Ni af de kvindelige kunstnere er danske, mens en enkelt er svensk, og de er alle toneangivende på kunstscenen netop nu. De i alt ti kunstnere, som har bidraget til Woman Nature-udstillingen er Eva Koch, Else Alfelt, Astrid Kruse Jensen, Marie Lund, Sophie Dupont, Julie Lænkholm, Bente Skjøttgaard, Tove Storch, Sidse Carstens og Anna Bjerger.
Men inden vi går i gang med at tale om kvinder i kunsten, må samtalen nødvendigvis starte et andet sted. Nemlig med Politikens 1-hjertede anmeldelse af den tv-serie, man for tiden kan se på DR1 om familien Asbæks liv og levned.
”Vi har da intet i mod, at folk gør grin med os, er spydige, sjove, ironiske – hvad som helst som er i genren af det komiske og det kærligt hånende. Jeg skal nok grine med. MEN det var en anmeldelse om at hade os. Det er ikke sjovt, det er plat. I en tid hvor had er det værste, vi alle kan være med til at puste til, navnlig fordi had besidder en afhængighedsskabende effekt. Had er i sig selv et enormt voldsomt ord. Det er mørkemanden, der sidder i sin kælder og lader hadet gjalde op igennem alle sprækker i det klistrede sociale medieunivers, og endelig kan vi tilslutte os malmstrømmen, lad os rive med og give frit løb. Det er bare at tale til laveste fællesnævner. At ville hatewatche på os.”
Tania og Thomas Asbæk ønsker alt andet end at pege fingre ad andre og udtrykke foragt. Det gælder i deres liv, som i deres virke, og i høj grad med denne udstilling ‘Woman Nature’, som grundlæggende har til formål at bringe kvinder lidt længere frem i bevidstheden.
”Vores mål er jo netop ikke at pege på alle mulige andre og sige, hov hvor er kvinderne henne, hvorfor gør I ikke noget for kvinderne. Gud hvor er I alle sammen nogle idioter, fordi I ikke har fokus på kvinderne. Vi vil gøre noget positivt i stedet for at tale ned om hinanden”, forklarer Tania.
”Hadet er bare en sindssyg rus som alle med et tomrum i livet orienterer sig imod, se bare rent historisk”, istemmer Thomas.
”Det relevante er at lave små skridt på vejen. I vores pressemeddelelse, som vi har sendt ud i forbindelse med udstillingen, bruger vi meget aktivt de fordomme om kvinden som kunstner. Er hun bedre til at male blomster og symmetriske mønstre? Fordomme kan være fine nok, så længe man bruger dem som en indeksering, eller som noget vi spiller bold op imod. Men i bund og grund er kønnet ligegyldigt, for kunsten er hævet over kønnet.”
Tania forklarer, hvordan de har leget med titlen ‘Woman Nature’: ”Det hele kom sig af begrebet Woman by Nature. Kan man være kvinde af natur? Det er jo et stort spørgsmål, eftersom vi lever i en tid, hvor vi stiller så meget spørgsmålstegn ved, om køn overhovedet har en betydning, tænk bare på hvordan vi efterhånden taler om 23 forskellige køn.”
Thomas mener sagtens, at køn kan have en betydning i det skabende output, men det kan være forskelligt, hvor meget kunstneren bruger det aktivt.
”Der er langt større forskel internt kønnene imellem end mellem de to køn. Du maler med din nysgerrighed, du maler med kultur og arv, men du maler ikke med dilleren.”
Hvorfor er det så vigtigt at sætte fokus på kvinden som kunstner?
”Det er fordi, der stadig er en underrepræsentation af kvinder på museerne og på gallerierne generelt. Det er det, vi gerne vil være med til at gøre opmærksom på”, forklarer Tania, mens Thomas påpeger, at det jo i virkeligheden er en langt større diskussion end kunstscenen, for den pågår alle steder i samfundet.
