Foto: Shutterstock

Universal i åbent brev: TikTok bruger bøllemetoder og prøver at skræmme os

En kontraktforhandling mellem TikTok og Universal Music er gået i hårdknude. Nu truer pladeselskabet med at stoppe licensen, så TikTok ikke kan bruge dets musik.

Der er dårlig stemning i forhandlingsrummet mellem en gigant inden for sociale medier og en inden for pladeselskaber. Universal Music, som blandt mange andre repræsenterer Taylor Swift, Ariana Grande og Kendrick Lamar, forhandler lige nu kontrakt med TikTok. Og det går langt fra som smurt.

Faktisk går det så dårligt, at Universal i går skrev et åbent brev til musikbranchen, der opfordrer til at kalde “time out” over for TikTok. I brevet fortæller Universal, at TikTok bruger bøllemetoder til at forsøge at afpresse dem til at sige ja til en aftale, der vil være historisk dårlig for de mange musikere, pladeselskabet repræsenterer. En aftale som ifølge Universal vil resultere i, at selskabets artister blev underbetalt i enorm grad.

“Hvordan har de forsøgt at intimidere os? Ved selektivt at fjerne musikken fra visse af vores spirende kunstnere, og samtidig bevare vores publikum-drevne globale stjerner på platformen,” skriver Universal. 

TikTok har altid handlet om musik. I sine unge dage hed mediet Musical.ly, og var et sted, hvor brugere kunne lave sin egen musikvideo til kendte sange. Der er med andre ord ingen TikTok uden musikken. Men ifølge Universal nægter firmaet alligevel at betale artisterne ordentligt.

Hvis man skal tro pladeselskabets åbne brev, er det beløb, det sociale medie tilbyder, kun en brøkdel af, hvad Universal modtager fra tilsvarende medieplatforme. De går endda så langt som at anklage TikTok for at prøve at skade sårbare musikere og presse en aftale igennem, som er endnu dårligere end den forrige.

“TikToks taktik er indlysende: De bruger deres platforms kraft til at skade sårbare kunstnere og prøve at skræmme os til at indgå en dårlig aftale, der undervurderer musik og snyde kunstnere og sangskrivere såvel som deres fans,” lyder det fra Universal.

TikTok forventer givetvis, at pladeselskaber som Universal er så afhængige af dem, at de vil tage en hvilken som helst aftale, uanset hvor ufavorabel den er for både selskabet og dets musikere. 

Men Universals standpunkt er klart: de vil ikke lade sig true til at sige ja til noget som helst. Og de vil tilsyneladende vise TikTok, at det er dem, der er afhængige af musikken og ikke den anden vej rundt.

Find mere om
Footer graphics