De sidder otte børn i bilen på vej hjem fra fodbold, og træneren, Benny, er skidefuld. Nogle af dem sidder i bagagerummet, og ingen af dem har seler på. Det kom sig ikke så nøje. Hele begivenheden ville i dag føre til flere indberetninger og måske et par chokerede opslag på Aula eller SoMe fra forfærdede forældre. Dengang hævede ingen et øjenbryn. Et eksempel på en anden tid.
Det var selvfølgelig helt vanvittigt, fortæller forfatter og journalist Christian Mohr Boisen, og ikke på nogen måde en positiv anekdote, men de løsere tøjler i samfundet havde visse fordele.
”Der var ikke nogen forældre med på vores ture. De var ikke med i meget af det, vi lavede. Når vi havde fri fra skolen, cyklede vi rundt, hang ud og kom først hjem om aftenen, når der var mad, eller vi skulle i seng. Jeg er sindssygt glad for at være vokset op uden find-min-iPhone,” fortæller han og fortsætter:
”Den telefon har gjort, at vi har mistet noget sanselighed. Virkeligheden har så meget mere at byde på, end det, der findes i skærmen. Men jeg ved ikke, hvordan vi skulle ændre dets magt. Det ville jo kræve en kæmpe strømafbrydelse.”
Christian Mohr Boisen har længe været undervejs med denne sin første roman ’Helsinge evangeliet ’, der netop er udkommet, og som handler om hans barndomsby Helsinge, og hvordan det var at vokse op i firserne. I mange år har byens utallige særlinge, sjove karakterer og suspekte typer lurede i baghovedet, men nu har han endelig fået dem ned på papir.
”Det er min egen historie, men det er samtidig også en krønike og en hyldest til det årti og de mennesker. Og så er det også form for monument over min far, som fyldte virkelig meget, og som var en kæmpe original. Han var i sig selv en vild historie, som jeg synes, det er værd at fortælle.”
Faren var den lokale præst og en aktiv debattør i både de lokale og nationale aviser. I den lille by fyldte han meget. Ofte til sønnens store fortrydelse.
Farens næstekærlighed omfavnede alle de syge, svage og dem, de andre ikke ville lege med, hvilket betød, at der i barndomshjemmet altid var et rend af mennesker på alle tider af døgnet.
”Jeg hadede det dengang. Hans mission om at hjælpe alle. Det fyldte virkelig meget. Der var ingen grænser, og når jeg sad og spiste morgenmad, så væltede det ind med folk. Jeg kunne ikke lide de tosser, og jeg skulle være sød, for ellers blev han vred.”
Næstekærligheden indebar, at de fx fejrede nytårsaften på plejehjemmet blandt de ældre og demente, og at psykiatriske patienter og tidligere fanger overnattede fra tid til anden. Men det er ikke de eneste markante karakterer i bogen. Hele Helsinge var fyldt med mærkværdige skæbner, der ofte var udenfor, men som samtidigt var en central del af bybilledet. Der var blandt andet Flaske Finn, som hver morgen samlede affald i byen (til kommunens store glæde), billetkontrolløren på lokalbanen, der kørte det som sit lille kongerige, eller ægteparret, som kørte et uofficielt solcenter i kælderen på deres parcelhus.
I mange år var Helsinge en landkommune langt fra hovedstaden. Men i løbet af 60’erne kom der et boom af tilflyttere, der drømte om parcelhus og have. Det betød, at befolkningen blev mangedoblet på en generation, og byen knopskød i flere retninger. Trods væksten og de mange nye indbyggere var Helsinge ikke helt som sine finere nordsjællandske naboer.
”Når man siger Nordsjælland, er der mange, der tænker, man er privilegeret, men Helsinge er mere en blanding af Vestegnen og bonderøve. Man gik meget op i biler og grille – og hvad naboen lavede,” fortæller Christian Mohr Boisen.
Det er svært ikke at smile, når man læser om alle byens originaler, men i byens (og bogens) sprækker ser man også tydeligt ensomheden og galskaben. Den tunge side gjorde Christian Mohr Boisen meget for at undgå til at begynde med, da han frygtede, at det skulle blive patetisk. Han ville ikke have, at det skulle blive en offerfortælling, men hans ven og gamle redaktør overbeviste ham at tage fat i smerten – ikke mindst i forholdet mellem far og søn. Her var noget interessant, der ikke skulle forties.
