Det er svært at begribe, hvor tungt og håbløst det må føles at miste under en graviditet.
Når drømme, forventninger og glæden ved at skulle have et barn pludselig erstattes af at stå i en situation præget af sorg, savn og tomhed.
Når éns liv ændres drastisk fra den ene dag til den anden.
De følelser og forløb har Kimmie Thorsen oplevet på nært hold. Som sygeplejerske på Amager og Hvidovre Hospitals Enhed for Tab har hun nemlig i ni år været helt tæt på, når forældre gennemgår den urimelige sorg.
For et par år siden fik det hende til at stoppe op og overveje, om hospitalet gjorde det godt nok, når de kriseramte patienter blev udskrevet og sendt hjem.
Hendes konklusion var, at de kunne gøre det bedre på flere parametre – og derfor gik hun i gang med at udvikle et særligt opfølgningstilbud.
I dag har hun haft omkring 150 telefonsamtaler med tidligere patienter, og for sin indsats har hun nu modtaget Årets Sygeplejepris 2026 på Amager og Hvidovre Hospital.
– Opfølgningen er vigtig, fordi deres liv pludselig har ændret sig, og at de kan føle sig meget alene, siger Kimmie Thorsen til femina og uddyber:
– Det er ikke, fordi jeg kan fikse den situation, de står i. Men jeg tror, at de har brug for, at der er nogen, der lytter til dem, så de får mulighed for at fortælle deres historie og bearbejde det på den måde. De vil altid have oplevelsen med sig, men med tiden kommer den til at fylde lidt mindre.
På afdelingen sætter de sig cirka én gang om ugen og ringer til tidligere patienter. Det varierer, hvor lang tid der er gået siden aborten eller fødslen, når de ringer til dem, men gerne efter en uges tid.
– Jeg prøver egentlig at spørge ind til deres oplevelse af selve forløbet på hospitalet og tiden efter, at de er kommet hjem. Min opgave er for det meste bare at være til stede, lytte og give plads til, at de kan fortælle deres historie.
Det kunne føles som at blive efterladt
Enhed for Tab er en enhed i forlængelse af Amager og Hvidovre Hospitals gynækologiske afdeling, hvor de har tre sengepladser. Her har man mulighed for at blive indlagt, hvis man mister i forbindelse med en graviditet eller fødsel.
Det kan både være graviditetstab, hvor hjertet er holdt op med at slå, og forældre, der har valgt at afslutte en graviditet på grund af sygdom hos fosteret eller barnet, fortæller Kimmie Thorsen.
Man bliver indlagt i Enhed for Tab, når situationen kræver, at man er på hospitalet, forklarer hun. Patienterne er typisk fra graviditetsuge 12 til uge 40.
Hvis man er gået ind til en fødsel i forventning om at få et levende barn, føder man på fødegangen, fordi man ikke ved, hvordan det ender. Hvis barnet dør, kan forældrene bagefter blive flyttet til Enhed for Tab, hvis de ønsker det.
– Nogle kommer, efter at de har været til nakkefoldsscanning eller misdannelsesscanning. Andre kommer, fordi de har fået lavet en tryghedsscanning uden for hospitalet, hvor man har set, at hjertet ikke længere slår. Og så er der dem, som kommer, fordi de spontant er gået i gang med at abortere.
– Det er meget forskelligt, hvad folk kommer med, siger hun.
Enheden ligger i forlængelse af den gynækologiske afdeling, men er i dag afskærmet og har blandt andet eget køkken og mulighed for egen indgang.
– Grædende babyer eller børn generelt kan være svært at undgå på et hospital, uanset hvilken afdeling man er på. Man kan ikke forhindre, at der kommer nogen forbi med børn, som kan påvirke situationen. Men vi har indrettet enhedens fysiske rammer, så vi kan skærme forældrene så godt som muligt.
Da Kimmie Thorsen og hendes kolleger i det tværfaglige team så et behov for at forbedre de tidligere tiltag, handlede det netop også om, at forældrene, der havde mistet, ikke var skærmet på samme måde som i dag.
