For ikke så forfærdelig længe siden købte min kæreste og jeg en bil. En Skoda Fabia med plads til barnevogn og lidt af hvert. Det er vores første bil, og vi har ikke et eneste øjeblik fortrudt, at vi købte den .
Men jeg har ingen følelser for min Fabia. Det betyder, at mine venner må låne den til enhver tid, hvis de har brug for det. “Selvfølgelig,” siger jeg, når nogen spørger, og jeg betragter mig – hvis jeg selv skal sige det – som en rimelig generøs bilejer. I armstøtten mellem forsæderne er der et lille rum med Werther’s Echte, og dem spiser man altså bare af.
Men forleden fik jeg nok.
Min gode ven spurgte mig, om han måtte låne bilen søndag eftermiddag. Som altid sagde jeg ja. Han skulle til Roskilde for at spille lidt golf. Fair nok. Et par dage efter ville han gerne låne den igen. Jeg sagde ja.
Da han spurgte tredje gang, gav jeg ham lov, men skrev en sms med ordlyden:
“Du må selvfølgelig altid låne bilen. Men altså, jeg synes ikke, det skal være en fast del af din ugeplan at bruge den som golfbil.”
“Mener du, at det er et skråplan?,” spurgte han.
“Ja, det er det jo, hvis du skal bruge vores bil for at spille golf hele tiden.”
Det var tydelig kommunikation, følte jeg. Men da min ven havde afleveret bilen, skrev han, at han gerne ville låne den dagen efter igen – og at han havde ladet sine golfkøller ligge i bilen. I øvrigt ville han høre, om jeg ville hjælpe ham med at flytte om et par uger. Jeg troede, det var løgn. Forstå dog at konceptet ‘golfbil’ er no bueno. Men efter et par sms’er frem og tilbage fik han atter lov med den besked, at så gik den ikke længere. Nu var der lukket.
Det var ikke nogen nem sms at skrive. For hvordan fortæller du din ven, at han har spillet den her helt forkert og udnyttet din generøsitet på en socialt tonedøv måde? At han har bedt om for meget uden at yde noget igen. Ingen har lyst til at sætte en ven på skolebænken på den måde. Men efter at have lånt min bil ud til ham fire gange på cirka en uge, havde han kun kvitteret med at give mig en følelse af at være straight up smålig.
Set i bagklogskabens klare lys skyldtes det jo nok, at vi bevægede os rundt i en suppedas af uskrevne regler og uudtalte forventninger til hinanden. Ting, jeg troede var elementære, udgjorde for min ven et snirklet sæt af sociale spilleregler, og på sin vis forstår jeg ham godt, for der findes jo ikke nogen abc over vennetjenester. Man ved det ligesom bare. Og det er ikke meningen, at det nogensinde skal italesættes.
Episoden har gjort det klart for mig, hvor vigtige de uskrevne regler er, og hvor grænseoverskridende det er at være tvunget til at skære tingene ud i pap og udstikke ordrer overfor en ven, som jeg i alle andre henseender betragter som fuldstændig jævnbyrdig.
Men for at afhjælpe fremtidige uklarheder og undgå, at venner falder i hinandens unåde over en sølle Skoda Fabia, en flytning, en omgang på baren, en lånt bog med et æseløre eller andre almindeligheder kommer her listen over alt det, vi skal vide om vennetjenester:
1. Fyld godt på-reglen
Den mest elementære regel, når man låner ting af en hvilken som helst art, er, at man leverer tingen tilbage i samme forfatning – eller lidt bedre – end da man lånte den. Det betyder konkret i forhold til f.eks. billån, at man fylder benzin på svarende til det, man har brugt og lidt til. Medmindre man stræber efter at være en nasserøv. Man kan også smide en flaske rødvin med i tak-for-lån-puljen. Og den skal koste 60 kroner eller mere.
2. Tag-og-giv-reglen
Når en ven gør dig en tjeneste, ligger bolden altid på din side bagefter. Nu er det din tur til at give noget den anden vej. Det gælder især ved byture og middage – man skiftes.
3. Need to have-reglen
Man låner ikke større ting af eller beder om hjælp hos sine venner, medmindre man virkelig har brug for det. Billån skal befinde sig i kategorien need to have, ikke nice to have. Vi befinder os på et spektrum med ‘min kæreste er ved at føde’ i den ene ende, og ‘jeg vil gerne cruise en tur ud til vandet’ i den anden ende. Ligesom med børnepasning. Du får ikke nogen til at passe dine børn, fordi du skal ud at løbe. Der skal være større ting på spil.
4. Frekvens-reglen
Frekvensen af udlån og tjenester må aldrig blive for høj. Bliver udlånene kontinuerlige, taler vi brugsret, og så køber man sgu bare sine egne ting. Det samme gælder for udlæg og ærindetjenester i kategorien: ‘Kan du ikke lige hente den her lænestol, jeg har købt på DBA for mig?’. Eller: ‘Vil du ikke bære mine 80 flyttekasser ned fra 4. sal for femte gang dette årti?’ Når man er over 30 år, flytter man sit lort selv eller betaler sig fra det.
5. Anerkendelses-reglen
Modsat at købe noget i en butik, hvor alting er prissat af ejeren, er det ved vennetjenester ikke tjenesteyderens opgave at prissætte. Ejeren må aldrig være nødsaget til at sige, at han/ hun vil have en flaske Ripasso fra ’98 eller en plade Marabou med Daim for tjenesten. Mest af alt handler det om at anerkende, at du har lånt noget eller fået hjælp. Anerkendelsen er symbolsk og er ikke bundet op på en konkret udgift.
6. Er du sikker-reglen
Det virker åndsvagt, men som låner skal man spørge gentagne gange, om ens ven er sikker på, at det er okay, at man låner. Mange siger ja, selvom de mener nej inderst inde. Mennesket er bare lidt fucked, så deal med det, og spørg to-tre gange for at være sikker på, at du ikke er igang med at dumme dig.
7. Tidshorisont-reglen
Låner du noget, afleverer du det hurtigst muligt tilbage. Medmindre det er en liter mælk. Du har ikke en lånt bog liggende i årevis, men læser den og afleverer retur. En lånt smoking sender du til rens straks og får afleveret tilbage. En kantklipper fra naboen bruges samme uge og så hjem til ejermand M/K. Det er irriterende selv at skulle bede om at få sine ejendele tilbage. Aftal eventuelt på forhånd hvor lang låneperioden er.
8. Elsker(inde)-reglen
Du knepper ikke i andres biler.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Læs videre fra forsiden ved at trykke HER.
