Det er ikke kun i naturen, at skovrydning er problematisk for truede dyrearter.
Fladlusen, der troligt har fulgt mennesket i knap tre millioner år og trives sublimt i deres kønsbehåring, blev pludselig truet, da intimbarberingsbølgen rullede ind over verden i og omkring år 2000.
Men nu kan de små krabbeformede lus ånde lettede op. For pendulet er svunget den anden vej, og kønsbehåringen har været lettere stigende i de seneste par år, siger etnolog og ekspert i seksualhistorie ved Nationalmuseet, Mette Byriel-Thygesen.
– Der er ingen tvivl om, at det særligt inden for de sidste fem år er blevet langt mere accepteret – og endda populært – ikke at barbere sig og at have en full bush. Op gennem især 1990’erne og 00’erne blev der ellers spundet en historie, nærmest en myte, om at kønsbehåring var uhygiejnisk. Der herskede et meget glatbarberet ideal.
Det bekræfter Jeppe Hald, der er faglig leder hos Sex og Samfund også med henvisning til, at organisationen blandt andet oplever færre spørgsmål om intimbarbering.
– Uden at have hårde data i ryggen, er det vores fornemmelse at det er blevet lidt mere åbent og op til den enkelte, hvad man selv synes om man skal have en naturlig kønsbehåring eller være helt eller delvist intimbarberet, oplyser han.
Og det er gode nyheder for fladlusene, der kun kan leve på mennesker, og hvis tykke kløer er særligt tilpassede den noget tykkere behåring, der ofte er i kroppens sydlige økosystem.
Kom fra gorillaer
For godt tre millioner år siden skiftede fladlusene vært fra gorillaer til mennesker, forklarer biolog Sofie Graarup.
De smittes typisk via seksuelt samvær og skaber kløe og irritation. Op igennem den sene middelalder barberede kvindelige sexarbejdere kønsbehåringen for netop at undgå fladlus og supplerede i stedet med en såkaldt ‘merkin’ – en paryk til underlivet.
Det var dog først, da den brasilianske voksbehandling, hvor man fjerner al kønsbehåring, blev populær i begyndelsen af 00’erne, at fladlusens habitat pludselig blev truet. Intimbarbering blev populær, fordi der blev der i samfundet blev skabt en sammenhæng mellem manglende hygiejne og kropsbehåring, forklarer Mette Byriel-Thygesen.
Hun understreger, at intimbarbering er noget ganske nyt i historien. Selv undersøgte hun Egtvedpigens kønsbehåring, der, ifølge hende, var så full bush, som noget kan være.
– Det materiale, vi har på museumsmagasinerne, er helt kruset og mange år gammelt, og hun havde en full bush. Det siger noget om, hvor historisk forankret kropsbehåring egentlig er, fortæller hun.
Og fra de meget glatte år i 00’erne og 10’erne, er vi i dag bevæget os over til noget mere slap linje, hvad angår kønsbehåring, fortæller hun.
– I dag er der i langt højere grad en accept af, at man ikke udskammes som uhygiejnisk, fordi man lader kropsbehåringen være. Der er mange, der synes, at det er frækt med kønsbehåring. Det er særligt folk i 20’erne og 30’erne, der er tilbøjelige til at lade kønsbehåringen gro. Ser vi to til tre år frem i tiden, tror jeg, at vi kun har set begyndelsen på, at flere vælger en mere naturlig kønsbehåring, siger hun.
Det betyder dog også, at vi vil se flere fladlus, siger Sofie Graarup. Men det skal man ikke være så bange for, understreger hun.
– Det er ikke farligt at have fladlus. De kravler rundt, suger blod, og det er træls. Men vi er jo også blevet bedre til at behandle dem. Den eneste behandling er jo ikke en glatbarbering, siger hun.
Som biolog og repræsentant for De Unge Biodiversitets-ambassadører – en organisation, der vil stoppe tilbagegangen af biodiversitet – er hun dog ganske tilfreds med, at fladlusen ikke ser ud til at uddø foreløbig.
– Der er helt klart håb for fladlusen. Det er en positiv historie, og den slags trænger vi til lige nu, griner hun.