Et eksempel er, da Christian Mohr Boisen skulle til fodboldstævne, og faren insisterede på at følge ham og vinke ved bussen, selvom Christian prøvede at tale ham fra det. Da holdet så kom hjem og havde vundet turneringen, kørte faren hele familien på restaurant Søstjernen for at fejre sejren.
Far kiggede på mig på en måde, jeg aldrig havde set på før, det var ikke vredt, som det plejede at være, hans stemme lød mærkelig, og hans ansigt var helt forkert, som om han var et barn: ”Hvorfor var du så flov over mig ved bussen i fredags?” Og jeg kiggede ned i tallerken og havde ikke noget svar og døde kun næsten.” (fra ’Helsinge Evangeliet’)
Det at være præstesønnen var det mest uncool, man kunne være i den lille by, og det gjorde Christian Mohr Boisen til et let offer for drillerier om at være ’hellig’ og ’præstens søn’.
”Der er altid nogen, der har behov for at markere, hvem der er uden- og indenfor. Og min far skulle ikke tro, han var noget, bare fordi han var præst. De troede, at han følte, han var bedre end dem. Præst, det var det værste, man kunne være. Især, fordi han var den original, han var. Der kommer et tidspunkt i de fleste børns liv ved 13-14 årsalderen, hvor de er virkelig flove over deres forældre, men for mig startede det, da jeg var otte. Jeg gjorde alt for at undgå at blive set med min far. Og nogle gange kunne han godt mærke det.”
Hvordan var det, han skilte sig ud, og hvad var det, der gjorde dig flov?
”Min far var vild, og jeg var et følsomt barn. Jeg ved ikke, om han kunne se det, men han kunne i hvert fald ikke holde det ud. Det var ikke altid let, men hans mission om at hjælpe alle har jeg senere fået respekt for. Da jeg skrev bogen, begyndte jeg at tænke over, at der ikke er mange der gør det egentligt. Jeg gør det heller ikke selv. Jeg bilder mig ind, at det nok er fordi, jeg fik nok af det dengang.”
Nu har du skrevet om byen og mange af de personer, der levede der. Har du fået mange reaktioner fra folk?
”Ja, der er mange tosser, der har skrevet til mig, haha. Der er også gamle venner fra skolen og fodbold, som siger, at de godt kan genkende mit billede af dengang. Man finder ud af, at man troede, at alle havde det fedt, men i virkeligheden var der mange, som har været ensomme og følt sig ved siden af. Der er også mange, der har udtrykt rigtig stor glæde ved min far. Det ville jeg godt have hørt dengang.”
Det vælter med sjove karakterer i bogen, og når Christian Mohr Boisen selv skal pege på en favorit, er det hans onkel Danny, der altid skilte sig ud i familien. I bogen beskriver han ham blandt andet sådan her:
Onkel Danny kom sejlende med færgen fra Helsingborg og sejlende med bus 331 fra Helsingør, 175 cm høj, 120 kilo på en skrap diæt af vodka og Guld Tuborg, valsende op gennem Østergade iklædt Frelsens Hærs Spraglede haute couture, galopperende bøsse af den gamle, diskrete skole, forfængelig som en diva, stolt af sit naturkrøl, altid med en paisleymønsteret silkecharmeklud om halsen og en forgyldt jakkenål, hvorpå der stod ”Societetet”.
Christian Mohr Boisen har været journalist i mange år blandt andet ved Børsen og Euroman. Sideløbende har han skrevet flere fagbøger, primært om sport, men dette er hans skønlitterære debut – i en alder af 54 år.
”Jeg har altid haft drømmen, og jeg har berørt det lidt i klummer og nogle SoMe-opslag, men jeg nåede til et punkt, at hvis det skulle være, så skulle det være nu. Jeg har egentlig ikke tænkt over det med alderen. Jeg kan huske, at da jeg fyldte 30, tænkte jeg, nu kommer jeg aldrig på landsholdet, haha. Men heldigvis er det aldrig for sent for mange ting.”
’Helsinge Evangeliet’ er ude nu