– De lå blandt de andre patienter på den gynækologiske afdeling. Nogle fødte også på fødegangen og blev bagefter flyttet til den gynækologiske afdeling. Der var heller ikke rigtig noget tilbud om opfølgende samtaler.
På afdelingen mærkede de specifikt behovet for opfølgende samtaler efter at have fået feedback fra nogle af patienterne.
Når de eksempelvis kom ind for at få prøvesvar, gav de udtryk for, at det var meget ensomt at komme hjem, og at der var en stor tomhed.
– Tidligere patienter følte, at når de var færdige på hospitalet, havde de ikke nogen, de kunne henvende sig til. Det kunne føles som at blive efterladt, fortæller Kimmie Thorsen.
I dag mærker hun, at patienterne er taknemmelige for at blive ringet op. Det gælder uanset, hvilken graviditetsuge de har været i. De, der mister i uge 14, har også et stort behov for at tale om deres forløb og oplevelse, ligesom dem, der mister i uge 25.
– Deres reaktioner er meget forskellige, for sorg er individuelt. Derfor er det svært at sige præcis, hvad de har brug for. Det varierer fra par til par, og det handler om at finde frem til, hvad den enkelte har brug for at tale om.
Det mest overraskende
For mange begynder den svære tid først for alvor derhjemme, hvor stilheden rammer, og spørgsmålene melder sig.
Når Kimmie Thorsen ringer, er det ofte stadig meget tæt på det, de har været igennem, så de er ofte stadig meget påvirkede af den akutte fase.
– Nogle spørger også ind til, hvorfor man reagerer forskelligt derhjemme, og hvad man skal gøre i forhold til sine pårørende og søskende. De spørger også ind til fysiske symptomer som blødning.
Der kan også gå mange måneder, før patienter får svar på prøver, der skal undersøge, om man kan finde en årsag til, at graviditetstabet er sket. I den periode er man i en lang venteposition, forklarer hun.
Og efter de omkring 150 opkald er der især én ting, der har overrasket Kimmie Thorsen.
– Det er, at jeg ikke har mødt alle de par, jeg taler med i telefonen. Det er ikke alle, jeg selv har passet under deres indlæggelse.
– Alligevel har det ikke været så vigtigt for dem, at de ikke har mødt mig før. Det, at der er nogen, der tør spørge ind til deres situation og være i det sammen med dem, har betydet mere, end jeg havde forventet.
Det er vigtigt for Kimmie Thorsen at understrege, at hun ikke kan finde rigtige løsninger eller fjerne sorgen.
– Men jeg kan helt klart se, at det har gjort en forskel. Det er jeg selvfølgelig helt vildt stolt over.
Efter at enheden har fået indført de nye tiltag, kan hun tydeligt se, at det er blevet væsentligt forbedret at være patient på deres Enhed for Tab.
Og selvom de sårbare opkald er en af de mest følelsesmæssigt krævende dele af hendes job, er det også en af de mest meningsfulde, understreger hun.
Derfor er hun også stolt og taknemmelig over at blive anerkendt for sin indsats med en pris.
– Jeg synes også, at det her job er meget unikt. Vi får lov til at se andres børn og være en del af det. Det er jo ikke engang sikkert, at alle familiemedlemmer eller venner kommer til at se barnet. Jeg tror også, at det er derfor, man kan komme til at have stor betydning for dem.
– Selvom det er vores arbejde, kan det have betydning for forældrene i rigtig mange år efter. Det er også derfor, det er så vigtigt, hvordan vi har været over for dem, og hvordan deres forløb har været.
Kimmie Thorsen er glad for de forbedrede rammer for patienterne, men tror også på, at der er mere, der kan forbedres i fremtiden. Selvom hun ikke har konkrete idéer i øjeblikket, mener hun altid, at hospitalet skal se på, hvad de ellers kan gøre bedre.
