The Bear
Foto: Disney+

Endelig dato på ny sæson af ‘The Bear’

Til sommer kan du streame 2. sæson af Disney+’s populære komedieserie ‘The Bear’

”Yes, chef!” og ”Behind!” var nogle af de mest sagte replikker i første sæson af serien om den ambitiøse kok, Carmy, som du måske husker og har savnet. Hvis det er tilfældet, så er der godt nyt. Nu vender ‘The Bear’, som både hovedrollen og serien hedder tilbage med en sæson 2, der kan streames på Disney+ fra d. 19. juli.

Første sæson af det prisvindende komedie-drama fra 2022 fortalte historien om den charmerende Jeremy Allen White i hovedrollen som elite-kokken Bear, der arbejdede hårdt på at banke liv i den lille og kaotiske familieejede sandwich-bar i Chicago samtidig med, at han kæmpede med tabet af en bror, der havde begået selvmord og en håndfuld af livets øvrige genvordigheder.

I de 10 spritnye afsnit i sæson 2, når den lille sandwich-bar nye højder, når de ansatte giver restauranten en make-over, samtidig med at de gennemgår personlige omvæltninger i en konfrontation med fortiden og deres ønske om fremtiden.

Det viser sig selvfølgelig at det eneste, der er hårdere end at drive en restaurant, det er at åbne en ny restaurant. I forbindelse med denne transformering belyser seriens 2. sæson samtidig den virkelige verdens service- og forplejningsindustri med alt, hvad det indebærer af diverse tilladelser, håndtering af entreprenører og ikke mindst den æstetiske ambition og hårde arbejde, der skal forenes i sammensætningen af den perfekte menu.

Det koster blod, sved og tårer og de ansatte presser sig selv, hvad angår forhold, evner og egne grænser og de kommer hinanden ved på nye måder, samtidig med at de får nye perspektiver på, hvad service betyder, både i forhold til arbejde og i forhold til hinanden.

Skuespiller Molly Gordon er en ny tilføjelse til rollelisten der i øvrigt tæller Abby Elliott, Lionel Boyce, Liza Colón-Zayas, Matty Matheson, Edwin Lee Gibson og Oliver Platt, der også var med i første sæson. Derudover er der endnu ikke bekræftede spekulationer, der går på at ‘Better Call Saul’-stjernen Bob Odenkirk også medvirker i sæson 2 af ‘The Bear’.

Rollen i første sæson gav ganske fortjent Jeremy Allen White en håndfuld nomineringer, hvoraf han vandt en Golden Globe, SAG og Critics Choice-pris for bedste mandlige skuespiller i en komedieserie.

Footer graphics