kvinde p-piller og graviditetstest
Foto: Shutterstock

Frankrig vil betale unge kvinders p-piller: Sex og Samfund er imod samme forslag i Danmark

Snart bliver det gratis for unge kvinder i Frankrig at beskytte sig mod graviditet. I Danmark løser det ikke problemet med usikker sex, mener Sex og Samfund.

Det skal ikke koste penge at bruge prævention. I hvert fald ikke hvis man er kvinde under 25 år og bor i Frankrig.

Sådan lyder grundtanken bag et nyt tilbud, som Frankrigs sundhedsminister Oliver Véran står bag.

Fra 1. januar 2022 kan unge kvinder i Frankrig få hormonel prævention som p-piller, minipiller og p-ringe helt gratis af staten. Det skriver flere franske medier.

Den franske regering har afsat 21 millioner euro, der svarer til cirka 150 millioner danske kroner.

Tilbuddet henvender sig til alle kvinder under 25 år og er tænkt som en hjælp til dem, der lige nu ikke selv har råd og derfor fravælger prævention, selvom de ikke ønsker at blive gravide. Siden 2013 har kvinder fra 15-18 år kunnet få gratis p-piller og anden prævention, hvilket ifølge flere franske medier har fået abortraten til at falde i Frankrig.

Generalsekretær hos Sex og Samfund Bjarne B. Christensen så meget gerne, at man i Danmark prioritererede seksuel sundhed blandt unge ligeså højt som i Frankrig. Men han mener også, at man i Danmark kunne bruge pengene bedre.

“Det er fantastisk at se, at de i Frankrig vil sætte så mange penge af til seksuel sundhed. Sådan et stort beløb har vi ikke set i en dansk sammenhæng før. Men man er nødt til at se på, hvilke problemer, man løser,” siger Bjarne B. Christensen.

“I Danmark er det største problem ikke prisen. Gratis prævention løser ikke problemet med usikker sex,” siger Bjarne B. Christensen.

Kønsmæssigt skævt

Han studser også over, at man giver kvinderne økonomisk støtte til prævention, men at kondomer ikke bliver gratis.

“Det er kønsmæssigt utroligt skævt, når man i Frankrig kun tilbyder gratis prævention til kvinder. Dermed er det kvinderne, der har ansvaret. Drenge har også et ansvar for at beskytte sig mod graviditet og sexsygdomme,” siger Bjarne B. Christensen.

I 2020 viste en undersøgelse fra Sex og Samfund, at mange danske unge ved utrolig lidt om sex og prævention.

“Omkring 20-25% af de unge vidste ikke, hvordan prævention fungerer, og hvad der beskytter mod graviditet og hvad der beskytter mod sexsygdomme,” siger Bjarne B. Christensen.

Dét er i langt højere grad et problem for danskerne, mener han og påpeger, at vi i Danmark ikke ser et stigende antal teenagegraviditeter eller aborter blandt de unge, fordi de unge faktisk er gode til at beskytte sig mod graviditet.

“Til gengæld er antallet af klamydiatilfælde steget de seneste 20 år,” siger Bjarne B. Christensen.

Mere forebyggelse

Flere danske kommuner har haft succes med et at gøre prævention gratis, ligesom i Frankrig. Det var især udsatte unge, der tog imod tilbuddet.

Men det er mere forebyggelse, der skal til, hvis man spørger generalsekretær Bjarne B. Christensen. Og det er vi ikke gode nok til at sætte penge af til.

“For nogen unge og udsatte kunne det være et tilbud at give gratis prævention. Jeg ved, at nogle kommuner gør det, og det har haft en god effekt. Men i Danmark er seksuel sundhed prioriteret lavt. Få kommuner gør noget for at forebygge, men med få midler,” siger Bjarne B. Christensen.

Hvis der i Danmark blev afsat 150 millioner kroner til seksuel sundhed, har Sex og Samfunds Bjarne B. Christensen et par bud på, hvad pengene skulle bruges på:

Sex og Samfunds bud på hvad 150 millioner kan bruges til i Danmark

  • Bedre systematisk seksualundervisning i grundskolen
  • Uddannelse og efteruddannelse af lærere
  • Alle ungdomsuddannelser skal undervise i køn, krop, seksualitet m.m
  • Kommuner skal investere i forebyggelsesinitiativer og smitteopsporing
  • Løbende kampagner, der sætter fokus på sikker sex
  • Mere viden og forskning på området

Heartbeats har kontaktet sundhedsminister Magnus Heunicke for at høre om man kunne forestille sig lignende tiltag i Danmark, men han har ikke ønsket at kommentere sagen.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics