nedlukning,” siger han.
De nuværende restriktioner for kulturlivet står til at udløbe i weekenden, og Bjarke Svendsen kalder det “hånligt sent”, at afklaringen først kommer nu.
“Den her midtervej med sprit og begrænsning bliver af publikum opfattet som, at det er skide farligt at gå til koncert. Så derfor lader de være med at købe billetter,” siger han.
Hos brancheorganisationen Dansk Live tegnes det samme billede: Restriktioner giver folk mindre lyst til at gå til koncerter, og billetsalget svigter.
I sidste ende kan det betyde, at bestemte arrangementer bliver tæt på meningsløse at afholde, frygter Bjarke Svendsen fra Alice.
“Vi står samtidig der, hvor vi som spillested køber et produkt (booker artister, red.), der er ligeså dyrt, som det altid har været, men oplevelsen er mere lunken for publikum. Og det er ikke fedt for nogen at gå til koncerter under de her amputerede betingelser,” siger han:
“Nogle arrangementer har en karakter, der kræver, at man som publikum interagerer og spiller på nogle instrumenter, og giver det så mening at opføre dem med restriktioner? Andre arrangementer er så dyre, at vi virkelig skal overveje, om det giver mening at opføre dem, hvis udbyttet er reduceret med hensyn til antallet af publikum.”
Hotel Cecil: Vi savner en plan
At restriktionerne for kulturlivet udløber denne weekend, uden at der på nuværende tidspunkt er blevet meldt noget ud, besværliggør også arbejdet for Jesper Majdall, direktør for Bremen Teater og Hotel Cecil.
“Vi ved godt, det med corona kan være mere end svært at spå om fremtiden, men de (myndighederne, red.) må komme med en antagelse eller en formodning og nogle ambitioner, som vi kan navigere efter, i stedet for at det bliver sådan en sidste minuts ting, og så indkalder vi til et pressemøde fredag eftermiddag,” siger han.
Jesper Majdall efterlyser, at man som under genåbningen i maj sidste år opererer med forskellige faser, alt efter hvordan smittetallene udvikler sig.
“Det er fair nok, at man første eller anden gang (der var nedlukning) ikke vidste, hvordan man skulle tilrettelægge et genåbningsforløb, men her efter snart to år bør man efterhånden have gjort sig nogle erfaringer. For os vil det være en kæmpe hjælp at kunne navigere ud fra en plan, der hedder fase 1, 2 og 3, ligesom man så i maj.”
Bremen Teater indeholder også natklubben Natbar, ligesom Hotel Cecil både er et spillested og en natklub. I alt har de to steder over 100 ansatte, som ikke aner, hvornår de skal forvente at komme på arbejde igen.
“En af vores dj’s skrev netop til mig og spurgte, om vi skulle planlægge februar, og jeg måtte svare, at jeg tror, det er spild energi, men reelt aner jeg det ikke. Jeg bygger det på min egen mavefornemmelse, Mette Frederiksens Facebook-opslag og udmeldinger fra SSI, og det er træls at skulle komme med gætterier. Vi har brug for noget mere. Taler vi om en fuld genåbning, eller skal vi have siddende koncertgæster? Prøv nu at fremlægge de her ting, så vi ved, hvad vi har med at gøre.”
Har I gjort jer klar til at åbne her i weekenden?
“Klog af skade opererer vi ud fra tanken om, at vi ikke kommer til at åbne igen denne weekend, men skulle det usandsynlige ske, får vi det til at fungere. Det koster os allerede mange penge at holde lukket, men at foretage flere ugers arbejde til meget lidt eller slet ingen nytte, må vi selvfølgelig forsøge at afværge,” siger Jesper Majdall.
Heartbeats har forholdt kritikken for kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Her henvises der til Epidemikommisionen. Vi arbejder på at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der har nedsat kommisionen.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️