10 billeder viser et København, der er ved at forsvinde

Det København, hvor man får en sludder med den lokale købmand eller en sladder hos den lokale frisør, er ved at forsvinde. Erhvervslejemålene bliver færre og færre, og dem, der er tilbage, bliver dyrere og dyrere. Derfor har fotograf Ulf Svane og forfatter Mathias Kobberrød Rasmussen lavet bogen ‘Hovedstaden bag facaden’, hvor de hylder nogle af de mødesteder, tidslommer og mennesker, som har været en vigtig del af lokalmiljøet i generationer.

En hundesalon, en legendarisk grill og et barbiemuseum er nogle af de steder, du kan opleve fotograferet og beskrevet i bogen ‘Hovedstaden bag Facaden’. Fælles for stederne i bogen er, at de alle har været et samlingssted og en vigtig del af deres lokalmiljø. Flere af stederne har været drevet i mere end tre generationer, men nu er de på vej til at forsvinde ud af bybilledet og den kollektive hukommelse.

Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen, som begge er vokset op i København, har på nært hold set hvordan byen i årtier har udviklet sig. Fra at være en by, hvor der er plads til at lege og gå på opdagelse, er det i dag blevet en iscenesat kulisse til gavn for turister og ressourcestærke tilflyttere, mener de. 

byens sjæl forsvinder med de små erhvervsdrivende

I takt med det økonomiske opsving er det tordnet frem med nye bygninger, og ældre bygninger er blevet fjernet. Dette bekymrer Ulf Svane, som mener, at der både mangler sjæl og mere langsigtet planlægning i den måde, der bliver bygget på. Han peger på, at en af de helt store forskelle fra tidligere er, at der er blevet færre og færre erhvervslejemål, som er til at betale. De bliver i stedet opkøbt af store investeringsselskaber som Blackstone og lavet om til boliger.

”Mange af de her små erhvervsdrivende, især hvis de ligger godt, bliver tilbudt enormt store beløb for at sælge, specielt, hvis der er nogle byggetilladelser, der kan gøre, at du kan bygge boliger. Det er jo nogle beløb, som de aldrig selv ville kunne omsætte for. Så hvem kan sige nej? Der er jo ingen, der kan sige nej til så mange penge,” fortæller Ulf Svane.

Det er ærgerligt, mener han, og peger på, hvor vigtige de her steder er for lokalmiljøet. Det er ikke bare forretninger, men det er også mødesteder, hvor man kan komme ned og få en lille snak. Han peger på det paradoksale i, at de mest populære områder er de gamle københavnerkvarterer, som netop har bevaret livet, og ikke de nye sjælløse betonbyggerier ved Teglholmen.

“Priserne stiger og stiger i de gamle københavnerkvarterer, fordi alle vil bo der, hvor der er liv. Folk vil gerne have livet. Så det er lidt mærkeligt, at vi bliver ved med at indrette alle de nye byområder uden liv. Når det er så tydeligt, at folk gerne vil have noget andet,” fortæller Ulf Svane og peger på, hvordan Jægersborggade er et godt eksempel på en gade, der har haft succes med at skabe et lokalt miljø.

På Jægersborggade har andelsforeningerne bestemt, at de gerne vil have en billig leje i deres stueplans erhvervslejemål. Det har givet en sprudlende gade med en masse liv.

”Der ligger en Hattebutik, en vinbutik og nogle, der sælger kuglepenne. Og det er jo en vildt populær gade. Så det kunne da være fedt, hvis der var nogen, der kopierede deres model rundt omkring,” siger Ulf Svane og understreger samtidig, at det dog skal gøres med respekt for de nuværende beboere. For nok har Jægersborggade tiltrukket et nyt klientel, hvilket er fint, så længe de ikke presser den gamle ud.

Før var den mest solgte varer hash fra pusherne på Jægersborggade, men nu kan man altså købe hatte, vin og lækker mad. Før ville ingen bo der. Nu vil alle bo der, fortæller Ulf Svane.

”Man snakker hele tiden om, hvordan man skaber værdi til noget. Det skaber jo værdi.” 

Lad os få et København, der er for alle

København er kendt som en mangfoldig by med kultur og fritid for alle. Men hvis udviklingen fortsætter som den gør nu, og flere og flere erhvervslejemål bliver opkøbt og lavet om til dyre boliger, frygter Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen, at et segment i befolkningen vil forsvinde med tiden, fordi de ikke længere har råd til at bo i byen.

”Det, der også er problemet med meget af det nybyg, der er rundt omkring, også herude på Sluseholmen, er, at der ikke er nogen erhvervslejemål. Der er slet ikke noget erhverv. Selv stueplanerne bliver til bolig. Der er ikke plads til nogle butikker, højest en ejendomsmægler og et supermarked. Så bliver det sådan nogle spøjse sovebyer, hvor man kører i Netto, laver mad, sover, kører på arbejde. Bum, frem og tilbage. Det er jo ikke der, livet leves. Så er det bare et sted, man opholder sig og restituerer,” fortæller Ulf Svane.

Når det er sagt, er det vigtigt for ham at understrege, at de ikke er imod, at byen udvikler sig.

”Det er jo også fedt, at der kommer nye ting til. Vi har for eksempel nogle af verdens bedste restauranter i København. Det ene skal bestemt ikke udelukke det andet. Vi skal bare huske på, at de mennesker, der benytter sig af lækre, dyre restauranter, ikke er de eneste mennesker, der bor i byen. Vi skal bevare noget for alle de forskellige typer mennesker og indkomster, der ønsker et liv her.”

