Når man som jeg lever omkring fattigdomsgrænsen, kan man ikke bruge Black Friday til noget
Radio & podcast
menu-close

Når man som jeg lever omkring fattigdomsgrænsen, kan man ikke bruge Black Friday til noget

23. november 2018 |

Hvert eneste år står en flok velmenende bedsteborgere klar til at forsvare shopping-helligdagen Black Friday med, at det er vildt godt for 'de fattige'. Men 'de fattige' er sådan nogen som mig. Og vi har ikke brug for 30 procent på nye sko, men et samfund med et bedre fordeling af ressourcerne.

Studerer film- og medievidenskab på KU og laver tre forskellige podcasts.

Her er den så igen i år. Måske er det ikke engang den første, du læser. Jeg taler selvfølgelig om den obligatoriske: “Jeg hader Black Friday-klumme”. Same procedure as every year. Det er blevet den tid på året, hvor vores absurd Amerikafikserede samfund endnu engang har gjort klar til en dybt godnat forbrugsfest under påskud af, at vi fejrer BLACK FRIDAY.

For det første er Black Friday en amerikansk tradition, som markerer starten på julehandlen og følger dagen efter Thanksgiving (som heldigvis endnu ikke bliver solgt til os danskere som noget, vi skal fejre på samme måde som Halloween, endnu, men okay, det er også bare et spørgsmål om tid, og jeg er allerede rasende).

For det andet har vi selvfølgelig adopteret Black Friday på den mest danske måde overhovedet. Ikke ved at give folk seriøse tilbud, der er til at smage og føle på, næh, du sparer f.eks. 30 procent på Adidas Handball Spezial hos Sportsmaster eller 8 procent på en Gorenje-ovn hos Skousen. Wow hva’?

Ikke engang ordentlige tilbud kan vi finde ud af. Black Friday er en vanvittig dag, hvor overforbrugets korsriddere får den ene orgasme efter den anden, mens planeten brænder op, og vi er i øvrigt skide ligeglade, fordi vi har fået nye sko på tilbud.

Men alt det her ved du jo godt allerede. Det har du sikkert allerede læst et andet sted op til flere gange. Det er slet ikke det, jeg vil frem til. Nej, hvis jeg et øjeblik lige må tage min hjemmelavede, skrøbelige sølvpapirshat på, så ER det altså en smart afledning, som de store dukkeførere har smidt i hovedet på os, der kalder os for pøblen. Det må jeg give dem.

Kan du ikke lide et godt tilbud?

At der nu findes en ganske særlig dag, hvor vi alle kan få en bid af kagen og føle os købestærke og bemidlede, fordi Elgiganten har 30 procent på Sonos-højtalere.

“Ej, men Rikke, kan du ikke lide et godt tilbud?”. Jo, for helvede. Hvis det er på min i forvejen absurd dyre DSB-billet hjem til min kæreste i Jylland, så jo. Men hvad gør et ‘godt’ tilbud en dag om året af forskel for folk, der kæmper med at få hjulene til at køre rundt i økonomien hver evig eneste dag?

For det er gudhjælpemig et af argumenterne, som folk har den frækhed at bruge, når man anfægter Black Fridays jammerlige præmis. Jeg skal hvert år høre på, at “det faktisk er rigtigt godt for alle de fattige, at der nu findes en helt særlig dag, hvor de også kan få råd til de helt særlige (ligegyldige) ting”.

Ved du, hvad der ville være cirka tusind gange federe end Black Friday? Hvis alle dage på året var dage, hvor ingen skulle være bekymrede for, om de nu havde råd til at give deres børn en julegave eller købe nye sko til dem. Påstanden om, at Black Friday er til de fattiges fordel er simpelthen så fræk at bruge, og det kommer gerne fra folk, der egentlig også synes, at overforbruget er lidt for meget, men samtidig er der jo tilbud på den blender, som de har gået og luret på.

LÆS OGSÅ: ”Black Friday er et skingert arrangement, som vi ikke ønsker at være en del af”

Moral er godt, men dobbeltmoral er hundrede gange bedre. Det er det samme som at høre på politikere, der påstår, at man ikke kan hæve afgifter på flyrejser, fordi ellers vil de fattige jo slet ikke have råd til at flyve. Boy, do I have news for you: Fattige har ikke råd til at flyve alligevel.

Black Friday er en smart afledningsmanøvre for at få os til at glemme, at de rigeste bliver rigere, og de fattigere bliver fattigere. Black Friday gavner IKKE fattige mennesker på nogen måde og er  på ingen måde med til at sikre forbrugsmæssig lighed på tværs af socialklasser.

Det er tværtimod et fattigt arrangement, der udstiller alt det, der er galt ved vores samfund. Forleden ytrede jeg på Twitter min vrede over det bedre borgerskabs artige argument om, at Black Friday skulle være til de fattiges fordel. Dette affødte blandt andet påstanden om, at jeg ønskede kommunisme, og at jeg kunne starte med at dele ud af min formue til dem, som intet har, og at jeg i øvrigt sikkert også selv køber ting, som ikke er nødvendige.

Lever for 120.000 kroner

Jeg er simpelthen så træt af, at hvis jeg på noget tidspunkt påpeger, at jeg dybest set ikke tror på samfundets og kapitalismens uduelige præmis om vækst og forbrug, ja, så må jeg jo være kommunist.

Men hvorfor kan man ikke få lov at være kontrær og kritisk uden straks at få skudt i skoene, at man så er den direkte modsætning til det, man angriber? Og så kan jeg i øvrigt tilføje, at jeg desværre ikke på nogen måde er tæt på at have en formue. Jo, hvis synonymet for formue er gæld, så kan du tro, at jeg har en stor formue!

Jeg lever omkring fattigdomsgrænsen og kommer i år til at have levet for 120.000 kroner, og selv hvis jeg ikke lå og rodede rundt i den ende af spektret, så vil jeg stadig holde fast i, at det her samfunds grådighed og prioriteter er ude af kontrol.

LÆS OGSÅ: Vi skal lære, at mere-mere-mere ikke længere er tilværelsens succesparameter

Black Friday hjælper hverken de fattige, de velhavende eller alle dem derimellem. Det er en absurd, ambivalent afledningsmanøvre, som på en eller anden måde lykkes med at få de shoppende masser til at glemme, at klodens velvære og resurser altid burde være først på dagsordenen, og at den stigende ulighed i sidste ende er med til at gøre livet sværere for os alle. Det er uendeligt meget vigtigere end 20 procent på den panini-bordgrill, som vi ikke vidste, vi manglede.

Og hvis du nu som dansker (endnu) ikke fejrer Thanksgiving, kan du stadig i vaskeægte amerikansk ånd smutte i Fakta på Black Friday og finde et ‘vanvidstilbud’ på den danske udgave af kalkunen; lørdagskyllingen. Som i øvrigt til dagligt alligevel koster 25 kroner for 1000 gram, og heeelt sikkert har haft et godt liv.

Men vreden over den hører en anden klumme til, men hænger alligevel tæt sammen med det, som jeg har skrevet lige her: I guder, hvor jeg hader kapitalismens grådige præmis.

Rikke Collin

Studerer film- og medievidenskab på KU og laver tre forskellige podcasts.