”Der var engang, hvor fordelingen mellem kønnene var således, at manden tog køllen i hånden, og kvinderne lavede bål. Mændene har været med til at holde kvinderne låst i en forestilling, om hvem hun var. Men der er intet der taler for, at det skulle være sådan de seneste 100 år. Og alligevel mangler vi at rykke os afgørende.”
”… Og det er jo fordi, at forandringer tager tid”, supplerer Tania.
”Det handler ikke om at stå og råbe og skrige, at hele verdenen er forkert. Det handler om at tage små skridt. Michael Thouber (direktør, red.) indførte kvoter på Kunsthal Charlottenborg, hvilket er fint. Men hvor er det museerne køber deres ting, det gør de blandt andet på gallerierne, så vi skal også have et fokus på det. Allerede sidste år startede vi denne tradition op til 8. marts med at sætte fokus på de danske kvindelige kunstnere for at få dem frem i bevidstheden.”
Kvoter eller ej
”Kvoter er ikke et lille, men tværtimod et drastisk skridt”, påpeger Thomas. ”Du kan næsten ikke gøre noget mere drastisk. Det er en form for censurering. Må man det, skal man det i forhold til kunst? Men ja det skal vi lige nu, og det er en trist indrømmelse. Vi kan ikke vente på en lang glidende overgang, for det er den der har bragt os i den suppedas til at starte med. Ideologisk set er Michael Thouber ikke for kvoter. Det er vi bestemt heller ikke, men når udviklingen ikke går i den rigtige retning, må man tage nogle andre virkemidler i brug.”
Har I selv haft en aha-oplevelse omkring kvinder på kunstscenen?
”Jeg havde en aha-oplevelse sidste år. Jeg er naiv. Jeg troede, det var kunsten først og så alt muligt andet bagefter”, forklarer Thomas.
”Der hvor aha-oplevelsen virkelig slog igennem, var da vi skule kuratere til en anden idé. Alle de unge, hardcore mænd væltede op, da vi sad og brainstormede. De kom helt automatisk ind på lystavlen, og så skulle vi have nogle kvinder med, og selvom der er masser af dem, var vi slet ikke orienteret lige så automatisk mod de unge, kvindelige kunstnere.”
Hvorfor var det sådan for jer?
”Ja men det er jo fordi, vi netop generelt har manglet at få den bevidsthed hele vejen rundt i branchen, og grunden til at vi ikke har fået den, er fordi vi ganske enkelt er langsomme til at ændre måde, hvorpå vi ser,” understreger Tania,
”… men det har været enormt skægt at se, at der ikke skulle en større øvelse til for os end bare at blive bevidste om det. De her udstillinger op til 8. marts er jo nedslag, og i tiden imellem har vi ikke behov for at sidde og sige til hinanden: “vi skal huske kvinderne.” Det har været en helt naturlig del af vores samtale. Men det havde det ikke været, hvis vi ikke havde fået plantet den bevidsthed. Så nogle gange skal der ikke mere til. Når det er sagt, så er det jo kunst, vi kigger på. Men erkendelsen har givet en oplevelse af at få et bredere perspektiv.”
En ting er det strukturelle rundt om kvinderne og vores egen manglede bevidsthed. Men hvad er kvindens rolle i det?
”Kvinden må ikke gøre sig selv til et offer, og hun må ikke bruge det som et greb til at fastholde en offerfortælling. Men i stedet: tag magten. Det er vel derfor, vi har en kampdag. Det er ikke for at råbe op om, åh hvor har jeg det hårdt, og det er også syn for mig – kampdagen er til for at vise, at hun er tilstedeværende og aktiv. Der er ingen på vores udstilling, der føler sig som offer. Der kan sagtens være en ulighed – men der forskel på at gøre opmærksom på uligheden og at opfatte eller behandle kvinder, som ofre”, understreger Tania.
‘Women Nature’ kan opleves på Collaborations by Tania og Thomas Asbæk fra 8. marts