Støt din lokale købmand

Mens Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen lavede bogen, lukkede ti af de steder, de havde talt med. Men hvad kan man gøre for at stoppe denne udvikling? Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen mener, at det først og fremmest kræver en politik, der tilgodeser små erhvervsdrivende, hvis de steder og de mennesker, der udgør bogen, ikke skal forsvinde.

”Markedet rydder den slags små steder, hvis der ikke gribes ind fra politisk hold. Grundene stiger så meget, når du går fra erhverv til bolig, at folk ikke kan sige nej. Og det er jo skørt, fordi vi ser steder i København, hvor der er blevet sat et loft for huslejestigningen for små erhvervsdrivende, og hvor folk elsker at komme, fordi gaden emmer af liv og overraskelser”, fortæller Ulf Svane.

De to har lavet bogen for at hylde det København, der er ved at forsvinde. Det er et portræt af de mennesker, der befolker stederne som stamgæster, kunder og indehavere, side om side med motiver af interiør, facader, genstande og det omkringliggende bymiljø. Det er en række personlige fortællinger om en vigtig, men desværre ofte overset del af byen, der fortjener offentlighedens opmærksomhed, så nye generationer af københavnere kan lære byen at kende og reflektere over dens fortid, nutid og fremtid. 

Vi har udvalgt 10 billeder fra bogen, som du kan se her:

Barbiemuseum

Lene Darlie Pedersen har siden 1989 opbygget, hvad der formentligt er Danmarks største samling af barbielegetøj. Hendes samling, der blandt andet indeholder over 4.000 dukker, blev i 1994 til et Barbiemuseum, som ligger på Vibevej 52 i København NV. Der er ingen faste åbningstider, men man kan booke en omvisning af Lene.

Den Gamle Kaffebar

På Ålekistevej 143 i Vanløse ligger Den Gamle Kaffebar. Det har den gjort siden 1948. Her kommer håndværkere, taxachauffører og forbipasserende forbi til en morgenmad, frokost eller kaffe på deres vej gennem byen. Da stedet åbnede, fandtes der over 100 kaffebarer i Storkøbenhavn. I dag er der kun nogle få tilbage.

Alice’s hundesalon

Alice Weiglin omdannede i 1975 et gammelt ismejeri til en hundesalon, og her har hun troligt stået lige siden. Hun ejer selv fem hunde og skal bæres ud, når hun en dag har sagt farvel til den sidste kunde. Alice hundesalon ligger på Frederiksborgvej 200 i København NV.

Islamic Cultural Center

Ved Utterslev Torv på Horsebakken 2 i København NV ligger den første anerkendte moske ikke bare i København, men i hele Skandinavien. Moskeen er etableret omkring 1970, og bygningerne på Horsebakken blev købt i 1976. Den tiltrækker i dag en bred og moderat gruppe af muslimer med oprindelse i Nordafrika, Pakistan, Afghanistan og resten af Mellemøsten.

Harry’s Place

Pølsemager Harry Löfvall startede i 1965 pølsevognen på Nordre Fasanvej i København N. Den blev senere overtaget af datteren Vita og ejes nu af den unge iværksætter Nele Kirstine Borring. Stedet er særligt kendt for den såkaldte ‘Børge’ – en kraftig pølse, som Harry i sin tid lavede til Københavns Fængsler, da de indsatte skulle have en vis portion kød per måltid. Stedet har en fast skare af stamkunder, og tidligere statsministre Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen har da også nydt en pølse på Harrys Place.

Slagter Ali Baba

I 1978 startede en tyrkisk gæstearbejder en halalslagter på Halmtorvet 10 i København V. Hans navn var Ali Baba. Han gik på pension i 2003 og overdrog virksomheden til sin søn Yilmaz Secilmas, som i dag driver butikken med tre ansatte, han insisterer på at omtale som familie. Stedet specialiserer sig i dag i lam, kalv, kvie og kylling i mange slags udskæringer.

Fiskerhavnen – Stejlepladsen:

På Bådehavnsgade i København SV ligger Fiskerihavnen, som blev anlagt af Havnevæsenet i 1943. I marts 2019 besluttede Folketinget imidlertid at affrede området trods protester. Derfor begyndte udviklingen af Stejlepladsen i 2023, der råder cirka 920 boliger, hvoraf 25 procent er almene boliger, og resten er lejeboliger. En af beboerne er kunstneren Flemming Vincent, som i 20 år har haft bolig og atelier på havnen sammen med sin kinesiske kone.

J. V. Auto

I 1987 startede automekaniker Jørn Vestergaard autoværkstedet på Skjulhøj Allé i Vanløse. Han kører selv i en Renault Kadjar, men kunne godt tænke sig en Porsche. Jørn planlægger at overtage et andet værksted i området, når han om få år vil trække sig tilbage og give forretningen videre til sønnen Christian.

Deres Frisør

Rundt omkring i Deres Frisør hænger plakater af ældre modeller, og på bordet ligger gamle magasiner, hvilket tydeligt viser, at det er et sted med en historie. Jan, som i dag driver frisørsalonen på Ålekistevej 70 i Vanløse, overtog forretningen fra sin far, da han blev syg. Jan er stolt over, at han i sin lille forretning i Vanløse har klippet folk fra hvert beboet kontinent på jorden.

Klampenborg Boghandel

Niels Nørgaard overtog Klampenborg Boghandel i 2019 efter den legendariske Ole Parelius, der hele sit liv bestyrede den, indtil han stoppede som 93-årig. Boghandlen kan dog spores helt tilbage til 1947 – 17 år inden Ole Parelius overtog den. Niels driver butikken på Dyrehavevej 4 i Klampenborg videre i den samme ånd, men har tilføjet vinylplader, legetøj og andre mindre antikviteter til varesortimentet.

Footer graphics